Profile
Blog
Photos
Videos
I dag stod jeg op klokken 06.15 på Global Backpackers i Cairns, uvidende om, hvilket helvede jeg skulle igennem i løbet af dagen. Jeg spiste lidt morgenmad og sådan og begyndte så at vandre ned mod Greyhounds kontor. Jeg var så nervøs, da jeg gik derind, for jeg kunne bare høre damen sige, at vi ikke ville komme af sted. Men heldigvis var heldet med mig, og bussen afgik som planlagt kl. 07.45. Vejret var igen i dag godt, så jeg nød bare Queenslands smukke tur, mens bussen bevægede sig ned af østkysten. Jeg kunne dog aldrig helt slappe af, for jeg havde en fornemmelse af, at heldet måske ikke skulle være med mig hele dagen. Vi gjorde et lille stop i en by ud til kysten, så der var lige mulighed for at gå ned til stranden en tur. Det var utrolig flot på sådan en solrig dag. Men jeg fik desværre ret i, at det ikke skulle gå så let. Da vi nåede til Mission Beach, fortalte buschaufføren os, at en bro skulle være kollapset efter Townsville, så bussen ville højst sandsynligt ikke køre længere end det. Den slog hårdt, for der ville stadig være fire timer fra Townsville til Airlie Beach. Men jeg vidste, at der ikke ville være noget, som jeg kunne gøre indtil vi kom til Townsville, så jeg forsøgte bare at slappe af og håbe på et mirakel. Det fik jeg dog ikke. Da vi nåede til Townsville omkring kl. 14 satte buschaufføren os alle sammen af. Han fortalte, at der ville være en god mulighed for, at tage et tog fra Townsville til Airlie Beach, så sammen med en gruppe andre rejsende tog jeg en taxa ned til togstationen. Her ventede der os desværre igen dårlige nyheder. Toget kørte ikke på grund af oversvømmelser. Fortvivlede og stressede diskuterede vi frem og tilbage om, hvad vi skulle gøre. En del af gruppen besluttede sig for at leje en bil, og selv køre sydpå, fordi de havde hørt at vejene skulle være åbne, så resten af os ønskede dem bare held og lykke, da de tog af sted. Lidt efter kørte en politibil forbi. Vi skyndte os at stoppe ham, for at finde ud af, hvordan det virkelig stod til med vejene. Efter lang tid ringen frem og tilbage, hvor vi fik en helt masse forskellige informationer, sluttede den flinke politimand heldigvis af med, at give os den gode nyhed, at vejene var åbne ned mod Airlie Beach. Det var altså muligt at komme af sted, vi skulle bare finde ud af hvordan. Vi ringede til Greyhound, men der var bare en lang kø på linjen. Inden vi tog ned til togstationen havde Greyhound kontoret fortalt os, at de ikke kunne gøre mere for os, selvom vejene var åbnet, for de var gået ud fra at de var lukkede, og havde derfor ikke fået fat i den nye buschauffør, som skulle køre os videre. Den gamle buschauffør havde nemlig kørt alle sine timer, så han kunne ikke køre os længe. Det var virkelig frustrerende, fordi vi jo havde betalt for hele turen, og nu hvor det var muligt at komme af sted, så burde de også få os til Airlie Beach. Men der var bare ikke noget at gøre. Men en ting er i hvert fald sikkert; jeg kører aldrig med Greyhound igen.
Vi havde fået fat i en taxachauffør, som stod sammen med os på togstationen og prøvede at hjælpe os med at få informationer om vejene. Han var utrolig sød og tålmodig, og ønskede virkelig bare at få os af sted. Efter politimanden havde fortalt os, at vejene var åbne, så vi ingen anden mulighed end at tage en taxa helt til Airlie Beach, så vi spurgte taxachaufføren, hvor dyrt det ville blive. Han undersøgte det og svarede så, 866 dollars. Det var dyrt, men hvis vi delte det med nogle stykker ville det godt kunne betale sig. Desværre var vi kun fire, som var friske på idéen. Mig og tre andre schweiziske piger, som rejste sammen. Vi havde allerede på forhånd booket en tur til Whitsundays til fredag, så det ville give det samme om vi tog en taxa, eller tabte pengene på turen til Whitsundays ved ikke at tage af sted. Vi ville bare væk fra Townsville. Så omkring kl. 17 bevægede vi os igen sydpå. Vi skulle bare lige forbi et sted, for at skifte taxachauffør. Vi nåede også lige at købe lidt ind til turen, og så var vi ellers klar efter tre super stressende, frustrerende og forvirrende timer i Towsville. Den by har jeg i hvert fald ikke nogle gode minder fra. Nu da vi var på farten igen, var vi så småt ved at være ved godt mod igen. Vi kom forbi nogle steder, hvor vandet stod højt i siden af vejen, men vejen fejlede ikke noget, så der kunne en Greyhound bus i hvert fald godt have kommet igennem.
Efter to timer viste det sig så, at vi igen skulle slås tilbage. Vi kom til en rundkørsel, hvor politiet stod og guidede bilerne. Vi måtte ikke komme igennem. Vi var forvirrede, fordi en masse andre fik lov til at passere. Vores taxachauffør gik ud for at finde ud af, hvad der foregik. På grund af oversvømmelse på vejen tillod man kun firhjulstrækkere, lastbiler og så videre at komme igennem. Da troede vi godt nok, at alt skulle være forbi. Men vores taxachauffør viste sig at være en helt i forklædning. Han fortalte, at han hjemme i Townsville havde en firhjulstrækker, som han ville få vores gamle taxachauffør til at komme med, så han kunne få os frem til Airlie Beach om aftenen. Måske var der alligevel håb. Vi skulle dog vente i to timer, før han ville nå frem med bilen. Mens vi ventede, foreslog vores taxachauffør, at vi tog hen til hans bror, som tilfældigvis boede i den by, som vi var strandet i. Vi ankom til et lille hyggeligt hus, hvor vi kunne gå på toilettet og sådan nogle ting. Da vi så gik ud igen, så vi er der var meget mere end bare et lille hus. Der var en kæmpe afdeling uden for, hvor de havde stue, fjernsyn, poolbord og køkken under et halvtag. Der var noget rodet og der stod flere whisky flasker rundt omkring. Et rigtigt fest sted. Men det var alle sammen søde og venlige mennesker, som gerne ville høre om vores skrækkelige dag. Vi var hos taxachaufførens bror i et par timer, hvor vi så lidt fjernsyn, brugte hans computer lidt, så hans vilde racerbil og hans store AC/DC samling af diverse ting. Omkring klokken 21 kom firhjulstrækkeren og den stakkels trætte taxachauffør. Vi fik læsset vores ting ind i bilen og kom så ud på vejen igen. Vi kom over stedet med oversvømmelse uden problemer, og så prøvede jeg at få sovet lidt, mens jeg håbede på, at det skulle være vores sidste udfordring. Heldigvis kom vi let igennem det sidste stykke og vi var fremme ved Airlie Beach omkring kl. 23. Først blev de tre schweiziske piger læsset af på deres vandrehjem og så blev det min tur. Jeg måtte dog lige først ringe til et security nummer, så der kunne komme nogen og lukke mig ind. Da jeg kom ind på værelset smed jeg mine ting og gik så bare direkte i seng. Jeg havde dog lidt problemer med at sove, fordi jeg ikke helt kunne finde ro i kroppen og hovedet efter den stressende dag.
Det var heldigt, at jeg havde booket min sejltur til Whitsundays i Cairns, for ellers havde det ikke været muligt for mig at komme sted. Så lidt held har jeg da haft med mig.
- comments