Profile
Blog
Photos
Videos
I denne uge har vi endnu en gang været heldige at få besøg hjemmefra, denne gang er det en gymnasiekammerat, Niels, og hans ven Mads, der har valgt at slå turen forbi Beijing, hvilket vi overhovedet ikke vil brokke os over (-:
Vi har endnu en gang oplevet mange sjove ting, siden bloggen sidst blev opdateret; for at starte, hvor jeg slap sidste gang, blev torsdag for over en uge siden brugt på det længe ventede akrobatik show! Formiddagen og starten på eftermiddagen blev brugt på lidt oprydning og afslapning og skulle også efter planen have været brugt på rengøring, men det var de kinesiske myndigheder så venlige at spolere.. Da vi stod op, kunne vi konkludere, at der for anden gang inden for to uger intet vand var hverken i køkkenet, i bruseren eller i toilettet. Vi ringede ud på firmaet, for at høre hvor lange fremtidsudsigter dette havde, da vi havde erfaret, at bare en smule vand virkelig er en basal ting! Derfra fik vi beskeden, at myndighederne havde valgt at lukke for vandet fra 07.30-20.00 (!!!??). Det var der ikke så meget at gøre ved, så vi kom igennem dagen med de midler vi havde - vand på flaske fra supermarkedet, en rimelig dyr løsning på sigt, men i løbet af eftermiddag kom en smule af vandet tilbage i hanerne. Aftenen blev brugt i et teater i midtbyen, hvor vi skulle se et kinesisk akrobatikshow. Dette blev virkelig til en imponerende oplevelse, hvor vi flere gange sad måbende med munden åben under de forskellige dele af showet. De små piger kunne sno sig på imponerende måder, og mændene formåede at lave diverse forskellige spring og styrkeøvelser. Showet sluttede med fem motorcykler kørende i en stor jernkugle midt på scenen. Bestemt en oplevelse, der kan anbefales ved et besøg i Beijing!
Fredag morgen stod vi forholdsvist tidligt op og tog ind på den himmelske freds plads for at se Maos "Maoseleum", inden hele den kinesiske befolkning fredag aften ville få ferie i en uge og dermed valfarte til Beijing. Der var da allerede mødt en del mennesker op på pladsen, som var blevet pyntet op med imponerende blomsteropsætninger og røde bannere for at symbolisere kommunismens og Maos overtagelse af Kina i 1949, hvilket også er grunden til ferien. Det var en fin oplevelse at se det mausoleum; meget, meget højtideligt med et væld af smågrædende og sørgende kinesere, der lagde blomster ved den afdøde formand. Man blev hurtigt gennet igennem, så ens chancer, for at bedømme om det nu også er Mao, der ligger der, er meget små. Flot pyntet var det hele, men det var nu lidt svært at se, at det var et rigtigt menneske, der lå i montren.
Lørdag tog vi en tur i Lamatemplet, hvilket nok for os begge mere var af pligt end af lyst, men da det mange steder står beskrevet som et sted, der virkelig skal besøges, når man er i Beijing, så måtte vi jo hellere besøge det, så vi med god samvittighed kan sige, at vi virkelig har set ALT i byen (;
Det endte med at blive en rigtig god oplevelse, selvom mange templer ligner hinanden til forveksling, var dette et virkelig velholdt sted med mange flotte bygninger og figurer at se på. Og med hele stedet indhyllet i disen og duften fra røgelsespindene blev det til endnu en flot oplevelse, vi vil kunne huske tilbage på fra vores tur til Beijing.
Bagefter tog vi ud på en lokal restaurant, hvor vi for første gang fik kinesisk "hot pot", her får man serveret en stor gryde med en valgt form for suppe, hvori man kan putte alle mulige mærkelige ting; vi endte med noget fisk, lam og bambusskud. Det var sjovt at prøve og en specialitet i området, så endnu en ting kunne nu krydses af på vores "to-do liste".
Søndag tog vi en tur ud til tv-tårnet i Beijing. Denne oplevelse kan ende med at blive lidt af en fiasko, hvis man rammer en af de mange dage, hvor smoggen indhyller byen i en tyk tåge, men for os var dagen velvalgt, og vi kunne overskue en stor del af det kæmpe område, byen dækker. I forhold til Shanghai ser Beijing ud til at være meget mere spredt ud med mange mindre høje bygninger på et kæmpe areal. Rundt om hele byen ligger høje bjerge, hvilket også gav os et rigtigt flot syn!
Mandag formiddag blev der gjort rent, inden vi ved 15-tiden skulle hente vores nye gæster i lufthavnen. Vi fik dem her hjem og vist lidt af området, indlogeret på et nærliggende hotel, inden de om aftenen også skulle introduceres til typisk kinesisk mad med en masse retter midt på bordet. Denne aften fik vi bl.a. frø, som egentlig smager meget godt, men som så meget andet mad her ender med at blive en lidt rodet oplevelse, da man som beskrevet serverer stort set alt på dyret inklusiv brusk og knogler, og da en frø ikke har voldsomt meget kød, bliver det lidt en træls oplevelse at skulle pille 2/3 ud af munden igen..
Tirsdag fandt vi om morgenen ud af, at Caroline Wozniacki skulle spille 2. Runde af China Open i Beijing, så vi satte kursen mod OL byen endnu en gang, hvor drengene på egen hånd fik set det imponerende stadion, mens Signe og jeg gik lidt rundt i området, hvor der altid sker rigtigt meget. Sidst på eftermiddagen tog vi ud til de tilhørende tennisbaner og det imponerende stadion, National Tennis Court, hvor kampen skulle spilles. Det var en virkelig god oplevelse at fornemme stemningen omkring sådan en kamp med alle de små sponsorboder omkring og en masse interesserede fans, der under hele kampen forholder sig i fuldstændig ro. Det endte med en sejr til Wozniacki, så vi kunne gå der fra som meget stolte danskere (;
Onsdag tog vi en tur ind til den himmelske freds plads, der pga. Ferien var fuldstændig proppet med mennesker. Man havde på god kinesisk vis valgt at lukke den mest centrale og brugte metrostation i hele byen den dag inde ved pladsen, fordi man vidste, der ville komme mange mennesker? Meget ulogisk, hvilket også resulterede i ekstremt meget pres på de andre metrolinjer omkring området.
Planen var at tage ind til en underjordisk by, Mao skulle have bygget i frygt for atomangreb, der skulle kunne huses ca. 40% af befolkningen i byen i 1960'erne, så vi så frem til en god oplevelse. Men efter en del søgen i området, fik vi at vide, at byen for et år siden var blevet lukket.. Så vi fandt andre planer. Det blev til en tur rundt i nogle små kinesiske baggårde for at vise drengene lidt af bagsiden til det ellers imponerende syn ved den himmelske freds plads. Frokosten fik vi på et typisk kinesisk cafeteria, hvor man kan gå rundt til 20 forskellige små boder, der har alt, hvad man kan ønske sig af billigere kinesiske retter.
Torsdag tog vi ud mod Yashou markedet - endnu en gang - for at vise drengene et af verdens største kopimarkeder. Det blev endnu en gang til en masse indkøb og diskussion om prisen, men vi kom derfra med mange fine ting til priser, både vi og sælgeren kunne leve med. Om aftenen tog vi ind til "det røde teater", der er Beijings Kung Fu teater, hvor vi havde billetter til en forestilling om Kung Fu og historien bag. Lige efter vi var ankommet til teateret og havde fundet vores pladser, blev der fra rækken bag os sagt "hej Signe", vi vendte os forbløffet rundt og fandt ud af, det var to af Signes efterskolekammerater, der tilfældigvis også var i Kina. Dette var en ret mærkelig oplevelse! Showet var på mange måder meget imponerende, det indeholdt mange af de ting, man vil forbinde med denne kampsport bl.a. med mænd, der fik knækket tykke træ- og jernpinde ved at slå dem mod arme, ben og hovedet. Men der var også meget show over det, hvilket prægede det meste af forestillingen. Det var en god oplevelse, når man er i Beijing og sjovt at høre lidt om historier bag den gamle kampsport.
Bagefter tog vi tilbage mod Yashou, hvor vi fik et par øl sammen med Signes to venner og selvfølgelig Mads og Niels, som fik en lille forsmag på, hvordan nattelivet er her i byen. Det skal for alvor testes i dag, fredag, hvor planen er at tage ind mod byen i aften for at se, hvordan kineserne fester (:
- comments