Profile
Blog
Photos
Videos
Mens Bjerrum var på tur med deres gæster tog vi andre en tur til Oliebjerget på en solrig og rimelig klar dag med god udsigt fra det 50 meter høje klokketårn ved Himmelfartskirken, som er en del af Augusta Victoria kirke- hospitals-komplekset. Her startede vi nemlig dagens tur - eller måske rettere - nedstigning fra Oliebjerget til den gamle by.
På vejen ned besøgte vi først Fadervor-kirken, hvor der i klostergården er skrevet fadervor på glaserede fliser på over 100 sprog, og der kommer stadig flere til. Kirkens grotte har siden korsfarertiden været opfattet som stedet, hvor Jesus lærte sine disciple fadervor.
Turen gik videre forbi de flere tusinde jødiske gravsteder på Oliebjergets skråning, som er eftertragtet af ortodokse jøder, da de mener, at Messias vil åbenbare sig her på dommedag og føre de døde gennem Den Gyldne Port og op til Tempelbjerget.
Tårekirken (Dominus Flevit) med den tåreformede kuppel til minde om fortællingen i Lukasevangeliet om, at Jesus standsede og græd på vej ind i byen palmesøndag. Gennem mosaik-ruden er der et flot udsyn til tempelbjerget.
Ved foden af Oliebjerget har vi Alle nationers kirke og ved siden af ligger Getsemane have (som betyder Oliepresse) med de meget gamle og knudrede oliventræer, om end de næppe er tilbage fra Jesu tid. Man mener dog de kan være op til 900 år gamle, rødderne kan dog godt være 2000 år gamle.
Overfor Getsemane have ligger kirken for Jomfru Marias grav. Kirken er lidt dunkel og fyldt med olielamper, der hænger ned fra loftet. En lille åbning fører ind til selve graven, som er beskyttet af en glasplade, med huller så man kan berøre stenen. Berøring og kys, både ved graven og ved alteret, er tilsyneladende vigtigt for en stor del af de besøgende.
Efter de mange indtryk fra ovennævnte, sluttede vi med et par hurtige besøg ved Bethesda dam, hvor Jesus helbredte den lamme mand, der havde ligget der i 38 år og ventet på at vandet skulle komme i oprør samt i Gravkirken, hvor trængslen var lige lovlig stor. Vi vender nok tilbage en anden gang og håber på lidt mere meditativ stilhed, og hvis ikke de kan findes her, kan den sikkert findes i gravhaven.
- comments