Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Danang kl. 8.00 og skulle køre fra stationen til hotellet i bus. Det tog cirka 40 minutter. Vores værelser var selvfølgelig ikke klar endnu, så vi satte os ind og fik noget morgenmad. Martin havde købt havregryn, så det spiste han, og Simone betalte for morgenmadsbuffeten (60.000 dong = 17 kr.). Hoi An er kendt for rigtig mange butikker, hvor man kan få skræddersyet tøj, sko, takser osv. efter eget ønske. Derfor pakkede vi en rygsæk, og så gik vi alle sammen ned til en af disse butikker. Det var Andrew som havde anbefalet netop den butik. Vi satte os alle ned og begyndte at kigge i blade, man skulle jo finde noget, man ville have. Det var godt nok svært. Vi havde jo fået syet noget i Bangkok, så vi vidste ikke helt om vi ville have lavet mere. Vi kiggede i blade og på nettet, men nettet i den butik var så dårligt, så vi kunne ikke rigtig bruge. Der var kun en computer, og vi har hele gruppen i butikken, så vi kunne godt se, at det ville komme til at tage lang tid. Simone havde fundet et par sandaler, hun ville have lavet, så vi gik over til den skobutik, som hørte til den tøjbutik, som vi først havde været i. De tog mål, og Simone valgte farve og så kunne vi komme og prøve den næste dag kl. 10. Vi tog tilbage til den anden butik igen, der var stadig mange, så vi besluttede at gå tilbage til hotellet og bruge deres net. Vi lånte deres computere, og det endte med at Simone fandt en kjole, hun ville have lavet. Martin fandt ikke noget, men vi gik altså tilbage til butikken igen og viste kjolen. Simone skulle først vælge en farve og dernæst tog de mål og så ville kjolen være klar kl. 11 næste dag. Vi tog tilbage til hotellet og fik vores værelse, hoppede i badetøjet og gik ned til poolen. Det var vildt lækkert, dejligt varmt - vi nåede lige at ligge der i halvanden time og så var det tid til at gå i bad og skifte tøj. Vi havde nemlig alle sammen tilmeldt os en cykeltur rundt i Hoi An området. Vi kørte af mange små veje og kom til et sted fyldt med rismarker og køkkenhaver. Køkkenhaverne var virkelig passet flot, men der gik også mange rundt og arbejdede i dem. Vi stoppede op et sted, hvor der lå tre buffalos i et vandhul - det er sådan nogle tyrer lignende nogle med kæmpe horn. Vi kørte videre og begyndte desværre at regne lidt, heldigvis ikke så meget, som det kan gøre hernede. Næste stop var hos en mand som havde en buffalo, nu kunne vi så prøve at ride en tur på den. Martin var den første, den red ud i et vandhul og op land igen og så tilbage. Manden var total glad og sang og viftede med armene hver gang den red en tur. Vi prøvede begge to, og det var en rigtig sjov oplevelse.
Vi kørte videre mod den båd, som vi skulle ud at sejle med. Vi skulle nemlig ud for at se solnedgangen - problemet var bare, at der var skyer over hele himlen, så vi kunne ikke se solnedgangen overhovedet, men vi fik da en hyggelig sejltur. Vi havde taget cyklerne med på båden og blev sat af ikke så langt fra hotellet. Vi mødtes til aftensmad kl. 20 - vi tog hen på en lille lokal restaurant. Det var et sted, hvor man skulle lave sine egne forårsruller / rispapirsruller, for de blev ikke friturestegt. Der blev sat salat, kød, æggekage, grøntsager og små forårsruller med rejer i. Der var nogle vietnamesiske damer, som startede med at vise os, hvordan man skulle gøre eller det troede vi. De blev ved med at lave til os, man havde dårlig nok spist en før man fik en mere. Martin sad og spiste en og var ikke færdig, men fik stukket en i den anden hånd og så sagde de ellers bare DYP DYP (vi skulle dyppe dem ned i noget sovs). Vi synes, at det var lige lidt for meget - det gik alt for stærkt, og vi blev fuldstændig proppede, selvom vi ikke spiste så mange, men fordi det gik så hurtigt. Vi blev enige om, at det var sjovt nok lige at prøve og få den oplevelse, men det var ikke noget rart måltid. Vi var nok færdige med at spise 20 minutter efter vi havde sat os, så det gik rart stærkt!
Efterfølgende gik vi ned mod byen og butikkerne - vi blev enige om med de to andre danskere at gå lidt rundt og kigge og så mødes med de andre på den bar, hvor de ville tage hen. Vi tog en drink på baren og sad bare og snakkede og så gik vi hjemad omkring kl. 00.
Dagen efter gik vi ned og spiste morgenmad og gik ned mod butikken fra i går for at prøve kjolen og skoene. Vi gik først hen og prøvede skoene - de var fine nok, men manglede lige nogle rettelser. Kjolen passede også nogenlunde, men der skulle også lige rettes lidt ind hist og her. Vi aftalte at komme til omkring kl. 15. Vi havde aftalt med en af de andre, at vi skulle leje nogle scootere og køre lidt rundt på dem, så vi lejede to (4 dollars for en hel dag). Vi delte en, så Martin kørte, og Simone sad bagpå - det var super sjovt! Vi kørte mod en af strandene, der var cirka 4-5 km dertil. Det var en rigtig flot strand, ikke særlig turistet og med palmer i baggrunden. Derefter kørte vi videre mod en anden strand, men på samme kystlinje. Her parkerede vi scooterne og gik ned på stranden - den var lidt mere turistet end den anden. Vi gik hurtigt ned og fandt vores scooter og kørte videre. Da vi skulle ud at det lille parkeringssted var der en stolpe. Martin satte den i gear og kørte langsomt, men sand og håndbremse er ikke en god blanding, så vi kørte faktisk ind i stolpen - HAHA, så fik vi os et godt grin, og det var der også andre der gjorde. Vi kørte tilbage til hotellet for at mødes med nogle af de andre englændere. De lejede også nogle scootere, og så kørte vi sammen ned og spiste frokosten ved floden.
Efter frokost kørte vi selv rundt for at se på nogle butikker og bagefter tilbage for at prøve kjole og sko igen. Denne gang passede begge dele bedre, så vi fik dem med hjem. Simone er nogenlunde tilfreds, så det er fint nok. Vi kørte tilbage med scooteren og gik tilbage til hotellet. Her tog vi en dukkert i poolen før vi skulle mødes med de andre, som havde tilmeldt sig cooking class. Vi gik derhen og blev introduceret for, hvad vi skulle lave og så gik vi hen til et marked, hvor han fortalte os om, de forskellige madvarer man bruger her i Vietnam. Det var et utroligt marked med vildt mange madvarer. Vi gik tilbage til stedet, hvor vi skulle lave mad. Vi startede med at lave en rispandekage med kød og bønnespirer i, den skulle vi bruge til rispapirsruller, men efter gårdagens oplevelse, havde vi ikke specielt meget lyst til det, men rispandekagen smagte godt. Derefter lavede vi kød og fisk til hovedretten. Vi lavede vores egne forårsruller og en kyllinge-papaya salat. Vi det hele smagte virkelig godt, men vi kunne specielt godt lide forårsruller og salaten, så det vil vi prøve at lave derhjemme, vi fik nemlig opskrifter med.
Alle gik efterfølgende hjem til hotellet, og vi ligger nu på vores værelse. I morgen skal vi videre til Hue, det tager fire timer i bus. Vi tager af sted kl. 8.45, så nu må vi se, hvad vi så oplever i den by.
- comments
Simone Hilt Bartholin Billederne dertil kommer imorgen!!
Anne-Grethe Morell Hold op, hvor I oplever meget. I må hellere købe en kuffert til al det tøj, I får lavet på vejen :-) Kan I blive ved med at rumme al det I oplever? Knus
Nini Hilt Bartholin Glæder mig til at smage jeres mad, når I kommer hjem. ;) Og til at se Simones kjole og sko. Knus mor <3