Profile
Blog
Photos
Videos
Efter næsten 2 måneder i Indonesien var det tid for mig at sige farvel til det skønne land med de utallige facetter. Jeg kunne have brugt endnu to måneder i Indonesien og stadig ikke blive mættet, men enden på min Asientur nærmede sig med hastige skridt, og jeg havde for længst planlagt at afslutte min rejse med et par dage i Bangkok - dels for at besøge dz card, dels for at få resten af min bagage med hjem.
Mit fly fra Bali afgik ved middagstid, og efter en rolig morgen sammen med Marc, der gik med at pakke sammen og med morgenmad i hængekøjen kom jeg pludselig i tanke om, at jeg havde glemt at bestille kørsel til lufthavnen - ups! Med en times kørsel til lufthavnen var jeg klokken 9.30 en smule presset, da alle taxaer enten var optaget eller tog en helt fjollet overpris. Marc tilbød at køre mig og alt mit habbengut bag på hans motorcykel, men i det samme forbarmede familien fra homestay sig over mig. Deres søn kom ræsende og kørte zigzag hele vejen til lufthavnen for en ganske fin pris. Med lidt koldt vand i blodet (og held!), så ordnede det sig alt sammen endnu en gang.
Da jeg ankom til Bangkok tog jeg straks ud til det hostel jeg tidligere på min tur havde boet på, og jeg fik med det samme en seng i ét af de velkendte dorms. Jeg havde tidligere på dagen lavet en opdatering på Facebook, om at jeg ville være i Bangkok de kommende dage, og i det samme tikker der en besked ind på min telefon fra Hannah (den tyske pige, jeg havde mødt i Laos og senere lavede ø-hop med på Gili Islands i Indonesien). Hun var i Bangkok indtil næste morgen, hvor hendes rejse ville gå hjem til Tyskland. Vi aftalte at mødes til et par drinks på Khao San Road samme aften.
Vi aftalte at mødes ved en juicebar i den ene ende af Khao San Road, og efter en times taxakørsel i den forfærdelige Bangkok-trafik stod jeg der nærmest på klokkeslættet... og ventede… og ventede.. Efter at have glanet i 20-30 minutter kommer der to engelske fyre hen og beder mig om at gøre dem og deres øl selskab indtil min veninde kommer. Jeg siger taknemmeligt ja (det var efterhånden flovt at stå ensom i en fin kjole midt i Bangkok)! Det viste sig at være to enormt underholdende gutter, og snakken gik helt uden problemer lige fra starten af. De drillede mig b.la. med, at min veninde var en opdigtet person, og at jeg i virkeligheden var gået i byen alene for at finde nye venner. HELDIGVIS dukker Hannah op nærmest i det samme. Hun havde stået i den anden ende af Khao San Road, hvor der også er en juicebar - flot! Vores gruppe på fire havde en alletiders aften!
Dagen derpå, onsdag, gik med besøg på dz card. Da jeg ankom på dz card blev jeg mødt af P'Meaw, som jeg kender fra min tid i virksomheden i 2011. Hun var "moren" i gruppen, og jeg fik et stort kram af hende, hvorefter hun ivrigt ringede op til salgsafdelingen og sagde "P'Stin' is here!". Jeg lovede at komme tilbage til en længere snak, men gik med hastige skridt op mod salgsafdelingen, hvor jeg hørte til førhen. ALT lignede sig selv, og selvom der manglede et par ansigter hist og her, så var størstedelen af "pigerne" der, og vi snakkede og pjattede løs i en halv times tid, inden de vendte tilbage til arbejdet. Jeg fik også hilst og snakket med både Marianne, Frederik og Harry, som inviterede mig med til en aften ude i byen den kommende fredag. Herefter gik turen tværs igennem virksomheden, hvor jeg besøgte den gode Hr. Jørgen Schmidt. Han havde afsat tid til mig i kalenderen, så det føltes nærmest som et helt møde, da hans sekretær fortalte mig, at "Khun Jørgen" nu havde tid til at se mig. Jeg satte mig over for ham, og vi fik os en god lang snak, hvor han spurgte ind til mit studie, mine erfaringer fra Thailand og mine fremtidsplaner (som jeg i øvrigt snart skulle have styr på!). Efter mødet gik jeg over for at hilse på Faisal, hvor vi grinede og pjattede, som vi altid gør. Det var efter her, at jeg flyttede hjem til Faisal. Han brød sig ikke om, at jeg boede på et hostel, og da han har et fleretagers hus og rigeligt plads, bad han mig om at spendere de sidste dage i Bangkok hos ham og hans familie. Jeg var enormt beæret over den gæstfrihed, han og familien viste mig - og så var det det bedste hotel, jeg havde boet på siden min rejse begyndte!
Torsdag gik med en hel del shopping, og om aftenen mødtes jeg med Lily, en tysk pige fra gruppen i Kuta på Lombok. Hun havde lige som mig et par dage i Bangkok, og vi besluttede os derfor at mødes til et par drinks om aftenen. Her stødte vi endnu en gang ind i de engelske fyre, som jeg havde mødt sammen med Hannah tidligere på ugen. Endnu en gang en festlig og sjov aften hvor jeg listede mig ind af indgangen til Faisals hus en gang midt på natten.
Fredag var jeg ude for at høre livemusik og drikke øl med folkene fra dz card. Jeg var lidt spændt på, om man mon kunne finde noget at snakke om efter så lang tid, men som de fleste gange, havde jeg selvfølgelig ikke noget at bekymre mig om. Vi snakkede, grinede og dansede hele aftenen, indtil vi tog videre til et andet sted. Her stødte to af mine tidligere rejsevenner til, bl.a. Stephen, den engelske fyr, jeg havde mødt i både Chiang mai (Thailand) og Vang Vieng (Laos), og som jeg fløj luftballon med. Han kom til Bangkok for at kunne sige farvel til mig, inden min rejse gik tilbage til Danmark og hans gik videre til Australien og New Zealand. Vi havde kun halvanden dag sammen, men vi nåede en hel masse og hyggede os vældig på den korte tid.
Den sidste aften, lørdag, var en smule vemodig, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var så uvirkeligt, at jeg snart var på vej hjemad, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad mine følelser omkring det var. På den ene side var jeg "mættet" af oplevelser og var ikke sikker på, at jeg kunne rumme mere, på den anden side kunne jeg slet ikke se mig selv tage hjem til en normal hverdag. Jeg var hverken glad eller ked af det, men et mærkeligt sted lige imellem. Da jeg indså, at jeg pakkede min backpack for sidste gang, sad jeg tilbage med følelsen "nå, det var så dét".
Tidligt, tidligt søndag morgen fik jeg sagt ordentligt farvel og tak til Faisal, inden jeg hoppede på en taxa til lufthavnen. Nu var der bare 18 timer til, at jeg ville være tilbage på dansk jord!
Billede: Stephen elsker mangohatten (og damen) på markedet
- comments
Rie Plasmann Det er nu dejligt at have dig hjemme igen, Stine.