Profile
Blog
Photos
Videos
I dag er vores sidste dag i Knysna inden Cape Town, og en fridag for os alle sammen. Jeg vågner kvart i otte da min alarm på telefonen ringer, tager tøj på og børster tænder, og går så ned i lodgen hvor morgenmaden er serveret. Efter at have nydt en kop kaffe efter morgenmaden, går jeg op på mit værelse igen, hvor jeg logger på internettet (hurra, en lille smule internet på værelset!) og begynder at uploade blogindlæg. Efter et par timer forsvinder nettet pludselig, og jeg går ned i lodgen for at logge på i stedet for. Heller ingen net her. Eftersom klokken er blevet halv tolv, beslutter jeg mig for at tage et hurtigt brusebad, inden jeg begiver mig ned til restauranterne på havnen, hvor jeg skal mødes med Steffi og Robin. Det pisser ned, så jeg sjosker af sted i drivvåde klipklapper og bare fødder. Jeg har trods alt både taget en varm trøje og min regnjakke på, så jeg fryser ikke. Robin og Steffi har købt en paraply hver, de har tilbragt formiddagen i et storcenter, som dog ikke var så stort endda. Til middagsmad finder vi et bord til tre på et lille pizzeria, hvor vi får nogle lækre pizzaer. Efter vi har betalt, går vi lidt rundt og kigger butikker. Steffi har set alle butikkerne i går, så jeg siger at de bare kan gå tilbage eller gøre hvad de vil, de behøver ikke vente på mig. Jeg giver mig god tid til at kigge i butikkerne, bl.a. en smykkebutik der har øreringe i alverdens farver, former og materialer. Efter at have kigget i en evighed, fordi der er så meget at vælge mellem, beslutter jeg mig for et par runde, blå øreringe til mig selv, og nogle party-øreringe i henholdsvis guldfarvet og havfrueblå til Siw og Fie. Omkring klokken tre går jeg hjemad igen. Tilbage i lodgen finder jeg ud af at nettet og telefonlinjen er nede, hvilket forklarer hvorfor jeg har så store problemer med at logge på.
Aftensmaden er lavet af Krysti og består af oksehale med diverse tilbehør. Jeg smager en lille smule, men kan simpelthen ikke få mig selv til at spise HALE! De fleste af de andre spiser det med stor velbehag. Jeg spiser de to resterende stykker pizza fra i middags, og da alle er færdige med maden, går den store T-shirt-diskussion, som jeg dog ikke gider være en del af. Der bliver lavet og designet en "tur-T-shirt", hvor vores navne og hvad vi ellers har lyst til kommer på. Det er præcis det samme som da vi i gymnasiet lavede studietrøjer, og af samme årsag gider jeg ikke have en safari-T-shirt, jeg har tonsvis af billeder og masser af gode minder, jeg behøver ikke en T-shirt til at ligge bagerst i skabet.
- comments