Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en stille og rolig start på dagen forlader vi Karoo efter morgenmad, hvor et par strudse løber langs med lastbilen, idet vi kører derfra gennem ørkenen. En time senere ankommer vi til en lille, men meget historisk by, hvor vi skal besøge intet mindre end tre museer... Efter at have trasket rundt på det første museum i en halv time, forlader jeg det sammen med Steffi og Robin. På vej hen til det næste museum støder vi tilfældigvis på en lille souvenirbutik, hvor vi smutter ind og kigger os omkring. Steffi finder en stor giraf-figur, som hun enormt gerne vil købe, men problemet er at transporterer den hjem. Jeg køber et par øreringe i ægte sydafrikansk stil, og så fortsætter vi hen af vejen. Vi bliver hurtigt enige om at skippe de resterende to museer, da det simpelthen er for uinteressant og langtrukkent for unge mennesker som os. I stedet går vi hen til en Shell og får os en is, går lidt rundt og så tilbage til lastbilen, hvor vi venter en halv times tid på at de andre får gjort sig færdige. Ingen af de andre nævner noget om museerne, så de må ikke have været særlig spændende. Efter nogle timers kørsel, holder vi ind på en tom rasteplads og får noget let middagsmad, og må igen ty til at tisse bag en busk, hvis vi skal have tømt tanken. Endnu et par timers kørsel og så ankommer vi ellers til Knysna - hvilket idyllisk sted! Stranden befinder sig på den anden side af bjergene, så det er ikke muligt at gå ned og bade, men havet har lavet en bugt som går helt ind til hovedvejen i Knysna, hvor vores lodge ligger og vi skal sove de næste tre nætter. Smukke værelser og en fantastisk udsigt. Og så er her internet, som prikken over i'et! Så det er nok ikke svært at gætte, hvad jeg laver frem til aftensmad, som i øvrigt i dag består af strudse-gullasch med tilbehør! Rigtig lækkert. Jeg synes struds smager lidt ligesom kalkun, som jo egentlig også bare er en halvstor fugl. Over aften har jeg indvilget i at gå en tur ned til havneområdet sammen med Steffi, Robin, Hugo, Derryck og Ann, hvilket viser sig at være en halvdårlig idé, da Ann som altid er klar på at feste, og insisterer på at vi skal have MINDST én drink. Da vi endelig langt om længe er tilbage klokken elleve, er jeg i seng som den første i løbet af meget kort tid.
- comments