Profile
Blog
Photos
Videos
I dag skulle turen gå videre fra Port Douglas og Dougies, og jeg stod op kl. 06.30 for at være sikker på at have nok tid. Jeg pakkede de sidste af mine ting, spiste morgenmad og sagde farvel til de andre, da de tog på arbejde. Da klokken så blev 07.30 gik jeg op til receptionen for at høre dommen på om jeg overhovedet kunne komme fra Port Douglas eller ej. Jeg fik desværre dårlige nyheder. Begge veje mod Cairns var stadig lukkede på grund af jordskred, så Dougies bus ville ikke kunne komme af sted. Jeg fik at vide, at jeg skulle ringe til Greyhound og skubbe min bus fra Cairns til Airlie Beach til torsdag. Fortvivlet over, hvad jeg skulle gøre ringede jeg først til mine forældre for at snakke med dem om det. Da jeg havde fået orienteret dem om situationen gik jeg så tilbage til receptionen for at få dem til at ringe til Greyhound for mig. Damen i receptionen kom dog med en glædelig nyhed til mig. Deres bus kørte alligevel; den ville bare tage en omvej, som ville komme til at tage tre kvarter ekstra. Det var noget af en lettelse. Jeg skyndte mig at lave en madpakke til turen samt at checke ud og så kørte bussen ellers mod Cairns. For første gang i lang tid var vejret faktisk rigtig rigtig godt. Selvfølgelig lige på en dag, hvor jeg skulle køre i bus. Men det var faktisk dejligt alligevel, for det gjorde køreturen helt fantastisk smuk, når vi kørte oppe i bjergene i regnskoven.
Klokken 11.30 ankom vi til Cairns, og jeg blev læsset af uden for Greyhounds kontor. Jeg gik ind for at vise min billet, men damen bag disken måtte desværre give mig den dårlige nyhed, at denne bus heller ikke ville komme til at køre på grund af jordskred længere sydpå. De regnede dog med, at den ville komme af sted i morgen, torsdag d. 22. marts, så der fik jeg skubbet min reservation til. Derefter gjaldt det bare om at finde et sted at overnatte i Cairns for en enkelt nat. Frustreret og svedig vandrede jeg af sted med min tunge kuffert. Jeg stræbte efter at finde et vandrehjem rimelig tæt på busstoppestedet, så jeg ikke skal gå så langt i morgen. Jeg fandt heldigvis et rimelig tæt på, og fik booket et værelse. Jeg kom af med min bagage og gik så ud i byen, for vandrehjemmet var ikke ligefrem hyggeligt og charmerende, så jeg havde ikke lyst til andet end at sove der. Da vejret jo heldigvis var godt gik jeg ned til esplanaden og lagunen og lagde mig i græsset i halvanden times tid. Det var tiltrængt efter en stressende og forvirrende formiddag. Jeg blev sulten og fandt mig derfor et sted at spise. Det blev faktisk det samme sted, som jeg havde spist, den allerførste dag jeg var i Cairns. Et hyggeligt lille sted, hvor de lavede lækre og forholdsvis billige burgere. Jeg sad der noget tid, for jeg havde jo ikke ligefrem travlt; jeg skulle bare have dagen til at gå. Derefter gik jeg op til Cairns shopping center, som har været lukket de andre gange jeg har været i Cairns. Det var frygtelig stort, men der var ikke ligefrem noget som jeg havde lyst til at købe. Der var en kæmpe bunke bøger til kun 5 dollars stykket, men jeg kunne simpelthen ikke finde en bog, som jeg havde lyst til at købe, selvom jeg prøvede ihærdigt, fordi jeg godt kunne bruge en ny.
Da klokken blev 15.30 kunne jeg ikke bruge mere tid i centeret, så jeg besluttede mig for at gå tilbage mod esplanaden for at købe en smoothie, som jeg kunne sidde og slappe lidt af med. Jeg sad nede ved vandet i en halv times tid, så gik jeg en tur langs havnen og vendte så tilbage mod vandrehjemmet. På vandrehjemmet fik jeg booket en tur til Whitsundays til fredag den 23. marts, så jeg ikke skal bekymre mig om det, når jeg kommer til Airlie Beach i morgen. Jeg håber bare virkelig at vejret er med mig den dag, så oplevelsen bliver så god som muligt.
Bagefter gik jeg op på værelset igen, hvor jeg sad lidt med min computer. Inden jeg gik i seng gik jeg lige en aftentur ned til esplanaden, hvor jeg så et krydstogtskib sejle af sted. Det var ret flot at se på, hvordan det store lysende skib bare forsvandt ud i mørket. Jeg gik tilbage til vandrehjemmet, gjorde mig klar til at gå i seng, skrev blog, og nu skal jeg bare sove, for det har godt nok været en udmattende dag. Godnat.
- comments