Da vi ankom til Ho Chi Minh, bedre kendt af alle inklusiv vietnamerserne som Saigon, tog Thomas med det vuns en taxa mod hospitalet. Fornuftig fyr. Vi andre fandt vores hostel og fik os tjekket ind på et 14 mands dorm. Det lyder måske lidt trangt, men det var faktisk ganske fornemt og der var god stemning. Thomas' oplevelse af Saigon var desværre meget præget af smerter, træthed og mærkværdig medicin. Bl.a. fik han en gigt medicin?? Og denne havde oven i købet følgende lækre bivirkning: Patienten kan blive irritabel af medicinen - Wunderbra! Men han fik trods alt en fornemmelse af byen og så kommer han jo heldigvis tilbage snart.

Vi brugte dagene i byen på at people watche og det var skide fedt. Der var masser af sjove mennesker at kigge på og i modsætning til Hanoi var trafikken ikke støjende (næsten intet dytteri - fedt).

På andendagen i byen gik Missemor, Peter, Esben og Liam O.C. På war remnants museum. Der var nogen store flotte amerikanske kampvogne, jetjagere og helikoptere udenfor og første sal af bygningen handlede om selve krigshandlingerne - spændende og tåleligt. De næste par etager handlede derimod om især agent orange og dette kemikalies effekt på mennesker. Av av av det var sku mere end hvad maven kunne klare. Liam blev på et tidspunkt så dårlig, at Peter og Esben blev nødt til at støtte ham (se billede). De forfærdelige billeder blev ikke kun set af os, men også af ca. en million meget små børn på skoleudflugt. Børnene gav ikke en f*** og hvorfor de skulle slæbes på det museum i den alder, er over vores fatteevne.

Efter aftensmaden gik missen og gode gamle hjem, mens Peter og Esben liiige skulle smage en øl. Det viste sig at blive en festlig aften. På en gade der, om dagen, var fyldt med trafik, sad et virvar af lokale og backpackere på små plastikstole så tæt pakket, at de gennemkørsel for biler var umuligt. Her satte vi os. Efter at have siddet og snakket lidt med forskellige, tilfældige mennesker i en halv times tid, blev der pludseligt råbt på os. Det var Ry-drengene Nik og Jesper og gensynets glæde var stor. De sad i et større selskab og herfra tog natten fart. Sjove ting skete og det var en god aften, der blev sluttet ved at vi to idioter, noget berusede, fik taget en masse billeder af en stor rotte.

Dagen efter flakkede vi lidt rundt i byen og så var det ellers adios Vietnam - til vi ses igen.