I dag er det så tid til rent faktisk at opleve Cape Town City. Vi lægger ud med en gang morgenmad, og derefter går turen til Cape of good hope, som vi danskere kalder Kap det gode håb. Vi parkerer ved restauranten og butikkerne midt på bjerget, og så får vi ellers et par timer til at gå op af bjerget, ned igen, og helt ned til bunden. Selvom jeg virkelig har nydt turen med Drifters, er der lidt for mange lange, seje gåture efter min smag, så jeg vælger som den eneste at blive og fordrive tiden ved at kigge butikker og slappe af. Jeg går lidt rundt omkring og kigger, og får et billede af to strudse på bjergryggen og flere forskellige slags firben. Jeg ligger mig til at tage lidt sol, da Ann pludselig sidder ved siden af mig. Hun har et dårligt knæ, så hun gik op af bjerget og ned hertil, men vil ikke gå hele vejen ned. Vi snakker lidt og bliver enige om at få os en kop kaffe i solen ved restauranten. Vi sidder og hyggesnakker en times tid, inden vi går tilbage til lastbilen klokken et. Steffi og Robin er der også, og de er TOTALT smadrede, for de gik hele vejen ned, men blev i tvivl om hvor de skulle mødes med os andre, og skyndte sig derfor op igen. Robin har købt en ordentlig håndfuld dåsecolaer, men jeg giver også Steffi noget vand, for hun er helt rød i hovedet og de er begge to helt smadrede og solbrændte. Vi kører ned for enden af bjerget og samler de andre op, og kører herefter videre. Et par timer senere ankommer vi til en vinfarm, hvor vi lægger ud med en meget sen middagsmad. Vi spiser på restaurant rundt om det samme bord alle sammen, og Derryck og jeg får en gang linguine med svampe, som smager fantastisk. Da vi har spist, står den på vinsmagning! Vi får billetter til at smage fem forskellige vine, og fordi vi drikker forholdsvis meget på utrolig kort tid, bliver nogle af os lidt halvsnaldrede. Jeg nøjes med at smage tre, da der kun er tre hvidvine, og jeg ikke bryder mig om rødvin. De fleste af os er overraskende nok enige om at vinene er meget kedelige og ensartede, og der er slet ikke noget der falder i nogens smag. Til gengæld er det et flot lokale, vinsmagningen foregår i, der hænger de mest fantastiske malerier af vilde dyr. Da jeg først ser dem, er jeg meget i tvivl om det er fotografier eller malerier, og man skal MEGET tæt på, for at kunne se at det faktisk er malerier. Efter vinsmagningen tager vi tilbage til lodgen, hvor jeg skynder mig at tage et bad og gøre lidt ud af mig selv, inden vi skal ned og spise på en fancy restaurant ved vandet. Vi bliver pakket ind i en lille taxa, og kort tid senere holder vi ved vandet. Jeg bruger lidt kvalitetstid her til sidst sammen med Bert og Isabelle - vi går rundt og kigger butikker og hygger os, men finder ikke rigtig noget. Fem minutter i otte træder vi ind på restauranten og spørger efter bordet reserveret til Drifters, hvorefter vi meget overraskende bliver ledt hen til et stort, tomt bord. Vi sætter os ned og kigger lidt i menuen, og vi når lige at fælde en bemærkning om at nu er klokken altså hel, da de andre vælter ind af døren på ræd og række. To minutter senere sidder alle på deres plads, og vi kan begynde at fejre og mindes vores tur. Vi bestiller forretter, og jeg vælger meget modigt at bestille muslinger for første gang i mit liv. Bert er så rar at sige, at hvis jeg ikke kan lide dem, bestiller han en salat, og så kan vi bare bytte. Heldigvis glider de nemt ned. Ikke min nye livret, men det smager udmærket, og hvorfor ikke prøve noget nyt på den sidste aften af vores fantastiske safari-rejse? Da forretterne bliver taget ud, lægger Krysti ud med at holde en lille tale for os. Hvor langt har vi rejst? Intet mindre end 6300 km. i lastbil de sidste 18 dage. Ingen tvivl, vi har kørt en HEL del, men vi har bestemt også oplevet en masse! Og Krysti synes det har været en af de allerbedste ture, pga. vores selskab. Han har tidligere fortalt skrækhistorier om hvor mange problematikker der har været i nogle af grupperne, og gudskelov har vi alle sammen haft det godt sammen, vi har taget os af hinanden og hygget os, på trods af alder og nationalitet, som én, stor familie! Krysti giver faklen videre, og foreslår at vi bruger aftenen på alle sammen at sige et par ord om vores tur. Vi er alle enige om at det har været fantastisk. Selv jeg lyver ikke, når jeg siger at det virkelig har været en oplevelsesrig tur på alle måder, som jeg ikke ville have været foruden. Jeg har snakket engelsk uafbrudt i tre uger, og ikke som de andre haft nogen at snakke mit modersmål med. Da det bliver min tur, er jeg først lidt nervøs for at tale, hvilket er latterligt når man tænker på at jeg er kommet så langt som jeg er, helt alene! Nervøsiteten forsvinder lynhurtigt da de andre griner højlydt og nikker samstemmende på de rigtige tidspunkter. Jeg lægger ud med at sige, at det her har været del to af min rejse. På kattefarmen var stort set alle på min alder, så jeg var en smule skeptisk da jeg fandt ud af at jeg var den yngste i safari-gruppen... Alligevel synes jeg det var været fantastisk; vi er blevet rusket utrolig godt sammen, og jeg har følt mig omgivet af søde, rare mennesker, der har villet mig det bedste. Vi løfter glassene og skåler for os selv og hinanden, og hovedretten bliver serveret. Jeg har bestilt and, hvilket smager utrolig lækkert og er lidt anderledes for mig, fordi jeg normalt kun får and juleaften. Gennem hele middagen får vi snakket en helt masse alle sammen, og det bliver underligt at skulle skilles og hver vores vej. Efter en fantastisk hovedret, er der ikke ret mange af os der kan spise mere, men pludselig ankommer fem champagneglas med forskellige desserter - alle sammen placeret foran Derryck! Vi andre er ved at dø af grin, men han har bestilt dem for at vi alle sammen kan smage lidt af det hele, så citronfromage, frugtsalat, cheesecake og chokolademousse går på omgang. Steffi og jeg ender med at dele chokolademoussen, som smager himmelsk! Efter en lang og nostalgisk aften, ender jeg i seng klokken halv tolv.