Profile
Blog
Photos
Videos
Mui Ne var næste stop på det der efterhånden var blevet til en gennemgang af Vietnams mest russiske strande, frem for en rejse igennem landet. Sædvanen tro ankom vi sent om natten (kl. 02 stykker), hvor vi efter en del frem og tilbage med de lokale kort fandt et hotel hvor porteren var sød nok til at lukke os ind. Tjek ind var en fest (papaa betyder nu passport) og vi var derfor friske og udhvilede næste morgen hvor vi fandt et sted lidt tættere på centrum.
Mui Ne er en ca. 10 km. Lang by (på størrelse med Vordingborg) med kun en enkelt gade. På den ene side af gaden er alle hotellerne med dertilhørende privat strand og på den anden side er diverse butikker og restauranter.
Ud over de russiske resorter er Mui Ne kendt for at have et sted imellem 4 og 40 gaderestauranter som specialiserer sig i alt godt fra havet, alle med samme navn: Bo Ke. Hvis dette lyder underligt så må den uindviede læser huske at der engang kun eksisterede én Bo Ke, et sted som fik vanvittigt gode anmeldelser på diverse rejse fora. Da Vietnam har et ret så liberalt forhold til copyrights betyder et steds succes at der pludselig findes en masse af det sted, med eller uden deres accept.
Det lykkedes dog os at finde den oprindelige Bo Ke (ejeren forsikrede os) og sikke dog en fest! Rejer på størrelse med en mellemstor hundehvalp og hummere til 70 kr. Specielt glade blev vi for stedets fade med grillede muslinger. Disse kunne erhverves for den nette sum af 10 kr., hvilket må betragtes som et røverkøb! Prisen blev dog betalt dagen efter hvor 3 ud af 4 modige rejsende var sengeliggende, eneste undslupne værende missemor. Nuvel, 24 timers dårlig mave for en lækker hummer er vel en fair pris.
- comments