Nu ligger jeg her, i sofaen på terassen, mens regnen siler ned foran overdækket, og nogle gange også under det, og fluerne fester på mine bukser, arme, sokker, halstørklæde og mave. Jeg er for en gangs skyld helt alene, kun afbrudt af husets vietnamesiske ejer, der, efter at have tjekket at vi, beboerne, har ret når vi påstår at der er klamt og mangler MANGE reperationer, sidder og ryger en smøg, mens han venter på at regnen stopper, så han gider køre hjem til sit eget (sikkert meget mere volholdte) hus. Vores er pt meget svært at holde rent... Køleskabet lækker vand, så hvis man har støv eller jord på sine indesko (alle har på nuværende tidspunkt opgivet at gå uden, da ens sokker bliver for klamme for hurtigt, og det er for koldt uden), er man sikker på at der bliver mudder, og mudder spreder sig hurtigt til resten af huset, der der bor 14 mennesker. Håndvasken i køkkenet er også gået i stykker. Opvasken tager vi i badeværelset, der belejligt nok ligger som et siderum til køkkenet. -det er også herude underetagens eneste gulvafløb findes, så her bliver køleskabets vand og det afløbsvand der opstår når man kommer til at hælde noget i køkkenvasken, bliver fejet ud med vores konstant våde og klamme svaber. Ovenpå er vores tøjvaske-/håndvask-til-overetagens-toiletrum lige nu lukket for brug, da selv ejeren (ham ved siden af mig) nu har indset at det vand der drypper ned under trappen og laver sorte mærker (svamp?) på loftet, med al sandsynlighed ikke fremmer hverken sundhed eller værdi, og har endelig sat en håndværker til at se på det. Det er så ham der har lukket rummet for brug, da det ifølge ham er her vandproblemet stammer fra. Indtil nu har løsningen for vores vedkommende været en plastikkop på gulvet, der har samlet det meste dryp op, og det vand der ramte ved siden af er blevet til mere mudder.
Det var for resten løgn da jeg påstod at jeg næsten var alene. Her i huset er man nemlig aldrig helt alene. Ud over vietnameser manden (som ser ud til at blive utålmodig nu) og fluerne, er man altid i selskab af de snegle der kravler på badeværelsesvæggen, de store edderkopper der banker på koppen når man fanger dem, myg og biller. Nogle gange når de bliver for frække og begynder at bevæge sig ind på de områder vi har erklæret for vores, bliver de gjort hjemløse for en stund, men det er åbenbart et populært bosted, for der er altid nogen til at tage deres plads.
Så... Nu gik vietnamesermanden. Regnen var egentlig kun lige holdt op, men den snød ham. Nu er den nemlig startet igen med sin rytmiske trommen. Han har vist også fortjent det, for han har smidt sin, nu udbrændte, våde, cigarret midt på den terrasse jeg ellers lige, trods regnens og vandets forsøg på at umuliggøre det, har fået fejet ren og pæn. ØV. Og så stod der endda et helt nytømt askebæger lige foran ham. Så skal jeg rejse mig og fjerne hans klamme skod. Måske er hans hus alligevel ikke så velholdt.
Lige nu er jeg mere end tilfreds med at vi forhåbentlig inden for de næste to uger kommer ud herfra. Vi har fået en seddel med 4 familier vi kan bo hos (alle hvor vi har eget værelse), og efter en lodtrækning blev det besluttet at jeg skal bo hos en familie, tæt på byen, tæt på de andre, og overskuelig afstand fra skolen, uden at skulle skifte bus. Jeg håber også på at kunne genoptage Yoga når jeg får eget værelse! Jeg kan mærke at min krop pines ved at være så ubrugt, men her i huset kan jeg ikke få nogen fred nogen steder med ordentlig plads, så jeg har måttet opgive, og mine savnede løbesko står derhjemme.
Noget andet jeg er tilfreds med, er vores valgte projekt. Børnene er så fantastisk søde, og selvom den klasse jeg har er ret dårlig til engelsk er de meget ivrige efter at lære. Især hvis jeg kan gøre det lidt spændende ved at synge sange med dem eller lave lidt lege. (Hvis der er nogen der har gode forslag til lærende lege for blinde børn er jeg for resten meget ivrig efter at høre. Mit udvalg er nemlig desværre meget begrænset.) I torsdags lærte jeg dem Brother John (den engelske mester jakob) og lavede tal-klappeleg med dem, og så sang de også head, shoulders, knees and toes for mig. Det var en rigtig succes. Især det med at klappe et antal gange og de så skulle sige hvilket tal jeg klappede til var enormt populært. De ville bare blive ved og ved, og til sidst begyndte nogle af børnene også at klappe, og siden de ikke kan høre hvem der klapper blev der råbt tal til det, og så grinte de alle sammen, da ”fejlen” gik op for dem. Det var så dejligt at hele klassen var så godt med og nød at lege og grine og repetere. Og sangene var også et kæmpe hit. Selvom de havde svært ved nogle af ordene i Brother John, var de helt vilde efter at få lov til at synge solo i begge sangene. Det på trods af at der blev grint meget når man ikke kunne huske ordene eller sagde dem forkert. -faktisk en meget underlig og sjov forskel på her og Danmark. Hernede griner man rigtig meget når der laves fejl, ikke med, men af de andre. Det er lidt grænseoverskridende til at starte med, men de mener intet ondt med det, og det er på ingen måde pinligt eller demotiverende (i hvert fald ikke i størstedelen af tilfældene). Det er lige en omstilling man må vænne sig til, men det er ret befriende når det først er sket, at have lov til at grine når folk kæmper med at sige et ord eller gør noget forkert, netop fordi det ikke tages som noget hårdt eller virker pinligt for personen.
Apropos synge, var vi til koncert med de blinde børn som optrådte for skolen i går (fredag). Det er imponerende, så gode de er til at spille svære instrumenter sammen med andre, og alene, og nogle af dem optrådte også med sang. Vi havde også, efter en del pres, lovet at synge en sang, og vi følte os så åndssvage som vi stod der og sang ”højt på en gren en kage”, efter deres imponerende opvisning. Jeg lægger nogle film (meget dårligt filmede, men jeg håber lyden går igennem), ud snarest muligt.
I går gik jeg, efter koncerten, alene i Hanoi by, for jeg skulle finde en gave og få den sendt hjem. I bunden af old quarter ligger en lille aflang sø (den på billedet), og for enden af den ligger posthuset. Det er fantastisk så meget turistattraktion man kan blive, når man som enlig, hvid pige går langs søen. Jeg tror ikke det er muligt at gå der, uden at blive spurgt om man ikke nok vil være med på et billede med en vietnameser, mindst én gang. Og hvis de kan komme til det, tager de dig med rundt i Hanoi by og tager fotografier med dig, til du siger stop.
Hanoi er også både et sted for både at opbygge og nedbryde selvtillid. Når du for fjerde gang må opgive at klemme dig ned i en størrelse XXL, er det bare ikke sjovt længere, og man føler sig virkelig også bare stor og klodset når man slår hovedet mod loftet i bussen eller må bukke sig for at gå ind og ud af døre. Til gengæld har jeg har nu fem-seks gange oplevet at vietnamesere (piger og en gang en dreng i bussen) jeg har snakket kort med, efter meget kort tid at begynde at fortælle mig jeg er smuk... Jeg ved ikke om det betyder noget specielt hernede, om det er almindelig høflighed, eller hvordan jeg skal opfatte det, men de andre piger jeg rejser med, har vist ikke været så meget udsat for det, så enten er det noget de piger føler jeg har brug for, eller også skal jeg virkelig begynde at opfatte det som et kompliment..

Regnen er efterhånden stoppet her, så jeg tror jeg vil gå op mod (internet)cafeen nu, for at lægge bloggen her og nogle billeder op på nettet og få mig et glas iskaffe med kondenseret mælk. -det lyder klamt men smager fantastisk... Hvis man kommer til Vietnam er det en af de ting man skal prøve, sammen med at tage busser, gå over gaden i centrum og spise på gadekøkkener. Det må så være dagens råd, nu vil jeg komme afsted inden den monsum-lignende regn starter igen.