Wuyuan - here we come!

I dag skulle vi endelig rigtigt på tur. I flere dage! På helt egen hånd. Vi havde sat os for, at vi nu ville ud på landet og se en anden side af Kina. Ikke mere storbyliv til os - væk med os og dyttende taxaer i mængder.

Vi tog af sted over middag, da vi havde fået slugt vores ris. En af vores kontaktelever havde hjulpet os med at finde busstationen + købe busbillet på forhånd, så at var timet og tilrettelagt. Det kunne ikke gå galt! Hun sørgede også for, at vi kom af sted i RIGTIG god tid, hvilket resulterede i, at vi skulle fordrive over en time på busstationen Vi fordrev et smut omkring busstationens 'supermarked', der resulterede i to stk. snack-indkøb: Guldkornsbarer og mini-roulader med nougatfyld. På pakken var der afbilledet toffefee, så man kunne jo håbe… Men nej, her må jeg skive noget, der ellers ikke sker så tit: I dette tilfælde gav vaskeægte Dancake hindbærroulade denne såkaldte "kage" baghjul. Tænk, det skulle komme så vidt!?

Busturen til Wuyuan forløb komfortabelt, og da det var tid til at stige af, var klokken omkring 17.15 og mørkets frembrud lurede indenfor den følgende halve time. Anne Mette og jeg vidste på nuværende tidspunkt ikke helt, hvor vi ville hen. Men ud af bussen kom vi da, og her blev vi mødt at 8 energiske motorcykelkørere, der virkelig gerne ville køre et sted hen, der var rigtig 'beautiful' særligt "i morgen tidligt!" Meget mere end 'motorbike', 'Big Liking' og 'beautiful' rakte deres ordforråd ikke til, og Anne Mette og jeg sad med Lonely Planet (vores guidebog) og ville i virkeligheden hellere til Little Liking. Ved hjælp af ivrig brug af kropssprog og andre smågloser formåede mændene ved fælles hjælp at forklare os, at denne by var lukket for besøgende pga. tv-optagelser. Nå, jamen så tog vi da til Big Liking i stedet for! En tur på 45 min. bag på motorcykel i mørke og småregn. Det var da ikke til at sige nej til. Her begyndte weekendens eventyr for alvor!

Ud af parkeringspladsen gik det. Altså, vi fulgtes da rimeligt godt ad ud af byen, men da vi havde forladt de sidste gadelys, var det som om, min chauffør trak fra og lagde pæn afstand til Anne Mette og hendes motorcykel. Lige så spændende og fantastisk som turen var, lige så nervepirrende og angstprovokerende var den. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg kom igennem det meste af følelsesregisteret - lige fra glæde og eufori over spændingen ved det, vi havde kastet os ud i, lige til total panik og vild bekymring over, om chaufføren nu stak af med mig, og jeg aldrig skulle se Anne Mette igen!!?! Pludselig var det som om de små landeveje var blevet helt utroligt mørke!

Men efter lidt tid holdt vi pause for at vente på de andre. (Ved dette stop udbrød jeg et lettelsens suk og kæmpe grin, da jeg så Anne Mette motorcykel komme til syne ) AM's motorcykel var kun udstyret med en mega-paraply ovenpå; den manglede en paraply, der kunne agere skjold foran, så det skulle lige fikses. Da vi hverken havde saks eller kniv gik de to motorcykelmænd i gang med at brænde et hul, der hvor paraplyen ellers ville dække over forlygten. Meget betryggende. Så kunne vi køre videre.

Flere stops undervejs, hvor af det, der gjorde allerstærkest indtryk på mig, var mødet med en ret så stor slange på landevejen. To andre motorcyklister havde fået øje på den, og da vi kom til, havde de begejstret situationen under kontrol. Den ene holdt hovedet fast ned mod jorden med en pind. Her var jeg ikke videre begejstret, men min chauffør prøvede at berolige mig ved fx at sige "No, no, no, no. Good eat - good eat" hvorefter han med hænderne viste, hvor stor en slange han engang havde fanget heroppe i bjergene - jamen, tak! Nu er jeg da meget mere rolig!! Jeg var så ræd for, at mændene lige om lidt ville komme hen med slangen under armen, for at vi kunne få lov til at se lidt nærmere på den! Det skete heldigvis ikke, så vi kørte stille og roligt videre. Pyha. Efter lidt tid blev min hjerterytme helt normal igen.

Host, host, nej ikke efter 45 min. men efter 95 min. ankom vi til Big Liking, hvor vi skulle overnatte på et lille slags "Bed and breakfast". Med ret så øm bag vandrede vi lige ind i "stuen", hvor vi med det samme fik serveret en kop the og en clementin. Resten af aftenen forgik kommunikationen med store armbevægelser, mange grin og utallige opslag i Anne Mettes lille ordbog. Vi fik skam både aftensmad og styr på, at næste dags udflugt begyndte med vandretur her i landsbyen kl. 06.00. Så det var med at komme i seng i ordentlig tid. Vores værelse bestod af to senge (- læs spånplader) og et gammel sybord. Ned fra loftet hang en elpære og i dennes ledning hang der to bøjler. Væggene var dekorerede med to sider fra en kalender anno 2009 med naturbilleder fra området. Hold fast mand, hvor var vi bare kommet på tur! Men hvilken tur!