Profile
Blog
Photos
Videos
De sidste dage siden lørdag er endnu en gang forløbet med en masse sightseeing, dog med plads til en omgang vindue shopping (og denne gang faktisk uden at købe noget :b)
Lørdag tillod vi os at sove en smule længere i anledning af… at det nu engang var lørdag. Det betød også, at vi kom lidt senere hjemmefra, end vi har gjort de andre dage. Denne dag var det nu heller ikke noget problem, da den eneste plan for dagen var at tage ud til et lidt alternativt kunstdistrikt, der inden for de sidste par år er blomstret op i Beijing i et af byens gamle fabriks- og produktionskvarterer. Området hedder "District 798" og består af mange gamle og alternativt indrettede fabrikslokaler, hvor der sælges alle mulige former for kunst, møbler, smykker og tøj. Selvom omgivelserne var lidt slidte, viste det sig at være den klart modebevidste overklasse, der brugte tiden der. Priserne var meget høje, så Signe og jeg valgte ikke at bruge vores penge der, men i stedet gemme dem til de mange ture på markeder, vi endnu har til gode (-;
Endnu en gang lykkedes det os at få os en kinesisk ven. Han var lidt ældre end os og boede i området omkring kunstdistriktet og var, som flere andre kinesere, interesseret i at få brugt sit engelsk. Han præsenterede sig med sit engelske navn "Seven", som vi studsede lidt over. Vi fik talt med ham et par timer, mens vi så området, og hvor han hele tiden ihærdigt forsøgte at lære os en masse kinesisk til gengæld, selvom det for vores vedkommende er sevet ud igen.
Aftenen blev brugt på afslapning, inden det endnu en gang stod på en "meget krævende" sightseeing dag.
Søndag gik turen til Himlens Tempel, som vi forinden ikke var helt vilde for at komme ud til, men vi havde hørt, at det skulle være et must see, når man er i Beijing, så selvfølgelig ville vi derud. Det er en kæmpe park i den sydlige del af Beijing, hvor hovedattraktionen er "Hall of Prayer for Good Harvest", der er et stort tempel opført i samme stil, som vi så i den forbudte by. Virkelig flot bygning i en mørkeblå farve og med mange, mange udsmykninger udenpå og indeni. Udover dette fandtes der flere andre templer i parken, som vi fik set. Ellers gik vi rundt på de mange små stier, nød vejret og så alle de lokale kinesere, der var kommet derud for at synge i kor, danse eller lave gymnastik. Det var en rigtig sjov oplevelse både at se noget meget turistpræget blandet med det lokale.
Mandag var den optimistiske plan endnu engang at tage et kulturelt indslag med et besøg på Nationalmuseet, men denne ide blev hurtigt droppet til fordel for en tur til gaden, hvor det hele efter sigende skulle ske i Beijing. Wangfujing street skulle både indeholde diverse forskellige vestlige og kinesiske forretninger, og det skulle også være et af stederne, hvor der sker noget om aftenen. Vi endte med metroen under et stort shopping mall med ALLE de rigtige mærker, men desværre også med de "rigtige" priser, så vi nøjedes denne gang med at kigge og beundre det meget imponerende center. Uden for gik vi på en lang gade med mange mennesker og en stor vej med 6 spor i hver retning. Desværre fandt vi ikke butikker med priser, der passede til os, men det må blive et projekt for næste gang, vi tager til dette sted, for i går var absolut ikke sidste gang!
I dag tirsdag står den på endnu en gang undervisning. Vi blev hentet i morges lidt over 8 og skal have undervisning fra 14-16, inden vi igen bliver kørt hjem 17.30. Dagene herude på fabrikken er derfor meget overskuelige arbejdsmæssigt, men de kan også blive en smule lange. Dog har vi brugt det meste af formiddagen på at planlægge undervisningen for de næste par uger til alle fire hold, som skal have lidt forskellige opgaver dog inden for samme overemne, der denne gang bliver "uddannelse". Da der kun er tre, der skal undervises hver gang, foregår undervisningen oftest mest som en samtale, hvor vi i starten snakker meget om emnet, vi har valgt, og relaterede underemner, hvorefter vi går over til et lidt sjovere indslag med quiz eller lignende. Niveauerne på de fire hold er meget varierende, hvor de bedste snakker meget godt engelsk og faktisk sagtens kan føre uforberedte samtaler, uden der er et problem. På det laveste niveau er det meget nødvendigt for dem at støtte sig til de forberedte spørgsmål, hvor de oftest har skrevet hele sætninger derhjemme, som de læser op. Men i løbet af timen får vi som regel mere og mere samtale med dem uden papir, selvom der en gang i mellem stadig opstår nogle misforståelser.
Nu sidder vi og venter på frokosten, der bliver serveret 12.30. Det er altid spændende, traditionel og lækker mad, vi får her på fabrikken. Som regel er det en varm ret og to kolde med nogle grøntsager mv. Noget ris og nogle gange lidt frugt. Så vi er godt forsynet herude, og det er meget skægt at prøve en masse forskelligt kinesisk mad.
I aften er planen at prøve en nærliggende restaurant, der laver de traditionelle kinesiske dumplings, der er noget kød/grøntsager pakket ind i en form for dej og sandsynligvis dampet. Så i dag står det for en gang skyld ikke på risengrød (-;
Det er virkelig rart at høre hjemmefra, at der er så mange, der følger med på vores blog, det er dejligt at vide, at der er andre end os selv, der får glæde af alle vores blogindlæg (-:
- comments
Eline Rasmussen Hey skønne piger! I er savnet herhjemme og vi er efterhånden flere, som synes det snart er på tide, at I vender snuden hjemad! :) Det er super fedt, at læse (og se billeder) om/af alle jeres oplevelser. Man må sige, at I ikke spilder tiden! :) Knus og kram herfra.