Én allersidste dag tilbage!!! Jeg sover så længe jeg overhovedet kan, men klokken ti må jeg stå op og spise noget havregrød og drikke noget kaffe, mens jeg pakker sammen. Det er en større opgave, da jeg skal koordinere og lave en ekstra pose med det tøj jeg skal have på i lufthavnen samt shampoo, balsam osv. Jeg forlader mit værelse og stabler alle mine tasker udenfor, og checker ud. Så lægger jeg mig ud på en bænk i haven og tager lidt sol, og ved en middagstid går jeg ned mod vandet, hvor jeg får hævet kontanter til en taxa til lufthavnen og får noget at spise på en indisk restaurant. Spicy, men lækkert. Herefter går jeg en tur langs vandet, hvor jeg endelig finder en fyr der sælger ting og sager. Han er rigtig sød og snakkesalig, og vil som de fleste andre hernede gerne kigge nærmere på mine tatoveringer på ryggen. Jeg køber noget håndlavet salatbestik i træ til mine forældre, og fyren ønsker mig alt det bedste da jeg forlader stranden i Blouberg for sidste gang. Tilbage på Salthy Crax sidder jeg og slapper lidt af, inden jeg tager et langt bad. Jeg fordriver de sidste to timer med at skrive på computeren, og klokken fem kører Leon fra Salthy Crax mig til lufthavnen. Da vi ankommer til lufthavnen i rigtig god tid, idet jeg først skal flyve klokken halv tolv, aftaler vi at Leon lige ordner noget papirarbejde i bilen, og så kan vi spise aftensmad sammen på en burgerbar i lufthavnen. Han fortæller at de på burgerbaren har et mandagstilbud der hedder "køb 2 burgere, betal for 1", så han vil have at jeg skal have hans ekstra burger. Vi læsser min bagage op på en vogn, siger midlertidigt farvel, og jeg kører ind i lufthavnen og vil checke min afgang ind ved selvbetjeningsautomaterne. Til min store overraskelse kan jeg IKKE checke ind, fordi min billet er på standby... En lufthavnsmedarbejder spørger om jeg har brug for hjælp, og jeg viser ham på skærmen, at jeg tilsyneladende har fået et standbysæde. Han siger at jeg skal henvende mig ved check-in skranken som åbner klokken syv. Jeg takker for hjælpen og går lidt rundt og kigger mig omkring, inden jeg tager rulletrappen ovenpå og får bestilt et bord på restauranten. Et kvarter efter dukker Leon op, og jeg forklarer at jeg er på standby. Vi bestiller, og han beder mig om at gå ned og tjekke ved skranken mens vi venter på maden. Der går ikke fem minutter før jeg er tilbage igen; alt, alt for lang kø! Vi beslutter os for bare at nyde vores lækre burgere og herefter spille et par spil skak. Ved 9-tiden letter vi os og går nedenunder igen, for at finde ud af at jeg stadig er på standby, men jeg bliver alligevel checket ind, min bagage bliver sendt af sted til Billund, og jeg får mit boardingpass, selvom det stadig er uden sædenummer. Leon giver mig et knus og siger farvel, og jeg takker for lækker mad, samt en rigtig hyggelig aften i godt selvskab. Han har allerede givet mig hans nummer, HVIS jeg nu skulle risikere ikke at komme med flyet, så har jeg i hvert fald en taxachauffør! Jeg ryger hurtigt gennem security, og bruger så et par timer på at gå rundt og kigge butikker. Skal jeg - eller skal jeg ikke - købe noget til Anders fra Sydafrika? Fem uger alene i et fremmed land har tilsyneladende ikke ændret et af mine mest karakteristiske personlighedstræk: ubeslutsomhed! Før jeg når at tage en rigtig beslutning, bliver mit fly boardet, så jeg tager afsked med Cape Town og går ombord. Ja, tænk engang, jeg får faktisk et sæde! Heldigvis. Jeg er overhovedet ikke indstillet på at skulle blive en dag mere, nu skal jeg bare hjem til Danmark og til min kæreste, og det kan ikke gå stærkt nok. På flyet får jeg et vinduessæde, hvor jeg får selskab af en ung fyr fra Sydafrika, og en ældre dame fra Holland. Begge utrolig søde og venlige, og allerede inden vi letter, har vi fået snakket en masse. Den "unge" fyr viser sig at være 31, han arbejder som kok på et krydstogtskib og skal på arbejde, så han skal videre fra Amsterdam til Nice i Frankrig. Den ældre dame har boet i Sydafrika for mange år siden, og har netop besøgt sin bror, som stadig bor der. Hun er 74, men er meget frisk af sin alder og interessant at snakke med. Over højtaleren meddeler piloten at vi er klar til afgang om fem minutter, men pludselig lyder der en anden besked, der lyder på, om der er en læge til stede? Det viser sig at en passager nede bagved har fået et ildebefindende, så det går der noget tid med at få under kontrol. I sidste ende beslutter man dog at tage passageren af flyet, hvilket betyder at hans kuffert også skal af, så med en times forsinkelse forlader vi Cape Town klokken halv et om natten. Vi får straks serveret drikkevarer da vi kommer i luften, og maden kommer forholdsvis hurtigt efter. Jeg er stadig helt proppet fra den lækre burgermenu, men spiser alligevel lidt. Da vores madbakker bliver hentet, slukker de heldigvis for lyset, og det meste af flyet går i en dvaletilstand i et virvar af varme tæpper, små hovedpuder og tilbagelænede sæder.