Så blev det igen pakkedag... Alle mine tasker stiller jeg ned i tv-loungen, hvor de venter på at jeg kommer tilbage fra en allersidste safari-dag. Efter check ud og morgenmad, tager vi et fællesbillede ude foran lastbilen, hvor Steffi, Ladina og jeg sidder på fronten. Herefter kører vi op til Table Mountain, som er en af de største seværdigheder i Cape Town. Ordret betyder bjergets navn "Bord-bjerget", hvilket kommer af at bjerget er helt fladt på toppen, som en bordplade. Table Mountain er kåret til et af de nye syv vidundere, og er det eneste naturvidunder i hele Afrika. Vi får muligheden for at gå hele vejen op, og i dag er jeg ikke den eneste der melder pas på gåtur. Sammen med Ann, Steffi og Robin, Bärbe og Jürgen tager jeg svævebanen til toppen af bjerget, hvor vi på vej op befinder os i en vogn med plads til 65 mennesker, hvor gulvet drejer rundt så alle får muligheden for at nyde udsigten hele vejen rundt. Fra toppen kan vi se det hele; Cape Town by, Atlanterhavet og Robben Island; øen, hvor mange politiske fanger, deriblandt Nelson Mandela, er blevet holdt fanget gennem tiden. Efter en times trasken rundt på den flade top, er vi klar til at tage ned igen. Vi når ned lige i tide til at tage den røde hop-on/hop-off turistbus, som kører rundt i hele Cape Town og har masser af små og store stop undervejs. Vi får udleveret earplugs, som vi kan plugge i ved vores sæde, og vælge hvilket sprog vi vil have kommentarerne på. På trods af at der er svensk, er der ikke dansk, så jeg må igen-igen ty til engelsk. Steffi og Robin og Ann og jeg vælger at hoppe af nede ved strandpromenaden, hvor der ligger massevis af eksklusive restauranter. Ann og jeg er sultne, så vi sætter os og får en gang sushi-salat til middagsmad. Herefter når vi lige at gå ned på stranden for at se hvor smukt der er, da bussen kommer igen, og vi løber hen og hopper på. Da vi kører langs strandpromenaden, får vi at vide i vores høretelefoner at dette her bestemt er Cape Towns mest eksklusive sted, og at man ofte ser store stjerner som Leonardo DiCaprio, Robbie Williams og Prins William tage sol på netop denne strand...det er da lidt cool! Ann og jeg sidder i bussen et stykke tid, og hopper så af da vi er nede ved restauranterne ved vandet, hvor vi spiste aftenen forinden. Jeg udser mig lynhurtigt et stykke gulerodskage på en restaurant, og sætter mig og spiser det imens Ann går en lille tur og tager lidt billeder. Snart er vi tilbage til stoppestedet, hvor vi venter på bussen. Det er ved at blive RIGTIG varmt. Da bussen endelig kommer, gæt så hvem der sidder lige indenfor og vinker til os? Ingen anden end Derryck! Sikke en lille verden. Efter at have besteget Table Mountain var han hoppet på bussen, og har nået at køre rundt og se lidt. Vi kører videre, og det går op for os at vi er langt væk fra lodgen, så da der pludselig er trafikpropper rundt omkring os midt i centrum, indser vi at vi nok ikke kan nå at hoppe af ved flere stop. Tiden går langsomt, og næsten to timer senere er vi endelig fremme ved lodgen, 10 minutter efter vi egentlig skulle have mødtes der. Det er tid til officielt at afslutte turen. Bert og Isabelle forlader os klokken fem, hvor de krammer os alle sammen farvel, hvorefter de sætter sig ind i en taxa med kurs mod lufthavnen. De andre vil op på deres værelser og tage et bad inden de skal ud at spise aftensmad, så jeg krammer dem alle sammen farvel og sætter mig til at vente på min taxa sammen med Krysti. Jeg drikker en cappuccino, og har lige lavet mig endnu en, da taxaen pludselig er der. Krysti hjælper mig med de tunge tasker og giver mig herefter et STORT knus, inden jeg sætter mig ind i taxaen og vinker farvel. En halv time senere bliver jeg sat af ved Salthy Crax Backpackers hostel i Table view, Blouberg, som er en forstad til Cape Town. Jeg får slæbt mine tunge tasker helt hen til receptionen, for så at få af vide, at de har lavet en overbooking, så der er ikke noget værelse til mig. I stedet bliver jeg kørt hen til noget der hedder Dolphin House, hvor jeg får min egen minilejlighed at bo i. Jeg får at vide at der er et værelse ledigt til mig på Salthy Crax fra i morgen, men jeg må også gerne blive på Dolphin House, det er helt op til mig. Der er wifi i Dolphin House, så jeg kan bare skrive en mail, så kommer de og henter mig. Fedt fedt. Jeg bliver overladt til mig selv, og finder som noget af det første ud af at der IKKE er wifi... Eller, der ER wifi, men min computer kan ikke få lov at komme ind på det, uanset hvad jeg gør. Jeg prøver flere af de andre netværker der popper op, men der sker ikke en skid. Til gengæld er der et Skype-hotspot, så da min tålmodighed oprinder, beslutter jeg mig for at svinge kreditkortet og købe mig til Skype-kredit, så jeg kan komme på internettet. Jeg kommer på nettet og i kontakt med Anders og er fuldstændig grædefærdig. Hvis der ikke havde været et wifi-hotspot, havde jeg været helt på røven, fordi deres forbandede internet i Sydafrika er lige så ustabilt som en pyramide på hovedet... Jeg er tilmed dødsulten, men der er halvlangt til den nærmeste butik og bælgmørkt udenfor, og de siger at man aldrig skal gå ud alene efter mørkets frembrud i Cape Town. Det er rart endelig at have kontakt til Anders, men han kan ikke hjælpe mig i den situation jeg står i nu, så jeg må selv tage affære. Jeg tager et langt, varmt brusebad, og beslutter mig derefter for at tage chancen og gå ud for at finde noget at spise. Ikke langt derfra finder jeg en tankstation, hvor jeg køber to cheeseburgere samt en drikkeyoghurt til morgenmad. Vejen tilbage er nem nok, men jeg kan ikke huske hvilken port jeg skal gå ind af, da det hele ser ens ud... Jeg er nødt til at prøve nøglen i forskellige porte, før jeg finder den rigtige. Tilbage igen og indenfor med låste døre, smider jeg burgerne i mikroovnen og prøver at tænde for fjernsynet, som selvfølgelig ikke virker. Efter at have spist tænder jeg computeren, logger på Skype-hotspottet og skriver til Salthy Crax, hvor jeg beder dem om at hente mig klokken ni næste morgen.