Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har vi taget hul på den sidste uge her i Beijing, og det er blevet tid til sidste gang for mange ting.
Sidste torsdag tog vi sammen med Niels og Mads på en arrangeret bustur med et lokalt turistbureau, og det endte med at blive en lidt blandet tur med både gode og lidt skuffende oplevelser. Vi skulle mødes med guiden inde i midtbyen allerede kl. 7 om morgenen, hvilket betød, vi var oppe lidt i 5 for at nå den første metro. Vi var i alt syv med på turen + en guide og chauffør. Første stop var Ming-gravene, der ligger et stykke udenfor Beijing, vi havde derfor mulighed for at sove en smule i bussen, hvilket var lidt tiltrængt (; Vejret klarede meget op på turen og skiftede fra regn og gråvejr vi til skyfrit med strålende sol. På trods af vores lidt begrænsede viden om stedet havde vi alligevel lidt forventninger til, hvad vi skulle se. Ming-gravene er et stort område på omkring 40 km2, hvor kejserne og andre vigtige folk fra Ming-dynastiet ligger begravet i store høje sammen med et væld af guld og jade, koner og i kejsernes tilfælde også mange konkubiner, der mere er tjenestepiger end egentlig hustru. Foruden de mange gravhøje skulle der også være en meget karakteristisk vej i området, hvor der på begge sider står store marmorskulpturer af dyr i virkelig størrelse med bl.a. elefanter, løver og kameler. Begge dele havde vi glædet os meget til at se, men vi endte med en kort rundtur på en lille time i et større museum, hvor man kun så nogle stentavler, lidt skulpturer af tidligere kejsere, en smule guld og jade og andre småting fundet i gravene. Så vi tog derfra og var en lille smule skuffede, men vi havde været i området og set dets flotte beliggenhed op imod store bjerge, så lidt havde vi da fået ud af det. Derefter tog vi (sammen med de andre 100 turistbusser) mod et jademuseum, hvor vi fik en 5-10 min. Forklaring om jadestenen, hvorefter der var afsat 20-30 min. Til at gå rundt i den store forretning med de mange, dyre muligheder for at købe diverse skulpturer. Bagefter fik vi frokost på museet; det var kinesisk mad, men ikke helt så traditionel, som vi før har fået, det var rettet meget ind efter os vestlige turister. Bagefter tog vi mod Muren og denne gang til en anden del, end den vi de to andre gange har set. Dette er uden tvivl det mest turistede sted med Murens højeste punkt. Der var, til at starte på, sort af mennesker, og menneskemængden sneglede sig af sted for at komme op, men efter vi var kommet lidt væk fra mylderet, fik vi endnu en gang et helt fantastisk syn, der denne gang var præget af de flotte efterårsfarver. Nok en gang var Muren en rigtig god, men hård oplevelse!
Efterfølgende tog vi mod turens sidste stop, der var en silkefabrik. Igen sammen med en del andre hold turister blev vi gennet igennem præsentationen af silke, hvorefter vi havde over en halv time til at kigge på prislister og indkøbsmuligheder. Selvom alle i gruppen var klar til at gå efter 10 min. Var der ikke mulighed for at forlade stedet før vi minimum havde været der en halv time, hvilket gav lidt irritation og var et godt billede på, hvor typisk en turistfælde, det var, vi var havnet i. Men på trods af det havde vi en hyggelig tur og specielt Muren var (selv for tredje gang) en god oplevelse!
Fredag formiddag og eftermiddag havde vi ikke så mange andre planer end at sove lidt længere end den foregående dag, og så trængte lejligheden til en seriøs omgang rengøring (; dette blev ordnet, og vi havde lidt tid til afslapning, inden vi ved 18-tiden mødtes med drengene inde ved Sanlitun-området, der er et af Beijings barområder lige i nærheden af Yashou-tøjmarkedet. Her fik vi aftensmad og startede på vores længe ventede bytur. Vi kom rundt til en masse forskellige steder i løbet af aftenen og natten og hyggede os endnu en gang i det kinesiske natteliv (:
Lørdag var der ikke så meget aktivitet før engang efter middag, hvor vi kom op og fik ordnet lidt praktisk med indkøb, en løbetur osv. Aftenen forløb også meget roligt med en film, inden vi tidligt gik i seng.
Søndag var det igen tid til at sige farvel denne gang til drengene, der var vores sidste besøg hjemmefra, inden vi selv vender tilbage mod Danmark. Efter de havde tjekket ud fra deres, hotel kom de ud til os, vi gik lidt rundt i området og besøgte den lidt ældre del af vores distrikt, hvor det bærer præg af at være noget mere slidt og primitivt, end lejlighedsområderne en halv km derfra. Efterfølgende spiste vi på en lokal restaurant og fik sendt dem så af sted mod lufthavnen til sidst.
Mandag var der tid til den næstsidste arbejdsdag. Denne dag stod på den varslede prøve, som alle klarede rigtigt flot! Det var dejligt at se, at der er sket en lille udvikling, i den tid vi har været her. De har lært en smule mere engelsk, men mest af alt har de fået mere mod på at prøve, hvilket hjælper rigtigt meget. Vi havde bagt Signes medbragte drømmekage-blanding som en slags afsked. Der var lidt beregnet til, vi havde til klassen både mandag og onsdag + lidt ekstra til de andre, vi har haft noget at gøre med herude, men de var åbenbart så vilde med drømmekage, at vi kom hjem med fire stykker, der ikke rigtigt kunne række til næste undervisningsgang (;
Tirsdag stod først på rengøring af lejligheden og indkøb til en ny kage, hvor den eneste manglende ingrediens viste sig at være bagepulver, der ikke er til at opstøve i et kinesisk supermarked og endnu mindre er til at få personalet forklaret vha. Tegn og fagter. Det blev derfor med tørgær, vi måtte lave vores kage, hvilket viste sig at blive lidt af en fiasko, vi har derfor medbragt en sødere, brødlignende blanding, der smager fint, hvis man er heldig at finde nogle af de små æblestykker. Men men ingredienserne svarer en lille smule til en dansk æble-kanelkage, selvom smagen ikke helt er der. Så længe det er "traditionelt" dansk, er det forhåbentligt en oplevelse i sig selv for dem (-;
Senere på dagen tog vi ud til et museum tæt ved zoologisk have, hvor de skulle have udstilling af dinosaurer og andre fortidsfund. Der var mange fine og store udstillinger, men alle informationstavler var på kinesisk, hvilket tog en lille smule af glæden for os (;
I dag onsdag er det så sidste dag på arbejdet. Det er både lidt sørgeligt, da der er en del herude, vi har det hyggeligt med, men samtidig er det også en god fornemmelse, at vi snart vender tilbage til Danmark igen. Vi får i løbet af dagen ordnet lidt praktisk omkring afrejsen tirsdag aften, får sagt farvel til de fleste og får fotograferet alle omgivelserne herude, så vi har mulighed for at huske vores arbejdsplads i Beijing, når vi er kommet hjem (:
- comments