Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det efterhånden en del tid siden, jeg har fået opdateret bloggen, hvilket nok har den helt naturlige forklaring, at der i den sidste uge har været besøg hjemmefra (-;
Jeg har været så heldig, at Mathias havde mulighed for at slutte hans rundrejse i Asien af med et besøg i Beijing sammen med hans ven Christian. Det har været meget dejligt at have besøg herovre, hvilket i den grad er blevet nydt, og vi har for en gang skyld haft mulighed for nogle at være "de hjemmevante" (-:
Det meste af onsdagen stod på rengøring og oprydning, inden vi om eftermiddagen skulle ud i lufthavnen og hente Mathias og Christian. Vi fandt ud af, at lufthavnen faktisk ikke lå længere end 10 min væk fra os i taxa, så da vi ankom til lufthavnen efter 1,5 time i metro, følte vi os en lille smule snydt, men dette har vi så lært af til en anden gang.
Efter en lille tur rundt i området endte vi på vores "sædvanelige" restaurant lige nede om hjørnet, som laver god kinesisk mad til gode penge. Den kinesiske måde at spise på er lidt anderledes end den danske, hvilket drengene skulle introduceres for. Når flere tager ud at spise bestiller man mange forskellige større og mindre retter, der bliver sat midt på bordet, hvorefter alle med deres spisepinde tager det, man har lyst til. Ret uhygiejnisk, men egentlig en god måde at få smagt meget.
Torsdag stod på rigtig sightseeing med alles første tur i den forbudte by. Helt centralt i midten af Beijing ligger det gamle kejser residens med 999 forskellige bygninger, hvilket gjorde at vi ikke fik set hele den forbudte by, men nok de mest turistede steder, hvor flokken førte os hen. Efter at have gået rundet indenfor murene i 1,5 time, følte vi, at husene blev meget ens, og historierne på skiltene var svære at adskille, vi valgte derfor at søge mod udgangen og hen mod en park med en udkigspost ud over den forbudte by og resten af Beijing. Dette var en rigtig flot oplevelse på trods af den sædvanelige massive smog, den omringer Beijing.
Torsdag aften var vi alle blevet inviteret ud at spise af Yang, der er direktør for Innovation Beijing. Dette var sammen med Per og Oliver og Yangs kone, Hong, og søn Christian. Restauranten lå i, hvad der lignede, et kæmpe drivhus med træer og planter alle vegne. Vi fik vores eget lille rum med stor, roterende plade på midten. Her blev der stillet et væld af forskelligartede retter, som vi alle fik prøvet det meste af. En virkelig god aften hvor vi fik lært en del om Beijing, Innovation og folkene der.
Fredag stod igen på sightseeing. Denne gange var det Beijing Zoo, der stod for tur. Noget af det, der trak, var bl.a. de berømte pandabjørne, der kun findes i meget få zoologiske haver udover Beijing Zoo. Udover det lignede den til forveksling alle andre zoologiske haver, den var stor og havde mange forskellige dyr at vise frem, men forholdene for dyrene var flere steder ikke helt optimale; mange af burene var af beton og måske med nogle grene og en smule jord. Men på trods af dyrenes forhold var det ellers en fin have med mange spændende ting at se.
Aftenen blev brugt på et tiltrængt hjemligt aftensmåltid og afslapning, inden det for alvor gik løs lørdag med endnu et besøg på kinesisk marked.
For anden gang kørte vi med metroen mod Yashou marked, hvor vi en af de første dage havde gjort gode handler. Dette blev der også gjort denne dag, specielt drengene skulle have deres tasker fyldt op med "gode kinesiske varer" inden hjemrejse. Igen oplevede vi stedet som overfyldt og med meget påtrængende sælgere, men vi er efterhånden ved at vænne os til de store menneskemylder.
Lørdag aften blev endnu en gang brugt på afslapning og på at se mange af billederne fra drengenes tur i Thailand og Vietnam, inden vi for en gang skyld kom tidligt i seng.
Søndag formiddag blev brugt på afslapningen, inden Christian, Mathias og jeg tog ind mod Yashou markedet fra dagen før. Dog ikke med den intention at besøge markedet, men for at besøge en stor Apple butik lige i nærheden. Lige ved siden af markedet fyldt med kinesiske kopier af alle de velkendte mærker ligger et endnu større åbent shopping center med alle mærkevarebutikkerne på stribe, der sælger de samme varer i originaludgaven til meget, meget højere pris. Her gik vi en smule rundt, inden vi tog hjem igen med den overfyldte metro.
Mandag var det arbejdsdag for Signe og jeg, mens Christian og Mathias tog ud for at opleve Beijing på egen hånd. I stedet for at tage firmabussen, som vi normalt ville, valgte vi at vente 4-5 timer for selv at tage en taxa ud på fabrikken, da undervisningen ligger fra 14-16, og vi udover det ikke har så meget andet at lave derude. Da det var første gang, vi selv skulle finde derud, havde vi aftalt at tage en taxa. Det blev noget af en tur, da vi var blevet overbevist af en mand i pirattaxa om, at han kunne finde fabrikken. Turen der normalt tager en halv time i bus tog i dag 1,5 time, da startede med at køre forkert og derefter tog et væld af små, krogede veje for til sidst at være fremme 10 min inden undervisningsstart. Undervisningen gik lige som den skulle med vores forberedte emne og deres forberedte hjemmearbejde. I starten af timerne går det som regel en smule langsomt og trægt, men efter de kommer i gang, får vi mere og mere samtale på engelsk. Vi lærer en del og medarbejderne og de kinesiske forhold samtidigt, så det er helt perfekt.
Tirsdag var endelig første tur til Muren, og den var længeventet. Vi havde været så heldige at få stillet en chauffør fra fabrikken til rådighed. Han hentede os ved 8-tiden, og vi blev kørt ud på fabrikken, hvor drengene fik lov at se forholdene der både i administrationsbygningen, hvor vi har vores siddeplads, og i produktionen.
Herefter kørte vi en god halv time, inden vi kom et godt stykke udenfor byen og op i bjergene. Vejret var helt fantastisk til sådan en tur med høj sol og helt skyfrit havde vi en fantastisk udsigt. Muren snoede sig op og ned ad de mange bjerge lige i nærheden, det hele var flot grønt og temperaturen rigtig god.
For at komme op kørte vi med en skilift, der satte os af på nok noget af det mest turistede sted af Muren, men da det var tirsdag, var det intet problem at komme til, og vi kom hurtigt væk fra de værste menneskemængder. En ting er sikkert, efter besøget på Muren har målestokken for, hvornår en strækning har mange trapper fået en helt anden dimension. Ofte var det meget bratte stigninger med hvad der syntes at være uendeligt mange trin, men når vi først kom op på toppen af de forskellige stigninger viste der sig fantastisk udsigt og store vidder. Det var helt klart hele besværet værd og vi nød alle hele turen, selvom stigningerne krævede meget vand. På vej ned var der blevet lavet en lang rutsjebane, som sparede os for den lange tur ned på gåben. Om aftenen var vi alle ret trætte, så her blev der slappet af efter en rigtig god tur til den Kinesiske Mur.
Onsdag var igen almindelig arbejdsdag, hvor vi denne gang havde lidt mere held med transporten efter en noget nemmere tur med offentligt bus.
Torsdag var sidste dag med besøg hjemmefra. Dette skulle udnyttes. Vi tog metroen ind med den himmelske fredsplads endnu en gang og gik i området omkring den forbudte by, hvor vi kom ind i hutong-området, der er den oprindelige byggestil i Beijing. Det var meget små baggårde med små huse og lidt mere fattige forhold, end hvad vi ellers har set i det moderne Beijing. Det var sjovt at se forskellen mellem de store skyskrabere på hver side af hutong-områderne og de små meget lokale baggårde med diverse boder. Desværre bliver mange af disse områder hurtigt jævnet med jorden, og stederne bliver omdannet til moderne byggeri.
Dagen gik desværre alt for hurtigt, og efter et sent aftensmåltid på endnu en lokal restaurant blev vi kørt ud i lufthavnen af en lokal shuttle bus, hvor vi måtte sige farvel for denne gang. Det var ikke den sjoveste aften, vi har haft herovre, men heldigvis fungerer skype upåklageligt herfra (-:
Dagen i dag er blevet brugt på afslapning i den lokale park med fuld sol endnu en gang og med en tur ned af en meget, meget lokal gade med diverse små kinesiske forretninger nogen i mere eller mindre god stand. En dag uden så mange planer var tiltrængt, inden vi igen i morgen har planer om at udforske nye steder i Beijing.
- Anne Haugaard, Beijing
- comments
Lone Vittrup Halløja. Ih det kører jo kanont for Jer - og ikke mindst de to knægte fik I godt guidet til et fly i tide, (metro/taxa), så I atter kan fortsætte Jeres tøse-oplevelser. En uforglemmelig job-tur I er kommet på.... Ha' det fortsat godt. Knus fra Sæby