Profile
Blog
Photos
Videos
Klokken otte næste morgen er der morgenmad i lodgen, hvor vi først får serveret en tallerken med en pølse, en æggemuffin med grøntsager og et par skiver tomat og agurk. Herefter er der ta' selv buffet med frisk frugtsalat, müsli, yoghurt, juice og kaffe. Meget kan man sige om den her tur, men de kompenserer utrolig godt for den manglende elektricitet, med noget fantastisk hotelmorgenmad! Efter morgenmad står programmet på en mild vandretur i terrænet, for dem der har lyst. Lodgen og hytterne befinder sig MIDT i ingenting. Der er 80 km. til den nærmeste by, og terrænet består af nogle mindre bjerge, samt ørken. På gåturen får vi fortalt en masse om området, bl.a. at der før Drifters overtog stedet for 13 år siden, var får, som desværre spiste alt beplantningen, og derfor besluttede man at fjerne fårene fra området. Nu er det stadig ørken, men der er små buske og græs jævnt fordelt over det hele. Der gror også masser af krydderier - rosmarin, timian mf. - hvilket betyder at de dyr der græsser i området, smager af meget mere når de bliver slagtet og solgt som kød, fordi de har spist krydderier i lange baner. Gåturen ender med at vare over to timer, men fordi der blæser en stærk vind, bliver jeg ikke overophedet og nyder faktisk turen. Vi lærer en masse, bl.a. at der får mange år siden var vulkansk aktivitet her i Karoo-regionen, og vi ser nogle gamle, gamle rester af lavasten, som er fyldt med lufthuller og derfor ikke vejer noget. Vi ser også, hvad vi får at vide, er resterne af en dinosaur...
Efter et bad tilbage i hytten er der middagsmad, bestående af en lækker pastasalat med grøntsager. Herefter beslutter jeg mig for at tage lidt sol, finder et tæppe og ligger mig på verandaen til vores hytte, hvor der er en lille solplet. Mens jeg ligger der, kigger jeg indimellem op, hvor fire strudse går og græsser ikke langt fra hytten. Samme morgen var de helt tæt på hytten, det kunne vi se da vi havde fået morgenmad oppe i lodgen.
Hen på eftermiddagen går jeg op til lodgen og spiller et spil med Robyn og Steffi, som hedder "Phase 10". Vi spillede det også sammen med Hugo da vi var på Delfinkysten, hvilket var rigtig hyggeligt, og vi fik et glas hvidvin til. I dag drikker vi rooibos-te til, og Hugo er ikke med, da han får en aromaterapi-massage, som flere af de andre får af hende der bestyrer lodgen, som praktiserer dette. Det er et tysk spil som minder lidt om kortspillet Liverpool, som min mormor lærte mig at spille for efterhånden en del år siden. Efter spillet leger jeg lidt med den yndige lille kattekilling der bor her, hun er kun 3 måneder gammel, kulsort og silkeblød, og så elsker hun at klatre rundt i vindueskarme, hvor hun leger med natsværmere og indimellem spiser dem.
Mine stakkels sneakers er fuldstændig smadret efter gåturen i formiddags, hvor sålerne begyndte at flappe nedenom og bagud, så de nu ikke blot er møgbeskidte, men tilmed næsten umulige at gå i, uden at snuble. Jeg viser dem til Krysti og spørger om han tilfældigvis har noget lim, og det har han heldigvis! Jeg siger at det ikke behøver være perfekt, for de er nu så ødelagte at jeg er tvunget til at smide dem ud når jeg kommer hjem. Han limer dem, og det ser ikke kønt ud, men trods alt rimelig holdbart, så de forhåbentlig kan holde bare en god uges tid.
Efter aftensmaden - en gigantisk steak med lækkert tilbehør - sætter mange af os udenfor og griller skumfiduser og drikker vin. Skumfiduserne er et større projekt, da vi ikke har pinde til at grille dem på, men må bruge nogle lange metalstænger som er meget svære at styre! Steffi kommer på et tidspunkt til at sætte ild til sine skumfiduser, og vi er alle sammen ved at dø af grin. En rigtig hyggelig aften i godt selskab.
- comments