<!-- @page { margin: 2cm } P { margin-bottom: 0.21cm } -->

I øjeblikket går tingene sin vante gang hernede; står op, spiser, går på arbejde, spiser, tager hjem til værtsfamilien, slapper af/går på nettet/strikker/snakker med den yngste datter, sover, står op, spiser, går på arbejde osv... Nogle gange tager man med nogle af de andre piger til Hanoi centrum, men oftest ikke fordi det er begrænset hvor mange ting man kan finde på at skulle derinde, og vi skal være hjemme hos vores familier ved halv 7-tiden, da middag generelt er kl 7 hernede. Og man bliver meget hurtigt træt. Man bliver overraskende træt af bare en times undervisning. Man skal virkelig være så meget på, og hele tiden koncentrere sig. Eleverne taler et andet sprog til hinanden og til den vietnamesiske volontør der hjælper mig med at oversætte, og selvom jeg prøver et det kun få ord jeg forstår meningen af, og endnu færre sætninger jeg forstår. Nogle gange kan jeg gætte mig til meningen pga hvad jeg har sagt og stemmeføringen af elever og volontør, men for at kunne det skal jeg virkelig koncentrere mig meget! Derudover skal jeg prøve at formidle et sprog (som jeg ikke engang er mit modersmål) til elever jeg ikke har noget fælles sprog med. Ikke engang kropssprog og fagter, tegn eller billeder kan de kommunikere med, for de kan intet se... Der er kun lyde og verbalt sprogbrug man kan kontakte dem med. Det er altså noget der virkelig kræver energi, for jeg vil helst gøre undervisningen givende og spændende for dem. Ydermere kommer så at mine elever i den alder hvor alt enten er barnligt eller nedern, så sange og lege er barnligt og stillesiddende koncentration er svært at holde dem fast ved -forståeligt nok... Det lyder nok mere negativt end det føles, for jeg nyder virkelig meget at undervise børnene. Det er enormt givende for mig også, for det er en udfordring, men en udfordring jeg har lyst til at påtage mig. Så så langt så godt.

En anden grund til at man bliver så enormt træt hernede er at hele tiden flytter ens grænser. Ens tolerance, ens turden og ens forståelse for, og overbærenhed med andre blliver hele tiden udfordret. Det er utroligt så meget man kan lære at leve med og uden. Men det er også dejligt at vide at det kun er for en begrænset tid man skal gøre det.

Man kan efterhånden mærke at vi har været i Hanoi lidt over en måned. Der er ved at være hverdag over det igen. Selvom jeg for nylig er flyttet ud til min værtsfamilie, så er der stadig en hverdag hernede, som alligevel aldrig helt blive hverdag fordi man er i et fremmed land og skal rejse hjem igen inden for en kort periode. Det bidrager også til fremmed-følelsen at man stadig bliver gloet på hvorend man opholder sig, fordi man er hvid og derfor ser fremmed ud. Jeg føler mig ikke længere som et turist i Vietnam, for jeg har efterhånden været her så længe, men alligevel bliver man behandlet som en alle steder. Det er især tydeligt når vi tager på ture ud fra Hanoi. Her i Hanoi er folk efterhånden vant til os de steder vi plejer at komme, og vi har vores faste steder at handle, hvor vi har været igennem al prutten-om-prisen showet, og nu bare har en fast pris. Når man så kommer udenfor Hanoi, har man ikke længere de steder, og så skal man til at starte helt forfra, og så endda med helt absurd høje priser fordi de bare ser en hvid (som ikke normalt kender til prisen og derfor er til at snyde).

Den nye værtsfamilie.. ja.. det er et kapitel for sig. De er enormt søde, slet ingen tvivl om det, og de er virkelig en god familie at bo hos. De vil så gerne at jeg er glad, og de stopper mad i mig ved enhver given lejlighed ;) Der er alligevel mange forskelle i vores kulturer. For det første har de en stuepige (og så overdrevent rige er de heller ikke), som jeg er ret sikker på bor her. Hun laver al maden, gør rent, vasker op, vasker tøj, passer katten (der almindeligvis er lukket inde på badeværelset hvor den miaver vredt ved middagstid) og åbner og lukker hoveddøren når man skal ind eller ud af den. Ikke engang morgenmaden kan jeg selv lave. Det gør hun for mig, og sådan tror jeg det fortsætter, for hun snakker ikke engelsk, så jeg kan ikke rigtig snakke med hende. Heldigvis snakker både mor, far og deres to børn begge engelsk. Den yngste på ni er ikke helt så stærk i det, men de andre kan jeg sagtens snakke med. Især den ældste pige på 12 er rigtig dygtig til det, og jeg snakker meget med hende. Hver dag kommer de to børn ind på mit værelse og sætter sig og snakker med mig, hvilket er rigtig hyggeligt og lærerigt. Det levner mig ikke meget alenetid til gengæld, for de går først i seng ved halv elleve-tiden. Der lægger hele familien sig til at sove. Og så står de alle op omkring kl 6 næste morgen for at tage på arbejde og i skole. Børnene er væk fra huset og enten i skole eller i bus fra kl lidt i 7 morgen til mellem 5 og 7 aften. Det er rigtig længe! Og så tager den ældste pige også ekstra-timer i engelsk en gang ugentligt, så der kommer hun først hjem ved 8-tiden. Hun er altså kun 12. Til gengæld har de ikke endnu haft veninder på besøg. Jeg har heller ikke hørt om at de har besøgt nogen, så det er vist ikke rigtig noget man gør her. Jeg skriver veninder, for venner er udelukket. Drenge tager man ikke med ind i huset når man selv er pige, og omvendt. Når man når en vis alder (18 og derover ca. måske?) så kan man til gengæld godt have kærester, men dem kysser man kun med når ingen andre ser det, og før-ægteskabelig-sex er helt udelukket. Til gengæld laver man ting, som at klæde sig pænt på og tage ud til "smukke" natur-steder og tage billeder af hinanden. Selvfølgelig især af pigen. Det er vist betragtet som den ultimative og mest lovende date man kan have. Hvis man gør det, og hvis pigen hviler hovedet mod drenges skulder når de kører motorcykel sammen, så er man virkelig nære. Næsten forlovede så. Men intet af sådan noget her, for så gamle er pigerne her i huset slet ikke. Til gengæld elsker de tegnefilm og især den ældste af dem er helt vild med disney-channel og alle de kendte derfra. Det varer åbenbart helt til man er over 16, for de andre danske piger fortæller det samme om deres (nogen af dem ældre) døtre i deres værtsfamilier.

Under middagen, som hushjælpen har forberedt alene eller med hjælp fra moderen, sidder vi alle 5 ved bordet og spiser. Nogen gange sidder hushjælpen med, men hun flytter sig ofte for at hente mad, frugt, bære ud, eller hvis der kommer en gæst og den 6. stol bliver optaget. Risene bliver serveret af den ældste pige der altid sidder ved riskogeren og hælder ris od til alle. Frugten, som vi altid spiser efter aftensmaden, bliver skåret ud af faderen, og når han ikke er hjemme, af moderen. Selve aftensmaden består af ris (altid), nogle grønne blade som man altid spiser hernede i en suppe, lidt forskelligt fisk eller kød, som kan dyppes i fiskesovsen der står på bordet og lidt tilbehør. Nogen gange kartofler, nogle gange champignoner nogle gange noget andet. Risen får man i egen skål, og så tager man med sine spisepinde af de forskellige fade på bordet, som man spiser det. Tager et lille stykke fisk fra fadet, dypper det i fiskesovs, spiser det, spiser lidt ris, tager lidt grønne blade, spiser dem, lidt mere ris osv. Og hvis jeg ikke tager fra et fad, så læsser moderen en luns af det hen i min skål ris, så jeg kan smage det. Det er virkelig svært også, ikke at overspise hele tiden, for man bliver konstant budt (Har du smagt det her? Kan du ikke lide det siden du ikke spiser mere?) og de tager det næsten som en fornærmelse når man siger man er mæt. Det er ikke fordi jeg spiser mindre end dem heller, men det er måske bare sådan høflighed fungerer her. Jeg sulter i hvert fald ikke, det er helt sikkert :) Deres høflighed er også meget udbredt. Da jeg flyttede ind, tvang de mig næsten i bad hver aften. Det viste sig, at det var fordi de troede jeg gerne ville have et bad, og her går man i bad om aftenen og ikke om morgenen som jeg ellers er vant til. Jeg kom også lidt for sent hjem en søndag (toget var forsinket, så der var ikke meget jeg kunne have gjort), og så fik jeg pænt at vide, at "her er det ikke normalt, at man kommer så sent hjem" (selvfølgeligt med et smil). Det gør man heller ikke. Jeg kan ikke komme hjem senere end halv 10, og det er nogen gange ret svært med busser og lang transport tid, så det lægger en ret stor dæmper på det der med at gå ud/gå i biografen med de andre piger/se en film med dem i ltv-huset og sådan, for jeg skal være tidligt hjemme. Jeg har ikke selv en nøgle til huset, og de går i seng mellem 10 og halv 11, så senere så skal jeg vække dem og forstyrre deres aften. Men trods alle udfordringerne og begrænsningerne nyder jeg at bo her. Det er meget spændende at opleve hvordan deres dagligdag fungerer, og det er også spændende at se hvordan de omgås mig og hinanden. At se hvordan de lever og opleve alle forskellene på egen krop. Ret underligt og meget givende.

Men det må vist også være det for denne gang. Nu er der også snart middag (som altid kl 7), så jeg må hellere smutte.

Tina