<!-- @page { margin: 2cm } P { margin-bottom: 0.21cm } -->

Så er det vist blevet tid til min først blog herfra Vietnam.

Meget er sket, og alligevel har jeg ikke de store nyheder, her efter min først uge i det land jeg skal tilbringe de næste tre måneder i.

Vi ankom, efter 18 timer i lufthavne og fly fra Mumbai, til Hanoi lufthavn klokken tre om eftermiddagen Vietnam tid. Her skulle vi udfylde et par formularer, som de af uforklarlige årsager ikke havde givet os i flyet, før vi kunne stille os i kø, og få tjekket de oplysninger som vi lige havde skrevet, for at få adgang til Vietnams land. Baggagen var heldigvis kommet med hele vejen for os alle sammen, så den fik vi hurtigt fat i, og så videre ud i "ankomsthallen", som egentlig bare er et rum på 100 kvm med en kiosk. Her stod så en vietnameser med et skilt hvorpå der stod "Trine and thee other" og en anden hvor der stod "8 danish girls". Jeg, Trine, Nikoline og Simone sagde så farvel til de 8 andre, og fulgte med ham med Trine-skiltet. Han stillede os udenfor, og hentede så en flot, ny, ren og lækker taxa, som vi og vores tasker blev læsset ind i, og så kørte vi ellers afsted. Vi var alle ret lettede over at der havde været en og hente os i lufthavnen, så langt så godt, så vi var glade og ved mere end godt mod, måske også lidt hjulpet på vej af den manglende søvn på rejsen natten over. Det blev dog lidt dæmpet, da taxamanden viste sig at væreret fåmælt og hurtigt begyndte at ringe numre op, skælde ud i røret, og så bare lægge på igen. Det var også ret frugtesløst da vi prøvede at spørge ham, hvor vi var på vej hen. Han forstod vist ikke engelsk. På et tidspunkt drejer han så af fra vejen og stopper ved en lille gyde, hvor han peger ned i. Vi står så ud, får vores tasker og går så nedad mod det store lejlighedshus vi mente han havde peget på. Da vi kommer ind står der en venlig pige i "receptionen", og spørger om vi vil se lejligheden. Vi synes det virkede ret mærkeligt at der ikke var andre, og at organisationen var så rig at vi havde fået en lejet lejlighed, så vi spørger om hun kender noget til SJV (Solidarites Jeunesses Vietnam, som er den vietnamesiske organisation vi skal være volontører hos). Hun er ret ny som receptionisk, forklarer hun, og heller ikke så stærk i engelsk, men får ringet en person op, og finder til sidst ud af hvad vi spørger om. Det var selvfølgelig ikke der vi skulle have været, så hun læsser en af vores tasker op på hendes lille ryg, og vandrer så afsted. Trine kan ikke få sin taske fra hende, for hun insisterer på at bære den af venlighed, og viser os hen til SJ huset. Her sidder en ung, hvid pige ude foran, som på flydende engelsk tager imod os, og viser os huset og hvor vi kan stille vores tasker. Spørger til vores rejse, og er i det hele taget rigtig sød og velkommende. Vi ved stadig ikke helt hvordan og hvorledes ting foregår her, men finder ret hurtigt ud af, at hun ikke står for noget, men er en anden volontør, som har været her i huset i nu halvdelen af sit et år lange ophold. Hun hedder Ann, og er fra Tyskland. Hun ringer efter at vi har fået læsset vores tasker af, til den vietnamesiske koordinator Hang (som viser sig at være en pige), som åbenbart er på vej, men sidder fast i trafikken på sin motorcykel. Vi er ret trætte, sultne og ret nede over huset, og ved ikke helt hvor vi er, hvorfor vi skal være her og hvad der ellers skal ske med os, for vi havde kunnet forstå på Ann at vi skulle blive i huset, og det kunne vi ikke få til at passe med hvad vi havde hørt fra Mellemfolkelig Samvirke der tværtimod havde langt enormt stor vægt på at vi kom ud hos familier. Huset, som er SJV's long term volunteer hus, er ca 130 kvm fordelt på to etager, med to toiletter, et halvvarmt og et koldt bad, et køkken, tre værelser som, inkl os, lægger seng til 14 mennesker, og foran en lille stenlagt gård med en sofa og to lænestole.

Efter ca 3 kvarter kommer en lille, ung, vietnamesisk pige kørende på sin motorcykel, lidt fortravlet og forvirret og meget undskyldende for hendes forsinkelse. Hun snakker hele tiden, mens hun skiftevis griner undskyldende og stiller spørgsmål til os som vi ikke kan nå at svare på, før hun har fortsat på sit næsten-forståelige engelske. Det tager lige lidt tid at omstille sig til at høre vietnamesisk engelsk fra indisk engelsk, men heldigvis ikke så længe. Efter en ti minutters snak, går det op for os hvad hun forklarer os. Vi finder ud af, at hun faktisk ikke var sikker på vi var her, for MS havde kun dagen før bekræftet at vi faktisk ankom. Derudover skulle vi bo i huset og arbejde på blindeskolen... … … Det var kun af træthed at vi forblev så rolige, og kunne forklare og spørge pænt hvad i alverden hun mente med det. Hun forstod slet ikke vores forvirring, men delte den med det samme hun forstod problemet. At vi var blevet lovet andre projekter, som vi havde ønsket hos MS, og at vi havde forventet at skulle bo hos en værtsfamilie. Hun forklarede os så at hun intet om dette havde hørt fra MS, men tværtimod havde skrevet et par gange til MS og spurgt efter ønsker og oplysninger om hvad vi skulle på opholdet, men ikke havde fået svar. Vi var lidt i tvivl om det bare var en undskyldning fra hendes side, men jeg har senere ved et tilfælde set nogle af de sidste mails, og det er en fejl fra MS side. De har simpelthen ingenting fortalt SJ, så SJ har ikke haft en chance for at arrangere det vi gerne ville. Hun lovede så, meget ivrig efter at opfylde vores ønsker at gøre os det godt, at de næste dag allerede ville snakke med os om projekterne og se på hvilke vi kunne komme på, og også der begynde at lede efter værtsfamilier til os alle sammen. Vi var alle 4 meget frustrerede og trætte og gik ud og spiste og derefter tidligt i seng. Næste morgen skulle vi ud til SJ kontoret og snakke med dem.

Orientationen næste dag, om tirsdagen, var rigtig godt og vellykket. Vi fik en masse godt ting at vide om SJ, Vietnam og om projekterne, og vi fik vores første mad fra et af de frokostgadekøkkener der ligger spredt ud over hele Hanoi, aldrig mere end 200 meter væk, og som serverer lækker vietnamesisk mad for 15000 dong (5 kroner). Vi fandt ud af at vi de kommende dage skulle besøge projekterne og så kunne vælge os på noget derefter. De kommende dage blev endnu en del af vores drømme dog brast, da projekterne ikke var noget af det vi havde tænkt os, og det ikke virkede som om man kunne gøre noget nogen steder, man var næsten i overskud i stedet.

Torsdag eftermiddag besøgte vi så blindeskolen. Det var et projekt man kunne se bare kørte som det skulle, og de danskere der arbejder der nu er rigtig glade og tilfredse med projektet. Det var også det første sted, hvor lederen af projektet fa udtryk for at der var brug for os. Hun var så også enormt overstrømmende, og vi blev helt nervøse for at hun ville bryde ud i tårer da hun forklarede os hvor stor en forskel det gjorde, og hvor stort behov der var for volontører. Det endte selvfølgelig med at være det vi alle valgte i sidste ende... -det er jo altid rart når nogen har så meget brug for en, og det giver virkelig en lyst til at være der og gøre noget for dem. Vi skal have nogle klasser i engelsk og undervise dem, sammen med nogle lokale vietnamesiske volontører som kan lette kommunikationen ved at oversætte for os og børnene. Og så skal vi om formiddagen indtale lydbånd som børnene kan høre hvis de har lyst. Det projekt starter vi så mandag, så det glæder jeg mig meget til at opleve! Det bliver virkelig en udfordring at lære børn et fremmed sprog uden alle de almindelige hjælpemidler såsom billeder, fagter og lege man kan lege med seende børn.

Mht. værtsfamilien ser det også heldigvis ud til at gå i orden snart. De har allerede fundet en masse familier der gerne vil have os boende, så nu vil de bare prøve at kigge nærmere på familierne og sikre sig at de er okay. Derefter skal de have en tilladelse fra politiet, hvilket vist er ret svært og kan tage flere uger at få i orden pga. bureaukratiet her. Men vi håber, ligesom dem, at alt er klart til at vi kan flytte ud om et par uger. Indtil da skal vi bo her i huset, og det er også helt okay. Her er hyggeligt og de andre volontører er rigtig søde og behagelige mennesker.

Det samme kan siges om vietnamesere! Jeg er meget glad for at være her i Vietnam, og er, efter at have været i Indien, helt overvældet af den venlighed og interesse de udviser for mig og for det land jeg kommer fra. Jeg har nu to gange i bussen oplevet at blive opfordret til snak og fået fortalt om Vietnam og selv forklaret om Danmark. En anden meget slående ting, når man kommer lige fra Indien er fraværet af skrald på gaden og at man ikke bliver hevet i og tigget af. Og et nej hernede betyder faktisk nej, hvis man afviser de få gadesælgere der dog alligevel er. -man prutter alligevel om prisen, men selv det foregår meget mere ligeligt og med en gensidig respekt. Selve Hanoi by er også utrolig dejlig at opholde sig i. Vi var i går på city tour med nogle lokale unge vietnamesere der viste os rundt i deres Hanoi. De var også utroligt nysgerrige og snaksalige, og jeg fik virkelig lært en masse ting om ungdommen i Hanoi ved at snakke med dem, og fik stillet et utal af spørgsmål om min livsstil og mit land og mit liv hjemme i Danmark. Dog kan man i sådanne tilfælde også mærke at vi er fra to lande, der er meget forskellige. Især når det drejer sig om penge kan det hurtigt blive lidt svært at skulle forklare hvor dyrt alting er, og at man som ung alligevel har råd til selv at betale at rejse ud i verden, uden at føle et skel man ikke ønsker skal være der.

Jeg er usigeligt glad for at det er her jeg skal opholde mig de næste tre måneder, selvom det måske ikke blev så meget udviklingshjælp som jeg oprindeligt havde forestillet mig. Til gengæld får jeg nu muligheden for at opleve et helt fantastisk land, med en lang hård og voldsom historie, og alligevel et folkefærd og en atmosfære som jeg bare ikke kan undgå at holde af. Jeg glæder mig meget til at opleve mere, og til at se mere af Vietnam!