Profile
Blog
Photos
Videos
Som arbejdsuge er denne uge lidt anderledes - også her i Israel - for søndag holdt vi fri og var til gudstjeneste, og da denne uge er den jødiske påskeuge, så er der mange ting, der ligger stille her. Vi var dog på arbejde mandag-onsdag to forskellige steder.
Mandag aften fik vi besøg af et par tidligere Senior-Yad-va-Lev'ere, Kisser og Henrik. De var her for et år siden, og nu er de taget herned en måned på egen hånd, for at være her og arbejde på Shekel, fordi de bare savner at være der.
Da vi tirsdag var færdige med vores arbejde, fik vi lavet en aftale med Nicky om, at vi kunne komme og se, hvordan det var kommet til at se ud. Det var de unge, som havde lavet det sidste derhenne, så ingen af os havde set det endelige. Det var dejligt at se, hvor forandret det var blevet, og hvor pænt det nu var. Nicky var meget glad og taknemmelig med tårer i øjnene, og han kunne også overskue at gøre noget selv nu. Man bliver glad af at se sådan en forandring.
Tirsdag aften var der Joffi-aften, hvor Børge Haahr Andersen var på besøg i Joffi-huset og gennemgik de ni prædikener i Apostlenes Gerninger. Det var en god gennemgang, og det er dejligt at være sammen med de unge og dele liv.
Det gjorde vi igen onsdag efter arbejde, da vi tog på picnic med de unge ved et udsigtspunkt tæt ved, hvor vi bor, lige overfor FN bygningen. Martin og Lene sørgede for grill og noget til, og så havde forskellige bidraget med forskelligt salat og brød. Meget hyggeligt.
Om aftenen havde vi billet til The Night Spectacle i Tower of David. Det er virkelig en flot oplevelse. Man sidder inde i borggården, og alle mure fungerer som lærred til en flot billedfortælling om Jerusalems historie, og med en flot og effektfuld lydkulisse. Det kan anbefales. Man kan finde forskellige klip om det på YouTube (f.eks. https://www.youtube.com/watch?v=J9Li9WSg_d8). Vi har hørt, at det kan være en kold oplevelse, men vi sad der i 25-28 graders varme og nød det.
Da vi kom hjem måtte vi bare sidde på forterrassen og nyde aftenkaffen. Fantasktisk at kunne sidde udenfor med bare arme og ben til midnat og bare have det behageligt varmt. Det er også med at nyde det, for der er udsigt til et kraftigt temperaturfald til torsdag, og vi går tilsyneladende mod en kølig periode.
- comments