Her i Knysna er der - surprise! - også lækker morgenmad. Man begynder helt at vænne sig til det! Herefter kører vi fra lodgen, hvor første stop er en bank, så alle dem der skal have vekslet penge, kan få gjort det. Og det tager åbenbart en krig. Eller rettere sagt cirka en halv time pr. person. Til sammenligning hæver jeg 1000 rand i en ATM på cirka to minutter, hvis ikke mindre. Man kan betale med kort i alle supermarkeder og større butikker hernede, men ikke i lodgene og i de små butikker. Desuden er jeg meget usikker på om jeg betaler gebyr hver gang jeg svinger mastercardet hernede, en lille detalje som jeg glemte at tjekke hjemmefra. Så det er nok en meget god idé at have lidt kontanter til den sidste uges tid. Næste stop i dag er ved en bro på 216 meter, hvor dem der lige føler for det, kan prøve kræfter med at bungeejumpe, altså springe i elastik på hovedet ud fra broen..! Vi står og kigger fascineret på broen, da vi kan se en der springer, og hvordan han ryger op og ned i elastikken. Jeg får det helt skidt af bare at se på det, og der er da heller ikke nogen af de andre der kan overtales til at springe. Vi iler videre, hvor vi kører væk fra bjergene og ud til havet, hvor kæmpestore bølger står ind over kysten og klipperne i vandet bliver oversvømmet nogle øjeblikke. Vi parkerer og går herefter en tur ud for at se en hængebro. Turen er kun på en kilomet, men det er trapper det hele! Det tager en evighed, og jeg har ikke skyggen af kondi, så jeg puster og sveder og må stoppe op med jævne mellemrum, da trapperne er ved at gøre mig sindssyg. Endelig kommer vi ud til broen, som nævnt er en hængebro og dermed ikke specielt behagelig at gå på. Jeg skøjter rundt på den i mine klipklapper, og dem der går bagved mig, synes selvfølgelig det er skide sjovt at skubbe hinanden fra side til side, fuldstændig uden respekt for den gamle bros faldefærdige stand, og andre menneskers (mig!) velbehag... På den anden side af broen bevæger jeg mig stille og roligt i mit eget tempo opad de mange trapper, og det viser sig faktisk at ingen af de andre når at overhale mig, så jeg er den første tilbage ved Krysti og lastbilen, og kan genopfylde min vandflaske og spise en stor portion pasta med tomatsauce.

Hen på eftermiddagen er vi tilbage igen, og jeg kan nyde at skype lidt med Anders, inden vi skal ud at spise klokken syv. Jeg er begyndt at savne ham rigtig meget på det sidste, og nu er det snart ikke sjovt mere... Jeg prøver at nyde resten af turen, men jeg kan godt mærke at det bliver sværere for hver dag der går, fordi tanken om at jeg snart skal hjem fylder mere i mig dag for dag. Jeg kan slet ikke vente med at komme til Cape Town, få brugt dagene hurtigt der, komme til lufthavnen og bare HJEM! Selvfølgelig er det en oplevelse at rejse selv, men når der er nogen derhjemme, som man holder så meget af, så er fem uger LANG tid, også FOR lang tid, er jeg nu ved at indse. Anders siger også at nu må jeg dælme godt snart komme hjem, for han savner mig helt vildt, og jeg spørger om jeg skal ændre mit fly til en tidligere afgang, men det synes han alligevel ikke. Vi snakker om stort og småt, og han viser mig hvor fint og rent der er i lejligheden, og han viser mig Lou, som ligger og slapper af på en dyne og næsten ikke kan holde øjnene åbne. Jeg savner det hele så meget.