Profile
Blog
Photos
Videos
Betlehem
Lørdag, sabbatsdagen, benyttede vi til at se Betlehem. Det er praktisk på den måde, at der ikke kører nogen jødiske busser den dag, men det gør de arabiske busser, og det er en arabisk bus, som vi skal bruge, når vi skal til Betlehem. Der er faktisk ikke så langt fra, hvor vi bor i Jerusalem og til Betlehem.
I Betlehem gik vi fra bussen igennem bazarlignende gader til fødselskirken. Det var en speciel men god oplevelse at gå igennem et inferno af råben og yalla-musik. Det første stykke vej var det mest frugt og grønt og det sidste stykke var mere i retning af bagagerumsmarked med forskellige brugte sager.
Vi var inde i fødselskirken, som bar meget præg af at være under renovering. Der var en lang kø til at komme ned i fødselsgrotten, og så var der en masse guider, som tilbød at hjælpe folk udenom køen... Der var ikke nogen af os, som havde brug for at komme derned, for vi havde alle tidligere været der, så vi var ikke så længe i kirken.
Derefter var vi inde i et af de mange træskærerværksteder, og vi købte nogle træsager. Det kan godt være, at vi betalte en overpris for varerne, set i forhold til, hvor meget det kunne pruttes ned til, men det var alligevel temmelig meget billigere, end hvis vi ville købe de samme varer i Jerusalem.
Så var det på tide at få noget at spise, så vi gik ned i en kælderrestaurant i hjørnet af pladsen overfor fødselskirken. Vores lederpar havde været der før, og det var godt og billigt. Det var lidt sjovt at opleve, at der tilsyneladende ikke var ret mange materialer i køkkenet. Falafel lavede de selv udenfor, men ellers købte de tilsyneladende alle varer, i takt med at det blev bestilt. Vi bestilte allesammen shawarma, og så rendte de ud og ind af butikken og kom med agurker, tomater og radiser, der var skåret ud og skåle med tahini og chilisovs og shawarmaen. Også drikkevarer blev hentet ind, både øl og sodavand og materialer til frisk juice. Varerne er selvfølgelig også tilgængelige lige udenfor døren. Det var god mad, så det var helt tilfredsstillende.
Klar og med nye kræfter bestilte vi to taxaer til at køre os ud til hyrdernes mark, Herodion og til sidst til checkpoint. Vi aftalte 200 shekel pr. bil for to timer, hvilket var meget passende tid.
Hyrdernes mark består af flere forskellige gudstjenestesteder: et lille kapel som minder om en lille rundkirke, et par grotterum, samt nogle udendørssteder under tag af en slags. Det er franciskanere, der har stedet, og det er nok derfor, at der ikke er så meget glimmer, som der ellers ofte er på sådanne steder. Man kan også få en fornemmelse af, hvordan der har været på markerne dengang...
Videre til Herodion. Jeg kan huske, at jeg har været der før, men jeg kunne ikke huske, at det var så stort et sted. Der er udgravet rigtig meget på stedet, og det har været stort og ekstravagant. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at én mand, Herodes den store, har bygget så meget, bare for sin egen skyld - og folket har måttet betale det og bygge det. Det var jo også ham, der byggede Masada og Cæsarea blandt andet. Der var som i hans andre byggerier luksuriøse baderum og et teater foruden parker, pools og meget mere. Det hele samlet i et stort fæstningsværk på en stejl høj. Det er absolut seværdigt.
Så gik turen tilbage til checkpoint og til bussen hjem til en tiltrængt kop kaffe.
- comments
solveig og Eigil Dejlig igen at høre nyt fra jeres tur og de rigtig spændende oplevelser og fotos der giver os en ide om hvor I har været. kærlige hilsner Solveig og Eigil