Efter flotte Yuanyuang tog vi en ubehagelig og lang bustur til den kinesisk/vietnamesiske grænse i en bus, der at dømme ud fra benplads var beregnet til dværge og hobbitter. Vi krydsede grænsen til fods, lækkert våde af sved, der ikke skyldtes vagternes mistænksomme blikke halvt så meget som de 30 graders varme. Så snart vi kom over grænsen, forsøgte vi at få togbilletter mod Hanoi. Her stødte vi dog ind i de første vietnamesiske hustlere, der ville give os en "special price". Denne pris var ustyrligt høj, ja nærmest DSB-agtig, så vi sagde "Bu xiexie", det bedste vi har lært og tog bussen.

Busserne i Vietnam er generelt indrettet som sovebusser, da de kører i et tempo, der ville gøre en tur mellem Birkerød og Holte til et heldagsprojekt. Sovebusserne hernede er dog ikke, som man husker dem fra barndommens skiture. Bussen har fjedre lavet af stålbeton, hvilket betyder at folk flyver rundt i bussen, hver gang den kører over en fartstribe. Desuden er busserne (naturligvis) lavet til mindre mennesker. Alt i alt ikke opskriften på en god nats søvn. Vi var derfor noget desorienterede da vi ankom til Hanoi kl. 4.30 om morgenen, uden et booket hostel og efter 24 timer på farten.

Vi gik lidt i en tilfældig retning, indtil vi overgav os og prajede en taxi mod midtbyen. I denne oplevede vi vietnamesernes laissefair forhold til trafiklys om natten. Der er ingen der gider vente 2 minutter på den lygte, mand, hvilket næsten resulterede i en død knallertkører. Men det gik heldigvis alligevel og vi fandt et hostel, hvor vi dog ikke kunne tjekke ind før senere. Så vi gik en morgentur rundt i Hanoi og så hvordan de lokale udnyttede pladser, parker, ja sågar fortove til badminton, dans, fodbold og Tai Chi før fanden får sko på. Kl. 12 kunne vi endelig komme ind på værelset - godnat!

De næste 3-4 dage brugte vi på at chille rundt i Hanoi. Byen var meget anderledes end de kinesiske, men især på to punkter: For det første havde byen smalle gader og en tætpakket scooter-trafik, uden store lækre biler. Trafikken så nok vanvittig ud, men kastede man sig ud i det, så skulle scooterne nok give plads. Altså et klart plus til Vietnam over Kina, hvor billister gav en f*** for om man blev ramt. For det andet var der massevis af andre turister! Æv for fanden. Det var slut med at være universets centrum, slut med at føle sig som en rockstjerne.

Vi forsøgte vores bedste at være kulturelle i Hanoi, men de museer vi besøgte var simpelthen intet værd. F.eks. besøgte vi et fængsel, hvor John "Wayne" McCain var indespærret under Amerikaner krigen og som le France havde brugt i de gode gamle imperialist tider. Det var lort, lort, lort og det eneste der var interessant, var hvor let det havde været for fanger at flygte fra fængslet.

Højdepunktet fra Hanoi indtraf dagen inden vi skulle videre til Ha Long Bay. Vi var ude og få en krumme på en fortorvsbeværtning. Det skulle ikke være noget vildt, bare lige snuse lidt til det summende natteliv. Ud af mylderet af turister og sælgere dukker dog en gammel kending op, canadieren Tony fra Shanghai. Vi indså alle, at det var et tegn fra oven og afsted mod bubblebar gik det. Inden sad vi dog længe på fortorvsbeværtning og drak "bia hoi", eller frisk øl. Festen fortsatte til den lyse morgen, og det skulle blive den sjoveste aften i mands minde.

Så Hanoi var egentligt mest en fest med andre backpackere, da vi ikke havde set skyggen af sådanne i Kina.