Så, er den sidste uge af min rejse påbegyndt!

De sidste mange uger, er meget sket. Jeg må nok starte fra en ende af...

Weekenden efter den sidste blog var vi i Ha Long Bay, et utroligt natursmuk område ved kysten direkte udenfor Hanoi (ca 3 timers kørsel i bus). Vi (Simone, Trine, Anja og jeg) tog bussen torsdag morgen fra Hanoi, og ankom så til Ha Long city engang i starten af eftermiddagen. Herfra tog vi så en båd ud i Ha Long Bay, hvorpå vi spiste frokost, sejlede rundt, så en grotte og lidt af selve bugten. Det er så fantastisk smukt. Bugten er nok også det mest kendte område i hele Vietnam. En masse klipper styder dirkete op af havet, og danner et natur-område ude på vandet hvor man nyder bare at ligge på båden og elske udsigten. Herfra sejlede vi ud til den største ø i bugten, Cat Ba Island, hvor vi spiste aftesmad og overnattede den første aften. Da vi i havnen ventede på bussen, der skulle køre os til byen på Cat Ba, mødte vi to andre danske piger, som vi snakkede meget med. Næste morgen var der tidlig trekking i nationalparken på øen, og jeg tog med de to danske piger vi havde mødt, da de andre ikke havde lyst. Trekking-turen var meget spændende. Vi blev sat alene af bussen (uden guide), og så kørte bussen videre med de andre passagerer der skulle til havnen og på deres respektive både. Så stod vi tre danske piger der alene.... Efter lidt tid besluttede vi os at få det bedste af det, og gik ind i parken og afsted på stierne. Det var det rene dødsløb. Stierne var mudder, uden rækværk eller andet at støtte sig til, og nogle gange måtte vi sætte os ned på vores fødder og bare glide til vi kunne gribe faat i et træ. Men udsigten på toppen, og følelsen af at være nede igen, og have overlevet endda uden skader, var fantastisk! Så alt i alt var vi meget glade for at have gjort det, og enormt stolte af at have overlevet, endda uden guide!

Tilbage i Cat Ba (vi havde tigget os om bord på en anden tour-bus), fik vi frokost med de andre danske piger og lagde os ned til havnen i Cat Ba by, på en stribe gras, slikkede sol, mens vi ventede på bussen der skulle køre os ud til båden. Både bussen og bådeen var selvfølgelig forsinket, men vi var ved godt mod, og heldigvis skinnede solen, så vi kunne nyde det. Ombord på båden fik vi aftensmad, og satte os så op på soldækket hvor vi sad og snakkede med øl, smøger og rødvin til langt ud på natten, og nød synet af Ha Long Bay by night.

Tidligere (allerede kl 6!!!) næste morgen var der kajak-tur på en lille times tid rundt i Ha Long. Kun jeg og en anden af de nyligt møædste danske piger var friske, så vi hoppede i en dobbelt-kajak og så afsted ud på vandet, rundt og lege green-peace og samle skrald i Ha Long Bays vand. Megget trætte, og lige i overkanten af hvad der var passende af glade, men vi havde det sjovt. Og vi fik dem vi sejlede forbi til at grine af os, så lidt glæde fik vi da også spredt.

Resten af dagen gik med at nyde solen og udsigten fra bådens soldæk, skrive lidt dagbog og snakke. Om eftermiddagen var vi tilbage i Ha Long city, spiste lidt frokost, og så afsted på bussen tilbage til Hanoi, hvor vi ankom ved 6-tiden om aftenen. Så lidt lækker mad, en tur i byen og ellers hjem og sove. En lidt for spændende, men dejlig sjov og derved befriende god tur til Ha Long, hvor alt der kunne gå galt gik galt, men vi nød det og havde det sjovt alligevel.

Det var sidste weekend i "Hanoi", og den sidste uge gik med at sige farvel til både familie, blindeskole og SJ, før næste weekend kom, og vi sagde farvel til hinanden og barene i Hanoi. Lørdag eftermiddag blev det så tid til at jeg skulle afsted. Helt alene og pludselig meget ensom. Afsted i taxaen til lufthaven, var jeg lige ved at græde, før det gik op for mig hvor dejligt det egentlig var, og var god en tur det ville blive. Så smilte jeg over hele hovedet igen, og nød livet mere end nogensinde. Det har jeg så mere eller mindre gjort lige siden :)

Jeg ankom i Hué lørdag aften ved middagstid, fandt mig et billigt, godt hotel og gik så afsted ud for at finde aftens-måltidet. Det indtog jeg (just me) på en lækker, meget romantisk restaurant, hvor jeg efter at have betalt gik videre ud for at se lidt af byen før jeg gik i seng. Jeg fandt ned til floden, hvor jeg satte mig (just me), på stenrækværket ved flodbredden, ved siden af alle kæresteparerne, og røg en smøg helt alene, mens jeg nød lysshowet på broen der forbandt de to dele af Hué by, og alle lotusblomsterne med lys, er flød rundt mellem dragebådende på floden. Efter nogle timer (og lidt snak med vietnamesere der ville snakke), var jeg tilbage på hotellet hvor jeg bestilte old-city-tour til morgenen efter og DMZ (demilitarized zone)-tour til næste dag.City-touren tog mig rundt på floden til mange templer og gamle konge-grave, i solen og afslappetheden og den fredfyldte ensomhed blandt alle turisterne omkring mig. En dejlig smuk tur med flotte syn og spændende historier.

Om aftenen spiste jeg aftensmad på et rigtig pop-vietnamesisk sted, fyldt med unge og fodbold og techno-musik (det vidste jeg ikke da jeg gik derind). Her sad så 4 unge vietnamesiske piger på en tur i byen, som under hele mit måltid havde sendt mange blikke hen mod hende den underlige pige der sad alene og spiste og drak øl... De inviterede mig så hen, og selvom deres engelske var så dårligt som det kunne være, så var de meget ivrige efter at snakke, og inviterede mig ud dagen efter endda. I mellemtiden havde de også fået lokket mit nummer ud af mig (jeg modtager STADIG opkald og sms'er fra dem, selvom jeg er rejst derfra for flere uger siden). Nå... Men morgenen efter tog jeg afsted til den demilitariserede zone, der var det mest krigsramte område i hele Vietnam under den amerikanske krig (som det hedder sig hernede). Der var blandt andet en million bombekratere eller mere, men det mest sppændende bestod i Vinh Moc tunnelerne (som er de tunneler som vietnameserne levede i i 6 år, mens zonen blev heftit bombet), som er så dybe som 23 meter under jorden, hvilket hurtigt blev meget ubehageligt at tænke på mens man gik der, og bombeskjulene er endnu dybere. Det skal vist også lige bemærkes at gangene ikke vaar større end 1,9x1,3 meter (så stort kunne det i teorien blive, men blev det aldrigt), og de "hjem" de havde var en hul i væggen på ca. 4 kvm. Det var virkelig en svær tanke at acceptere at der boede mennesker hernede i 6 år. Der lå også et spændende museum, med billeder fra dengang og nu og nogle helikoptere og fly, og en masse modeller af bomber der blev kastet i området (mange og store var de!).

Om aftenen var jeg ude til en kaffe med de vietnamesiske piger fra aftenen før, og bagefter fik jeg lækker aftensmad alene, tidligt tilbage hotel-værelset og se lidt simpsons før jeg sov. Næste morgen havde jeg nemlig en bus til Dalat allerede ved 8-tiden om morgenen.

Kl 1 om eftermiddagen var der bus-skift i Hoi An, hvor jeg skulle på en 12-timers sovebus til Nha Trang, og så derfra med en tredje bus til Dalat. I Hoi An, havde jeg et hul på 5 timer, men heldigvis mødte jeg to amerikanere som skulle på en tur til My Son, og jeg tog med der. My Son er nogle meget gamle Cham (vietnamesisk hinduistisk) templer, som ligger 1 times kørsel fra Hoi An. Selvom de havde taget skade under krigen, var de stadig utroligt imponerende og det var en hyggelig og sjov tur med de to amerikanske drenge, der heldigvis havde masser af humor og energi.

Efter en sovebus og en kort bustur derefter var jeg fremme i Dalat. Det første jeg blev mødt af (efter hotelsælgere) var easy-riders. Mænd der hele deres liv har levet af at køre folk rundt i Dalat og resten af Vietnam. De ville meget gerne sælge mig ture rundt, og til sidst blev jeg overtalt til at bruge det ekstra på en tur med en af dem, og så være sikker på at det er ordentligt og at man ser det man gerne vil. Det er nemlig det godt ved dem, de kender en masse (ellers ukendte) steder, som du kan tage en til og vise en. Det nød jeg i hvert fald godt af, da jeg tog turen med ham her, og fik set alt hvad der var at se i Dalat, bagpå en motorcykel (den sejeste jeg nogensinde har været på!).

Dagen after var det rejsedag tilbage til Hanoi for at hente far, og efter at have været der med ham i 4 dage, og vist ham mit Hanoi, sidder vi nu på Rex hotel i Ho Chi Minh city og kigger ud på uvejret der udspiller den helt store scene foran den åbne tagcafé vi sidder på. Tordenen høj nok til at overdøve alt, regn som en stormflod og lyn der oplyser himlen i flere sekunder. Det er virkelig middag med underholdning det her!