Godmorgen derhjemme

Her følger så min sidste blog fra Indien, skrevet en tidlig onsdag morgen, i den forsvindende kølighed, som stadig er, før solen kommer rigtig op på himlen.

Siden sidste blog er meget sket, og alligevel føles det som om at tiden slet ikke har flyttet sig, mens oplevelser er blevet stoppet ind i hovedet på mig, så det nu føles som om jeg kun kan huske en oplevelse eller dag af gangen, for hvis jeg skulle rumme dem alle sammen på en gang ville jeg sprænges. Så jeg håber det er forståeligt atjeg er lidt rådvild om hvor jeg skal starte, når kronologien erså svær at finde, en oplevelse af gangen. Men med lidt hjælp for min uundværlige og uvurderlige dagbog ser det ud til at det er lykkedes mig alligevel at finde hoved og hale på noget som helst.

Dagen efter jeg sidst skrev, var vi på et kæmpe marked, kaldet Anjuna Flea Marked lidt nord for os, men stadig i staten Goa, hvor vi skulle "shoppe igennem", hvilket de fleste også benyttede chancen til at gøre, men vigtigere var det, at vi fik snakket med den vi købte af, om hvor de var fra, hvor længe de var her ved markedet/i Goa, og andre lignende ting for at kunne lave et kort over markedet, inddelt efter etnologi. Det viste sig, at forsvindende få var fra Goa, mens der var langt flest fra de fattigere stater i Nordindien, og også en del fra Tibet (enten i eksil i Dharamsala eller helt fra Tibet), samt nogle fra Nepal. En af de større overraskelser, gemte sig dog helt nede i den anden ende af markedet, hvor et kæmpe område bestod af boder fra "hippier", der havde slået sig ned i Indien, og nu bl.a. levede af at sælge varer om onsdagen hvor markedet bliver holdt.

Et andet meget slående billede på markedet, var den overflod af turister (primært hvide), der væltede sig i boderne og alle de billige ting. Jeg kan ikke huske at have bemærket indere som købere på markedet, så jeg må gå ud fra at der har været så få, at de blev væk i den hvide folkemængde der ellers var. Til gengæld kunne man let finde hvide turister der opførte sig forargeligt. De to bedste eksempler jeg har, er, måske tilfældigvis, begge fra amerikanere. Den ene var en hel gruppe, der stod og legede med en af de trommesælgere, som man konstant ser på gadens, trommer, tog billeder af trommesælgeren og hinanden med ham, og fik ham til at stille op til det ene efter det andet, hvorefter de går fra ham, uden at så meget som give de 70 rupies (8 kr) for en enkelt tromme, som han i den grad fortjener. Det andet var en amerikaner, som fik en lille dansedreng, udklædt som abe, til at danse og hoppe rundt foran ham, mens han tager billeder, uden bagefter at give ham de penge, som alle ved det koster at få ham til at danse. Bare det at bede ham danse og tage billeder af det, er i sig selv ulækkert fornedrende i mine øjne, men så ikke engang at ville give de skyldte penge er direkte ondskabsfuldt! Jeg ville med glæde have givet ham de 100 rupies (12 kr), bare for at han ikke skulle danse mere, i det mindste for den dag (jeg så ham desværre ikke).

Torsadg og fredag havde vi timer hjemme, så der var det ren viden vi fik stoppet i hovedet, hvilket jeg ikke vil fylde med på bloggen her, men fradg eftermiddag tog Peter og jeg afsted for at komme til Mumbai, og nogle gamle buddhistiske grotter, der er hugget ind i klippen deroppe. Vi havde bestilt togbilletter, men da vi, halvanden time før afgang, ankommer til stationen, finder vi ud af at vores billetter kun er som venteliste, og da sedlerne kommer op, er vi ikke med!! Efter et par minutters febrilsk rådvildhed, går vi ud til en rickshaw og får hamtil at køre os til Paulo Tours (et bus-selskab med langdistancerejser), hvor vi er heldige nok til at der lige akkurat er to sæder ved siden af hinanden tilbage til Aurangebad, hvor der ligger de world heritage-listede grotter Ajanta og Ellora. Der er heldigvis stadig et par timer tilbage til afgang, så vi skynder os at finde lidt bad, og når enddaat købe en telefon til Peter (som for længe siden har mistet sin), før vi hopper ombord på bussen og drager afsted på den 17 timers, 700 km, 800 rp/pers(100 kr) dyre/billige rejse. Det viser sig at man, kl 3 om natten på sådan en tur er så forsærdeligt understimuleret på alle tænkelige måder at min til sidst kan blive desperat. Især hvis man har glemt en pandelygte til atlæse med. Så her følger et eksempel på, hvad en sådan desperation kan føre til:

Sangen er fri fantasi, baseret på virkelige hændelser, nedskrevet i min dagbog, i lyset fra en mobiltelefon, mens både Peter og jeg rystede så vi troede vores lemmer skulle falde af, da bussens temperatur på ingen måder måtte overskride 22 grader celsius (MEGET koldt!)

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

han har ikke nogen bremser, så han dytter af de andre

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

Som en flue efter lyset, tromler han nu frem i krydset

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

forruden er bag gardiner, så ik' sidder og hviner

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

11 sir' skiltet vi må stå her, men nu må du altså skrump' dig

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

han ved ikke hvad vi laver, for han sidder selv i staver

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

når vi ber' ham tænde varmen gir' han kulden hele armen,

vores buschauffør kan ikke køre bus.

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

når vi andre alle er trætte, vil han bar' sid' og snakke

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

han ved han kørsel ik' er kunst, så han ber' til Vishnus gunst(1)

vores buschauffør kan ikke køre bus

//:vores buschauffør kan ikke køre bus://

han stak af fra politiet, men nu sidder han i stribet

vores buschauffør SKAL ikke køre bus

(Vishnu er en af de tre store guder, og guden for beskyttelse...)

Det må være forklaring nok...

Selve grotterne viste sig at være enormt imponerende, og var mere templer, nogle 3 etager høje, indhugget i massiv klippe, overmalet med helt utroligt detaljerede avancerede malerier, og fyldt med flotte udhuggede detaljer og skulpturer. Det kan vist ikke beskrives på tekst, men der ligger allerede en masse billeder og to film fra stedet her på bloggen.

Til gengæld skylder jeg en sheikh at nævne ham, nærmere bestemt Sheikh Moin, en rickshawfører, som kan anbefales til alle, hvis man nogensinde skulle stumle over ham et sted i Indien. Anden dag havde vi brug for et lift de 30 kilometer til Ellora, og havde egentlig besluttet at tage bussen, og siden han kunne mærke vores manglede interesse i en rickshaw kastede han sit sidste bud efter os (450 rp for hele dagen), hvilket vi så alligevel valgte at tage imod. Det viste sig heldigvis at være en god beslutning. Selve rickshawen havde hvid (!) kaleche, hvidt læder-lignende indtræk og ryglænet beklædt med sort-hvid mønstret stof, selvfølgelig dækket af plastik for at reducere slitage. Sheikhen ham selv var muslim, og fuldstændig hvidklædt og med en lille hvid "kalot" på hovedet. Vi bad ham først køre os til en ATM så jeg kunne hæve lidt (flere) penge, og umiddelbart efter, da vi troede vi var på vej mod Ellora, stoppede han så vi "kunne diskutere lidt". Diskussionen drejede sig heldigvis bare om vores navne, nationalitet og hvem han var, og sluttede af med at han erklærede os sit evige venskab. Så kørte vi ellers afsted mod grotterne. Et par kilometer afsted mod Aurangabad stoppede han igen. Han havde vist os en masse figentræer og stoppede for at løbe ud af rickshawen og plukke nogle til os, sammen med en anden frugt kaldet Guava, som vi skulle smage. Så satte han sig ind igen, og nu skulle Peter og jeg lige have en hindi-lektion. Denne indbefattede "hej/farvel", "tak", "mit navn er", "hvad er dit navn" og tallene fra et til ti. Det mest anvendelige var dog frasen Naheen Chahihæy som betyder "nej, jeg vil ikke have". Det bruger man meget på en dag, når sælgerne overfalder en på markedet... Resten af turen var han rigtig sød til at vise os steder der var interessante at se på vejen, bl.a. et gammelt fort som lå på toppen af et bjerg og en flot slette. Ved grotterne ventede han på os i de tre timer vi gik rundt og nød de fantastiske grotter og templer der var hugget ud gennem flere år. Da vi skulle tilbage havde vi desværre ikke så meget tid tilbage, han ville ellers gerne have vist os en silkefabrik, men vi skulle hurtigt tilbage til Aurangabad for at nå bussen hjem. Før vi sagde farvel, spurgte han os, om vi ville skrive en hilsen i hans bog, på vores nationalsprog, hvilket vi selvfølgelig gjorde, og før vi betalte ham, fik vi også lov at tage et par billeder af rickshawen. Jeg gav ham 600 rp i stedet for de 450 vi havde aftalt, for han havde virkelig været en ecceptionel venlig og god chauffør. Herefter var det afsted på bussen, med et lille ophold for at få kopieret vores billet, da den havde pådraget sig en lille bitte revne i midten, og fået pladser mellem Aurangabad og Puna, som dem vi oprindeligt havde booket hos ikke havde fået gjort. Heldigvis uden de store problemer, og alt for meget kambollage med det indiske bureaukrati. Vi var vel fremme i Margao, kun lidt over to timer forsinket, men meget trætte efter endnu en lang bustur i kulden, så mandag blev en meget kort dag.

Nu, onsdag eftermiddag, kan man godt mærke rejsefeberen brede sig, og alle er nu mere fokuserede på at komme videre, end at være her nu. Det bliver rigtig spændende at opleve den videre rejse, stadig ved godt mod, og klar til flere oplevelser.