Så for hulan!

Så er det vist tid til en ny update. Startende fra i søndags, hvor turen gik til det lokale Sri Aurobindo Ashram. Dette Ashram indeholder en skole, et bibliotek og en dinning-hall. Det er så her jeg gerne vil udbrede mig langt og flot omkring hele historien bag, men ham, der kom og forklarede det hele havde en udpræget indisk accent (uforståeligt), der gjorde det lidt svært. Dog fik jeg med at man ikke har eksamner i skolen og at man ikke bliver tvunget til at læse eller lære. Man skal selv ville.....Desuden er der intet hieraki og alle er bedste venner. Sådan da. (Jeg anbefaler at I lige spørger Google, for det er rent faktisk ret interessant)

Igår mødte vi så vores nye forlæser for de næste to uger. Dr. Oberprantacher. Han er en italiensk mand, der kan tysk og hvis tredje sprog er engelsk. Det var ca. det, der blev lagt mest vægt på under første forelæsning. Dog høstede han vældig mange point, da han fortalte at han for at understrege sine pointer afspiller et Monthy Python klip til sidst i alle hans timer, for at samle op. -Og ja, det er rent faktisk muligt at bruge MP fagligt. Nu glemmer jeg det aldrig!

På fredag er der India day, hvilket betyder at alle skal iklæde sig traditionelt indisk tøj, og at der bliver serveret indisk mad (hvilket jeg troede var det vi får hver dag) som skal spises med fingrene. HAPS! Men altså, det der med at anskaffe sig indisk tøj er en udfordring, som selv BS ville have svært ved. Rebecca gik efter den meget smukke Sari, hvor der hører kjole og bluse til. Hertil skal bruges 9 meter stof ca. og derefter skal man finde en skrædder til at sy den. Dog havde de lige glemt at fortælle, at kjolen er noget man køber separat. Jeg foretrak den mere stille og rolige udgave kaldet Tjuridah eller Punjab. Det er bukser, trøje og et sjal.

Men da jeg havde spenderet en formue (set med indiske øjne) og kom hjem og prøvede tøjet, måtte jeg sande at jeg er abnormal. Eller det er selvfølgelig inderne, der er helt forkert proportioneret, for jeg har aldrig set en inder med så lange tynde ben, som mine bukser mente mine ben skulle være. Rebecca var ellers hurtig med saksen og prøvede at stoppe mit noget mopsede humør ved at klippe bukserne op, så jeg kunne få fødderne igennem. Nu ejer jeg et par shorts. Alt endte dog lykkeligt, og Mama Rani hjalp med at finde skrædder og nu er der styr på det.

Hvad ellers? Jo, så tog vi skolebussen aka dødsbussen hjem idag, og lever stadig. At chafføren mente at det var en fed ide at overhale på verdens smalleste bro med modkørende trafik, er ikke noget man får en præmie for af mig. Idag var også dagen, hvor vi så 10 vandbøfler (som nok ikke var vandbøfler) overtage trafikken, ved bare at spankulere cool rundt som om der ikke var 1000 knallerter og busser, der dyttede ihærdigt. I love Indien!!!

Nå ja, så har jeg døbt en del af vores gade for Roskilde street, for der lugter lidt lige sådan på en varm dag (fy for pyffer)....

Imorgen er det pool-time. Jaa hvor er det rart at bo i Indien lige nu :)

Peace (no conflict)

Sofie