Rise and shine 05.45…

Kl. 05.45 ringede vækkeuret og med lidt hiv og sving væltede vi ud af sengene efter en nat med - jo, lidt søvn, men også et par afbrydelser eller tre. Et par klap på kinden og lidt rusken i lokkerne, så lignede jeg en million; klar til at erobre verden!!

Anne Mettes motorcykelmand var morgenens guide. Hans nærmest ikkeeksisterende engelske ordforråd forhindrede ham på ingen måde i at fortælle om det, vi kom forbi. Vi forstod bare ikke noget. Jeg pegede bare lidt i øst og vest, smilede og sagde "Yes" og "okay", og så var det da en fin tur. Måske var hovedformålet med turen at se solopgang, men pga. af alt for mange skyer, var der ikke meget sol der. Men vi fik da set markerne på nærmeste hold. Eftersom vi var komme godt op i bjergene, var markerne disse fine små terrasser i etager, hvor hver et lille hjørne sirlig er udnyttet. Det var et fantastisk syn, fuldstændig som jeg havde forstillet mig.

Tilbage i byen gik vi forbi et par frugttræer, for vi skulle da prøve at spise friskplukkede clementiner. Det var bestemt også sjovt - bare fordi det er anderledes. Vi smagte også en anden frugt, der var lille, rød, sød og med store sorte kerner indeni. Herligt, med nye smagsoplevelser.

Da klokken nærmede sig 7.30, var vi ved at længtes efter morgenmad og begyndte at tale om, hvad der mon var på menuen? Den stod på vandgrød (- men uden salt, rosiner og æblegrød ) og et hårdkogt æg. Herefter nudler - lidt spicy, og så rundede vi af med en kop the. Vi gik mætte fra bordet, hvilket var herligt, nu vi havde en lang og spændende tur foran os.

Omkring 8.15 var det tid til afgang. Vi hilste af med "krofatter" og steg op på motorcyklerne. Hvor var det spændende endelig at skulle se naturen, vi kørte igennem, fordi det nu var blevet lyst. Det var så smukt at køre ned af bjerget. Masser af små grønne marker og efterårsfarver på træerne. Solen var nu ved at bryde igennem skyerne og hele landskabet var omringet af masser at bjerge. Det' var bare lige mig! Jeg snusede alle indtrykkene ind, mens vi suste af sted.

Dagens andet udflugtsmål var en landsby med mange gamle, særlige huse, der havde været gaver fra kejseren til nogle betydningsfulde mænd i området. Inden vi nåede landsbyen, var vi blevet læsset ind i en lille bitte bus, da der var to kinesere (også turister!), der skulle på samme tur. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen men gjorde jo bare, hvad der blev sagt. Til vores store held, kunne den ene af de to unge kineserfyre engelsk, så nu kunne vi få lidt forklaringer. Fedest! Inde i landsbyen viste det sig at være mere turistet, end jeg først havde forestillet mig. Det vil fx sige, at når jeg hilste på de lokale med "Ni hao", svarede de "Hello" tilbage!?! Og her gik jeg og troede, at jeg virkelig var kommet ud på landet. Vi kan forbi en lille the-biks, hvor den unge kvinde bød os på the. Det var hyggeligt. Så smagte vi lidt forskelligt the. Wuyuan er et område, særligt kendt for deres the, så det passede jo perfekt med en lille the-pause. Et andet sted kunne vi få smagsprøver på forskellige frugtvine ligesom byen også havde adskillige souvenirbutikker. Hmm.

Efter rundturen i landsbyen blev vi kørt tilbage til vores motorcykler. Herfra gik turen videre for os alle 4 til næste udflugtsmål. Her spurgte vores nye kineserven, om vi godt vidste, hvad vi nu skulle se? Næ... Vandfald! Det var alletiders. Igen parkerede vi i forbindelse med en lille landsby, herfra kunne vi gå ind i en skov, og efter lidt tid kom vi til 3 forskellige vandfald. Ydmyge, men fine. Vores fire motorcyklechauffører hyggede sig sammen og klatrede vældigt rundt i træerne for at plukke frugt til os. Herligt at vandre igennem et helt spisekammer af fremmede frugter. Den ene frugt, vi smagte var aflang og gul. Igen med aflange sorte kerner indeni. Smagen er svær at beskrive, men konsistensen er lidt ligesom de der orange frugter, der ligner tomater - og som jeg ikke kan huske navnet på!?! Den anden slags frugt var nogle bær, der mindede om en slags vilde, orangerødlige hindbær.

Herefter gik turen hen til en 900 år gammel bro. Vi var ikke mere at stået af motorcyklerne, før vi kiggede lige ind i linsen på et videokamera! På broen stod en lille gruppe - JAPANERE - med deres mange store kameraer, og da de fik øje på os, skulle vi da foreviges i deres ferieminder. Havde vores kineserven ikke afsløret, at disse cykelentusiastiske turister var fra Japan, havde vi aldrig fundet ud af det. For se forskel, det kan man altså ikke J I forbindelse med broen så vi også et rigtig stort, gammel træ. Historier går om, at man får skænket penge, lykke og kærlighed, hvis man går rundt om træet, mens man rører ved stammen. Mere af det hele til mig, tak. Så jeg tog lige et par runder

Nu skiltes vores veje med den engelsktalende kineserven og Anne Mette og jeg hjulrede videre til endnu en lille landsby, hvor vi i hvert fald forstod, at min chauffør havde taget mange billeder på sin telefon, så han viste os de forskellige steder, så vi også kunne tage billeder.

Nu er vi vist nået til endnu et kapitel i min følgeton om kinesiske toiletter. For her i byen, skulle vi opleve det mest pudsige… Anne Mette fik slået glosen - toilet - op i sin lille ordbog, og min chauffør viser vej. Jeg ser, han på vejen får "bestukket" en lokal med en enkelt smøg, og så gik vi ind til ham for at låne hans faciliteter. Øhh, og nu var vi jo kommet på landet. Der bliver peget hen på en trædør, og Anne Mette ser forvirret og spørgende på mig, for da vi kigger ind bag døren, ser vi et lille bitte rum; halvt redskabsrum og halvt grisesti. Skulle vi godt nok ind i hjørnet hos 'Babe, den kække gris' for at ladet vandet??? Bag døren fik jeg på gulvet øje på en træplade med "håndtag", jeg kender fra Tanzania. Under denne var toilettet (hullet). Så Babe slap i denne omgang. Jeg kunne ikke dy mig, så hvis du vil se det på billede, må du ind i fotoalbummet og lede.

Efter dette landsbybesøg var sulten ved at melde sig, og vi skulle så småt til at sætte kursen tilbage mod Wuyuan. Halvvejs tilbage i storbyen hold vi frokostpause i Qinghua. Igen skulle vi betale for at alle 4 kunne spise. Det var en del af aftalen. Vi fik ris - naturligvis - med æg/tomat, tofu/selleri og spinat. Hertil drikker man the.

I Wuyuan blev vi sat af ved et hotel, fik betalt vores motorcykelvenner og sagt farvel og tak. Hotellet viste sig at være for dyrt til vores budget, så vi besluttede i stedet at tage til busstationen for at købe billetten til næste dag og derefter beslutte, hvor vi ville sove. Men hvor var busstationen? Vi spurgte en venlig politimand (der selvfølgelig ikke kunne et ord engelsk!) om vej, og han endte med at tilbyde os et lift hen til busstationen. Det siger man jo ikke nej til. Mit indtryk af det kinesiske arbejdsmarked er på nuværende tidspunkt, at da der er nok mennesker at tage af, er der altid alt for mange ansat alle steder. Nogle gange skal de lave det samme, andre gange skal de lave virkelig ligegyldige ting. Så det undrede mig egentlig ikke, at denne politimand havde tid til at køre os. Der sad tre betjente mere sammen med ham i deres lille "udkigspost". Os af sted med politi hele vejen til busstationen. Og ikke nok med det. Han fulgte os hele vejen ind til informations-skranken. Pigen bag disken ringede op til en ven, der kunne tale engelsk, og på den måde fik vi forklaret, hvilken billet vi skulle bruge, hvornår vi ville af sted osv. Politimanden var med hele tiden og tilbød efterfølgende at køre os ind i byen igen til det sted, vi skulle overnatte + han ville også hente os næste morgen og køre os til bussen! Ihh, venligheden når nye højder i Kina!

Nå, men os tilbage i politibilen og ind til byen til et hostel, vi havde læst om i Lonely Planet. Dette havde dog lukket, så var gode råd dyre. Heldigvis havde Anne Mettes lille opslagsværk et udvalg af brugbare sætninger, så vi fik nu spurgt politimanden, om han kunne anbefale et billigt sted? Han spurgte andre til råds og endte med at køre os hen til en hotel, hvor vi fik liv til at overnatte for 40Y! What - det svarer til 35 kr! Nice. "Pissetak", som Anne Mette så finurligt udtrykte det

Efter et dejligt langt, varmt og tiltrængt bad og lidt "De sorte spejdere-podcast" bevægede vi os ud i byen for at finde aftensmad. Igen kunne ingen et eneste ord engelsk, så den flinke tjenerdame tog os under armen, ud i køkkenet og lod os pege på de grønsager, vi gerne ville have. Så kører det jo. Hvor svært ka' det være.

Kl. 19.00 (!) var vi kravlet i nattøjet og manglede kun at notere dagens mange oplevelser i stikordsform, så vi havde lidt til dagbogen, når vi kom hjem. Ikke mange minutter over 8 blev lyset slukket, og vi fik os en god lang nats søvn.