Profile
Blog
Photos
Videos
Mae Hong Son er en by i Mae Hong Son Province, den vestligste provins i Thailand. Mae Hong Son grænser op til Burma og er beliggende i en dyb dal og er samtidig den mest bjergrige provins i Thailand. Rejsen fra Pai til Mae Hong Son var snoet og kringlet, men heldigvis var jeg så træt, at jeg sov det meste af vejen - på den måde slap jeg for køresyge!
Jeg havde ingen idé om, hvor noget var i byen, så da jeg blev smidt af bussen, vandrede jeg lidt rundt, indtil jeg fandt nogle forskellige guesthouses i det område, der for mig lignede centrum. Jeg besøgte to forskellige steder og efter lidt prutteri om prisen, fik jeg begge stedet tilbudt et dobbeltværelse med varmt bad for 150 bath pr. nat (25 DKK!). Jeg valgte stedet "Johnny House", da det så en anelse mere rent og pænt ud, end "Like View", der ellers også så pænt og nydeligt ud. Mit første stop herefter var hos turistkontoret, så jeg kunne få en idé om op og ned på byen. Manden bag disken var samtidig politimand, og han tegnede og forklarede som det gjaldt hans liv at gøre mine dage i Mae Hong Son så gode som muligt. Jeg nåede at blive ret gode venner med ham - måske fordi jeg var den eneste, der brugte hans service.
Med et kort i hånden fik jeg lagt en plan for den følgende dag. Denne dag var samtidig min eneste hele dag i Mae Hong Son, og for at få mest muligt ud af den, lejede jeg en scooter for at kunne nyde landskabet og de omkringliggende sights på bedst mulige vis. Scott, der også var i byen, fulgte med mig og sammen kørte vi nord på for at se The Royal Palace, en hilltribe, Shan Village (en smuk lille by, hvor de laver deres egen kaffe og te) samt The Chinese Village. Sidstnævnte grænser helt op til Burma, og efter at have kørt ad diverse bumpede veje og stier, nåede vi til et skilt, hvor der stod "Myanmar" på den ene siden og "Thailand" på den anden. Det stod sammen med et andet skilt, hvor der stod "No entry soldier", så da der kom en flok militærgutter, sluttede eventyret og vi måtte vende om. Vejen hjem var længere, end vi lige havde regnet med, så vi nåede ikke hjem før mørkets og kuldens frembrud. Så med klaprende tænder hoppede jeg i et skoldhedt bad så snart jeg kom hjem, inden jeg mødtes med Scott igen for at spise aftensmad.
Næste dag tog jeg på egen hånd 9 kilometer ud af byen til en hilltribe village for at se long neck-befolkningen. Desværre fik man en følelse af, at byen var opstillet til ære for turister. Herefter besluttede jeg mig for at gå op til The Temple on the Hill. Som navnet indikerer, ligger templet på en bakketop, og der var LANGT! I alt 1 kilometer udelukkende bestående af stejle trappetrin - pyha! Da jeg nåede toppen og havde fået pusten, havde jeg mulighed for at nyde den helt utrolige udsigt deroppe fra. Templet i sig selv var specielt, da det var en blanding af thailandsk og burmesisk stil - noget der kendetegner Mae Hong Son. Efter formiddagens oplevelser mødtes jeg med Scott for at planlægge vores næste step på rejsen. Vi besluttede at tage tilbage mod Pai og overnatte i Sopphong - en lille flække midt imellem Mae Hong Son og Pai.
Billede: Scott og jeg spørger om vej på vej til grænsen til Burma
- comments