Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derude :)
Ja, så gik den første uge - og den er fløjet af sted! Vi har fået en rigtig god start på studiet ude på vores Study Center. I denne uge har vi haft forelæsninger om Syd Asien (mest Indien) - om kultur, politik, religion, historie og konflikter i Indien og de omkringliggende lande. Det har været mega spændende, og man begynder hurtigt at se de ting man oplever på gaden med andre øjne. Bl.a. har vi lært at selvom diskriminationen af Dalits (den laveste kaste i kastesystemet) bliver straffet hårdt, foregår der stadig massiv diskrimination mod den gruppe, og mange opgiver stadig uddannelse og tvinges til at udføre de absolut lavstlønnede og mest beskidte jobs (bl.a. rensning af tør-latriner uden at måtte bruge vand!) på grund af systematiseret diskrimination.
Studie centret er fantastisk! En skøn grøn og ren oase midt i alt kaoset. Jeg må indrømme at den ekstreme mængde af affald i byen og på gaderne har chokeret mig ret meget - på trods af at Pondi skulle være et af de pænere steder i Indien. Men der er stadig ufatteligt meget skønhed her. En af eksemplerne er de indiske kvinders tøj. Der er stort set ingen kvinder der går i vestligt tøj, så gadebilledet er fyldt med kvinder i Sarier lavet af det mest fantastiske stof! Næste uge har vi "Indien dag" på studiecentret, hvor vi skal have indisk tøj på og spise mad fra bananblade. Jeg var derfor ude og shoppe stof til min Sari igår. En sari er et ca. 6-7 meters langt stof der vikles rundt om kroppen på forskellige måder alt efter hvor du kommer fra og hvilken sari det er. Vi gik ind i en stof butik og fortalte manden jeg skulle bruge noget sari stof og han begyndte straks at hive ned fra hylderne. Han holdte sig til røde/brune/beige farver, for tror han synes jeg var en blegskid, der ville se dum ud i de klare farver :) Men det var virkeligt svært at vælge, for de mange forskellige mønstre og farver er ubeskriveligt flotte - men endte med et laksefarvet/bleg lyserødt mønstret stof, og betalte ca 60 kr for de 7 meter, fuldstændigt vanvittigt! Så skal jeg bare have fundet en skræder der tager mine mål og bikser den sammen for omkring en 20'er. Har også fået lavet nogle skræderlavede lædder sandaler, hvor manden målte min fod af og tilpassede den, til 70 kr - det var rigtigt skægt og vi fik en lang snak med den unge skomager!
Omkring vores hus er en masse virkelig gode restauranter, så indtil videre har vi hver aften været ude og spise lækker lækker mad. Indien er virkelig stedet, hvis man gerne vil finde noget spændende vegetarmad. De kan bare et eller andet med krydderier, som vi ikke helt har forstået derhjemme. Så vi vælter os i linser, kikærter og lækre grøntsager. Når vi får kød er det oftest kylling eller fisk. Køer er hellige så man kan ikke få det særligt mange steder, og når man kan har vi oplevet at de er ret dårlige til at tilberede det, og kødet stort set er uspiseligt. Men det gør ikke så meget når der er så meget andet lækkert. Kommer til at trille hjem her fra :) Vores værtsmor har også lovet at give os nogle madlavningslektioner, så vi kan lære deres hemmeligheder!
Selvom maden er virkelig lækker, har den fældet mange af vores medstuderende, og den ene efter den anden går ned med madforgiftning og sygdom. Det er lidt ubehageligt at så mange er blevet syge, men vi prøver at holde os fra rå grøntsager og så ellers være fuldstændigt paranoia med mygge-beskyttelse. Der er en pige der har fået Dengue feber, og det skal jeg dælme ikke have, så jeg smører myggecreme på som en vanvittig, og sprøjter hele vores værelse til flere gange om dagen - og har faktisk kun fået et minimum af stik. En af grundene til folk bliver stukket så meget, er at der i slutningen af december har været en stor cyklon her, som virkelig har ødelagt byen. Træer er væltet, tage fløjet væk og mure væltet ned over folk. Det har også gjort at her er mere fugtigt end normalt og myggene derfor har et sted at lægge æg. Men oprydningen efter cyklonen er i fuld sving, og over alt bygger folk huse op igen og repererer tage. Tænker bare at når sådan noget rammer, må det gå utroligt meget ud over de fattigste, der lever i bambushytter med noget der minder om bølgepap som tag. De må have haft det hårdt under stormen.
Næste uge starter studielivet for alvor, med store mængder læsning der skal klares - men mon ikke det går når den nye læseplads er en hængekøje under en palme :) Næste weekend håber vi at kunne tage et smut til en by der hedder Mamallampuram der ligger ca 2 timer fra pondi, hvor vi kan smide os på stranden og udforske nogle templer! Vi føler os ret heldige!
Mange varme hilsner fra Rebecca
- comments
Jakob risegaard buhrkall Hvor er det godt at høre fra dejlige Syd Indien , og at i nyder det .Jeg kan mærke at jeg snart bliver nøndt til at vende tilbage og se hvordan det har udviklet sig . husk at i kun kan tage for få billeder . Her er det koldt med lidt sne.Niels kommer hjem i morgen og tager videre til Tyskland på mandag.sammen med vennerne.Lene og jeg tar til Sverige for at slappe af på en ødegård .Måske save et lille hul i en skovsø for at blive en svensk vinter bader Glæder mig til at læseferies næste rejebrev . hils Rebeca mange gange Knus Jakob
Jette og Morten Hvor er det flotte billeder. Det må være spændende at være en del af bylivet med så fremmed en kultur. I ser ud til at have det godt. Vi ser allerede frem til næste rejsebrev. Kan I have det godt og pas godt på jer selv.
Liv Åh, det er så skønt at læse lidt om hvad i laver på den anden side af kloden. Man får umådelig lyst til selv at rejse ud i det blå. Jeg kan slet ikke forholde mig til læsepladser blandt palmer og nær poolen, men det lyder som noget der burde prøves. Beskrivelsen af alle jeres fine, farverige oplevelser er slugt rub og stub, når man selv er fanget i et vinterkold Danmark. Nyd det, jeg krydser fingrene for at Dengue Fever'en holder sig langt væk. Savner jer.. Knus, Kram og Kærlighed