Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til hotellet omkring kl. 7.45 og gik direkte ind for at spise morgenmad. Efterfølgende sad vi og ventede i receptionen på at få vores værelser. Der gik heldigvis ikke så længe, så vi kunne komme op og få slappet lidt af inden kl. blev 11.30. Vi skulle nemlig ud at se Halong Bay - som består af mere end 3000 små ´kalkstens klippeøer. Øerne er fyldt med små grotter, træer og planter samt dyr. Vi kørte med bus ned til havnen, hvor en båd ventede på os. Vi satte os ind ved nogle borde og fik frokost imens vi sejlede ud mod alle øerne. Der var både seafood og kød samt grøntsager, ris, nudler, forårsruller og frugt. Der var et soldæk på båden, både oppe og nede, der gik vi ud efter frokost og tog en masse billeder. Det er simpelthen noget af det vildeste natur og flotteste, vi har set. Vi er begge enige om, at det er det flotteste, vi har set på denne tur indtil videre. Selvom alle de andre ting også har været flotte, men der var bare et eller andet over det her sted. Vi sejlede hen til en lille by midt på havet, den bliver kaldt den flydende by. Der lå huse og både i vandet, som folk så boede i - midt inde mellem øerne. Vi stoppede ved et sted, hvor man kunne leje kajakker. Vi lejede en kajak til to personer og så havde vi en time til at sejle rundt i området mellem de store klippeøer. Desværre tog vi ikke vores kamera med på kajak turen, da vi var bange for, at det ville blive vådt, men vi fandt ud af, at vi sagtens kunne have taget det med. Vi sejlede ind gennem små grotter og endte i en bugt omringet af høje klipper. Vi sejlede hen og rørte klippen, Simone tog fat i klippen og skubbede kajakken i gang, Martin havde set at lige ovenover Simones hånd havde siddet en stor edderkop, det så Simone heldigvis ikke, og Martin nåede ikke at sige noget før Simone ikke rørte ved klippen mere. Det var heldigt, at Simone ikke så den edderkop, for så kunne det godt være, at vi var endt i havet. Vi havde fået at vide, at man ikke måtte svømme i vandet omkring Halong Bay pga. for mange ulykker, hvis man gjorde det ville man nok komme i kamp med politiet, så vi holdte os langt væk fra vandet. Martin fik den ide at sejle ind gennem en lille grotte/ hul i klippen, som han havde fundet. Først var Simone ikke helt vild med ideen, da hun ikke troede at kajakken eller vi selv kunne være der. Men det endte med at vi prøvede og kunne lige præcis få kajakken igennem og vi måtte selv bukke os lidt ned - den kajak tur var også en ret fed oplevelse. Vi sejlede igennem den flydende by og tilbage til vores egen båd. Derfra sejlede vi hen til en stor grotte, så vi steg af båden og gik op af en masse trapper og ind i grotten. De havde sat forskellige farvet lys op derinde - det var også rigtig flot. Den var ikke så lang, så det var lige til at klare for Simone, hun havde nu været lidt nervøs for den, men det var en oplevelse, hun ikke ville gå glip af. På vejen ned stoppede vi ved en udkigspost og tog nogle billeder af gruppen. Der var en som fik øje på en kæmpe edderkop, dens krop var ikke så stor, men dens ben var lange og tynde. Den var cirka på størrelse med Simones hånd. Efter det syn gik Simone foroverbøjet ned til båden, der var et godt stykke tilbage til båden og vi så da også flere edderkopper på vejen, dog ikke så stor som den første. Vi gik ombord på båden og sejlede tilbage mod havnen - det har godt nok været en fantastisk oplevelse. Vi kørte med bussen tilbage til hotellet og slappede lidt af inden vi skulle mødes kl. 18.30 til aftensmad. Vi besluttede at tage på nat marked efter maden sammen med nogle af de andre, det var et lidt kedeligt marked i forhold til de andre, vi har været på. Hver lille bod solgte de samme ting, så det var ret meget det samme. Vi tog derfor hjem til hotellet rimelig tidligt, da alle var ret trætte efter togturen. Næste stop på vores rejse er Hanoi - Vietnams hovedstad. Det er sidste stop i Vietnam, så det er lidt mærkeligt, men vi glæder os til at se byen.
- comments
Anne-Grethe Morell Dejligt at høre, at Martin har det bedre og kan tage med ud og opleve de dejlige ting, I skriver om. Håber ikke nogen af jer bliver syge resten af ferien. Knus
Nini Bartholin Skønt, skønt og skønt med alt det i oplever. Og godt at i er friske igen. ;) Simone..... måske er de danske edderkopper ikke så slemme endda. ;) knus mor