Profile
Blog
Photos
Videos
I den sidste uges tid har vi endnu en gang haft besøg hjemmefra; denne gang var det Signes kæreste, Peter, der havde mulighed for at lægge vejen forbi Beijing. Det var endnu engang en dejlig ting at se et velkendt ansigt.
Onsdag formiddag gik med lidt rengøring af lejligheden og klargøring, inden vi tog en taxa ud i lufthavnen for at hente Peter. Der var selvfølgelig (måske mest for Signe og Peter :b) stor gensynsglæde. Og til Signes og min store glæde havde han medbragt pakker fra vores familier, som bestemt stadig bliver nydt (-; Dagen gik ellers med at få Peter installeret i lejligheden og få vist ham lidt af området, inden vi sluttede dagen af på en lokal restaurant og fik præsenteret ham for den kinesiske spisekultur med de mange retter, man deler i mellem sig.
Torsdag stod på et besøg på Muren og undervisning. Desværre startede dagen lidt kaotisk, da det viste sig, at der ikke var plads i lejligheden til Signe og Peter, da der også var andre fra Innovation; det resulterede i, at de måtte rykke på hotel for resten af perioden, hvilket selvfølgelig gav lidt opstartsproblemer. Disse blev dog hurtigt løst, og vi blev hen på formiddagen hentet af chaufføren, Tao, der efterhånden er blevet ret snakkesalig, og som forsøger at forbedre sit engelsk, samtidig med at han gerne vil lære os kinesisk, så det er jo et godt byt (-;
Muren havde jo (som forventet) ikke forandret sig, siden vi besøgte den sidst, men trods det var det stadig en kæmpe oplevelse at se det imponerende bygningsværk. Vejret var den dag lidt overskyet, så den overvældende udsigt, vi havde oplevet sidst, var en smule sløret, men det ændrer absolut ikke på, at det, at komme til Den Kinesiske Mur, er en stor oplevelse! Vi havde ca. 1,5 time der, inden vi igen blev kørt tilbage på fabrikken, hvor Signe og jeg skulle undervise.
Fredag var det for mit vedkommende tid til at opleve Beijing lidt på egen hånd. Signe og Peter tog ind mod den Himmelske Freds Plads og den Forbudte By, og jeg tog ud for at kigge lidt på Beijings "storbyliv". Det havde indtil nu været os lidt af en gåde, hvor folk fra Beijing tager hen, hvis de skal gøre indkøb på af både vestlig og kinesisk art. Dette sted fandt jeg på Wangfujing Street, som er en lang gade med et sandt virvar af både kinesiske og vestlige butikker - alt sammen med menneskemylder og muligheder i overvældende mængder. Efter at havde brugt lidt tid på at udforske de kendte butikker, kom jeg ind på en "kinesisk madgade" med et væld af mennesker og små boder proppet ind på en meget smal gade. Alle boderne solgte ting på pinde eller på anden måde til at tage med - der var alt fra grillede, små blæksprutter til kandiseret frugt og forårsruller. Mulighederne var mange og oplevelserne blandet; jeg turde ikke give mig i kast med at prøve, men nøjedes med at kigge på de mange muligheder.
Lørdag var det tid til at vise Peter først lidt kultur og senere et kinesisk marked; kulturen bestod i Himlens Tempel, og markedet var Perlemarkedet. Begge dele er store og gode oplevelser dog på hver sin måde, og Peter måtte da også erkende, at det er svært at stå imod de mange fristelser på sådan et marked (-;
Søndag vendte Signe og Peter igen ud for at se nogle sightseeing spots i Beijing, bl.a. den Forbudte By indefra, OL byen og endnu et tøjmarked (-; Min dag blev brugt på et kæmpe loppemarked på den anden side af byen, hvor man eftersigende skulle kunne gøre gode fund, hvis man kan skille ragelse fra… hm knap så meget ragelse. Mulighederne var mange med de næsten 3000 boder, der solgte alt fra gamle nipsting til "håndudskårne" kinesiske spil og figurer, jadesmykker, porcelæn og alt, hvad man ellers finder på traditionelle loppemarkeder. Meget af det var sandsynligvis produceret et par uger i forvejen, men på en sådan måde, at løvefigurerne skulle forestille at have patina og være i hvert fald 50 år gamle, hvis ikke være antikke. Der var et væld af mennesker og meget liv på stedet, det var en sjov oplevelse at se et så lokalt sted med så mange ting, jeg også som dansker forbinder med Kina.
Om aftenen lykkedes det mig endnu en gang at få lavet en ret bestående af kylling og ris, som foruden risengrød, nok er det, vi får mest herovre. Dette kan dog laves på mange forskellige måder, og wokken er bestemt brugbar til det formål (-;
Mandag stod den igen på en arbejdsdag for os. Der blev fra denne dag lavet om på vores hold, da Oliver tog hjem samme dag, derfor kunne vi ikke længere dele timerne i mellem os, så i stedet for vi fik alle fire hold hver uge, som vi havde forventet, så blev det dårligste af holdene sløjfet og de resterende 9 personer fordelt på to hold, som vi nu fast har mandag og onsdag. Da det dårligste af holdene nu er væk, betyder det, at niveauet selvfølgelig er højnet lidt, og vi har mulighed for at gennemgå lidt sværere spørgsmål. Undervisningen ender ofte med at "komme lidt af sporet", hvilket absolut ikke gør noget, da det hele foregår på engelsk, og samtalen ender ofte ved emner, hvor vi lærer en del om Kina og kulturen, vanerne og menneskene her.
Aftenen blev brugt på restauranten lige neden for, hvor vi bor. Her serverer de også traditionel kinesisk mad, og vi har med tiden fundet nogle "yndlingsretter" på menukortet, og dem skulle Peter da også introduceres for, inden turen gik mod Danmark tirsdag eftermiddag.
Tirsdag fik vi en noget senere morgenmad, og efter Peter havde fået pakket sammen, begyndte vi at søge mod lufthavnen, hvilket ofte ender med at tage længere tid end de 20 minutter, det reelt tager fra os og derud. Først er problemet ofte at finde en taxa, og derefter er udfordringen at få chaufføren til at forstå det meget svære ord "airport", der egentlig burde være et gængs ord for taxachauffører i et lufthavnsområde. Men nu har vi luret ideen, vi skal altid smide baggagen ind bagi og sætte os ind, inden vi siger noget til ham, på den måde kan de ikke så nemt nægte at køre med os - vi bliver stadig klogere og klogere på de kinesiske metoder (-; Peter blev afleveret godt i lufthaven, og selvom humøret - specielt for en af os - forståeligt nok ikke var så højt, endte vi med at få en hyggelig eftermiddag i det nærliggende, vestlige indkøbscenter, hvor vi fik lidt frokost og fik købt ind af de mest nødvendige, vestlige varer. Aftenen gik med en hyggelig aftensmad derhjemme sammen med Per, der nu er den eneste udover os tilbage i lejligheden.
I dag onsdag står den på endnu en arbejdsdag, som desværre foregår indenfor, selvom vejret lige nu er meget fint i forhold til, hvad det har været det sidste stykke tid, men forhåbentlig får vi mulighed for at nyde det i morgen i stedet for.
- Anne Haugaard, Beijing
- comments