Så... Tilbage i Hanoi till en regnvåd og kedelig mandag, endnu en regnvåd, lidt mindre kedelig tirsdag, og en helt enormt regnvåd og kedelig onsdag. Arj.. Regnen er faktisk en god ting, for så føler man ikke smoggen så meget, og kedelig betyder vel bare ligesom-alle-andre-dage. Så slemt har jeg det på ingen måde hernede.

Jeg har vist lagt nogle billeder ud uden nogensinde at fortælle hvor de er fra. Det må jeg hellere lige ændre på. For hvad der føles som måneder siden var jeg en tur i Ninh Binh (som billedmappen også er kaldt), som nok må klassificeres som den mest spøgelsesagtige by jeg nogensinde har oplevet. Opholder man sig i den efter kl 23 er man sikker på at være alene. Om dagen er der mennesker på gaden, men om natten er hele byen indhyllet i et underligt skær og med en mærkelig forladt og ensom atmosfære. Selvom man ved der er mennesker bag de aflåste gadedøre føler man sig meget som palle-alene-i-verden. Omgivelserne derimod, altså naturen der omgiver denne spøjse, populære, men alligevel ensomme by, er utroligt flot. Klipper der skyder op af flad jord og rejser sig mellem rismarker og landsbyer er et spektakulært syn, som man bare har lyst til at cykle rundt i til tid og evighed. Det er helt utroligt smukt. Vi fandt en lille sti, bag en pagode (en slags tempel) som lå inde i en bjerghule, hvor vi kravlede op, og på toppen kunnne man se ud over hele landskabet, med klipper og dale i forgrunden, store bjerge der rejste sig over skyerne i baggrunden, og aller nederst lå så landsbyerne og rismarkerne. Smukt... Intet mindre.

Weekenden efter var vi så en tur til Sapa, og trods det var den største turistfælde jeg længe har været ude for, var turen rigtig god og jeg nød den meget. Det skyldes nok mest at jeg endelig kom i natur igen. Sapa er nemlig natur. Det er et område nord for Hanoi, hvortil man tager toget. Med man kører så hele vejen til endestationen, og herfra tager man en tur på 30 km i bil igennem hårnålesving og stigninger på 10% op ad bjerget til man kommer til en by kaldet Sapa by. 5 km på den anden side af byen når man enden af vejen. Sapa er også betegnelsen på hele det område i bjergene over skyerne hvor rismarker ligger i terasser på bjergsiderne og folk bor i landsbyer som man kun man komme til til fods. Ja, det lyder unægtelig enormt romantisk, det vil jeg med glæde indrømme, og ja, det ville det også være, hvis... Hver morgen når vi stop op, og skulle afsted ud på den tour vi havde booket hos et booking-agency i Hanoi (for at have en guide på), stod der uden for hotellet en horde af nationaldragts-klædte "indfødte" sapaianere og ventede på os. De skulle tilbage til deres landsby, som også var hvor vi skulle hen den dag, og fulgte så med os. I og for sig meget sødt, hvis... Hele turen snakkede de engelsk med os, og det her engelsk var mere flydende end mange i Hanoi snakker, men de her mennesker havde aldrig haft engelsk i skolen, og havde derfor lært det udelukkende ved at snakke med turister! Derudover brugte de så deres tillærte kundskaber på at prøve at sælge os deres varer, hvilket vi ikke havde lyst til at købe. Altså enn ret trættende tur at gå. Til gengæld var naturen uendeligt smuk, og de "indfødte" (i mangel af bedre ord), var hyggelige og sjove at snakke med når de ikke ville sælge dig ting, og fandt en enorm morskab i at hjælpe os med at balancere på sten for at komme over vandløb, og grine af os hvis vi alligevel (eller fordi vi prøvede uden hjælp) faldt.

Selve Sapa by virkede som noget der var lavet til turister... Der var et utal af internetcafeer, restauranter og souvenir-shops, taget i betragtning at denne by altså bestod af mennesker der virkede realtivt ligeglad med disse ting, og tvætimod prøvede at sælge dig mere af det på gaden. Flot var det dog, og her i Hanoi er da også flere butikker der skilter med at de sælger ting fra Sapa (selvfølgelig til en uhyggelig overpris). Turen til gengæld var alt i alt god. Vi kom ud i natur, vi havde ingen tåge (hvilket området ellers er berygtet for altid at have, og især i weekenden), vi kom ud i nogen flot natur og fik oplevet nogle få, ikke alt for turist-påvirkede, landsbyer som var spændende at se, og vi gik i natur! Min fascination og helt uforbeholdne glæde over at være i natur skyldes naturligvis at der ingen er her i Hanoi, og at jeg for første gang i næsten to måneder har kunnet gå tur blandt planter, blomster, fritløbende vand og friskere luft end jeg kunne huske.

Den sidste weekend er brugt i Hanoi sammen med de 3 andre danske piger. Meget stille og rolig og hyggelig. Jeg har fået ordnet en masse praktisk og fået bestilt, købt og fået mine billetter til min videre rejse. Det nærmer sig snart afrejsedato! Fra i dag er der en uge og 3 dage til jeg tager afsted og rejser ud alene! og så er der 2 uger og 2 dage til at far kommer til Hanoi og jeg skal vise ham hvor jeg har boet, og sammen med ham se Ho Chi Minh City (også kaldet Saigon også kaldet HCMC). Hold da op det er pludselig kommet tæt på... Er jeg overhovedet klar til det? Helt ærligt så glæder jeg mig. Det bliver så dejligt at komme ud og opleve, opdage, leve og undersøge mig selv og Vietnam mere end weekendture. Det bliver også dejligt at min rejse nu virker overskuelig. Jeg kan se en ende på det, og for at være ærlig glæder jeg mig efterhånden også til at komme hjem og se Danmark og dem i det igen, og endelig kunne slappe lidt af med en ordentlig dagligdag og et hjem. Nu skal de sidste uger nydes, og så vil jeg nyde at komme hjem igen :)