I dag stod vi op klokken 06.00 på vores vandrehjem i Cairns, friske og klar til en dag med riverrafting. Vi spiste lidt medbragt morgenmad og så blev vi hentet af vores bus kl. 06.30. Først gik turen ud til et industrikvarter, hvor rafting bureauet lå. Der blev vi tjekket ind og betalte for forsikring og så hoppede vi i en ny bus, som skulle køre os op til Tully River. Der ankom vi ca. kl. 09.30. I bussen havde vi dannet tre grupper på seks, så da vi stod af bussen skulle vi bare finde en hjelm, en vest, en paddel og en guide og så hoppede vi ellers i båden. Vi fik lidt instruktioner inden vi kastede os ud på floden, men ellers var det bare med at springe ud i det. Det første stykke var ikke så vildt, så det gav os lidt tid til at nyde den helt fantastiske natur. Langs floden var der bjerge i måske 50 meters højde med tæt begroet regnskov og vandfald. Rundt omkring os fløj de smukkeste sommerfugle; kæmpe store og med flotte farver. Det var helt vildt, men så begyndte det sjove. Med jævne mellemrum råbte vores guide "forward paddle, forward paddle, forward paddle, and relax". Andre gange var det baglæns, "hold fast" eller helt andre instruktioner. Der gik ikke lang tid, før vi nåede til et sted med strøm, huller og sten, hvor vi mistede en mand. Jeg synes, at han var længe under vandet, men pludselig kom han op lige ved siden af båden. Derefter holdte vi ind ved en stor sten, som lå midt på floden. Vores guide sagde, at vi kunne gå op på den og nyde udsigten. Da vi kom derop, kunne vi så se at folk begyndte at få instruktioner til at springe ned fra stenen og ned i vandet. Det havde vi ikke lige regnet med, men det var bare fedt. Da vi ramte vandet, skulle vi bare sørge for at svømme alt hvad vi kunne, for at komme hen til båden og ikke følge med strømmen. Men det klarede vi også alle sammen. Derefter fortsatte vi ned ad floden med skiftevis stille steder, hvor vi kunne nyde naturen og vilde steder, hvor vi blev kastet rundt på floden. Det var en perfekt kombination, og ingen af os var klar til at gå i land, da vi skulle have frokost ved 12 tiden. Men det var dog rart at få lidt at spise. Det var en smule primitivt, men jeg synes, at det smagte rigtig godt. Vi fik burgere med grillede bøffer, vand, kaffe og kage. Under hele første del af turen havde vejret virkelig været med os. Det havde holdt tørt og solen kiggede frem engang imellem. Men da vi gik til frokost kom regnen. Det var en smule koldt at gå rundt i vådt tøj, men så snart vi kom i båden igen, gjorde det slet ikke noget, at det dryppede lidt engang imellem. Det var meningen, at vi efter frokost, skulle længere op på floden, men på grund af de store mængder regn de seneste par dage ville det være for vildt at gå i vandet der. Derfor blev vi kørt lidt længere ned ad floden og gik i vandet der. Indtil nu var kun én faldet af vores båd, mens de to andre både havde været i vandet et par gange. Det skulle dog snart ændre sig. Floden blev lidt vildere på denne strækning og snart kom vi til et sted, hvor alting gik rigtig stærkt og der var mange huller. Vi kom på et tidspunkt ned i et hul, hvor vores båd næsten tippede rundt. Vi mistede fire personer, men en pige, guiden og jeg formåede alligevel at blive i båden. Flok var spredt rundt omkring i vandet, og jeg var imponeret over, hvor hurtigt vores guide kunne reagere. Han kastede et reb ud til den ene, mens han dirigerede den anden over i til en anden båd og de sidste to ind til bredden. Vi holdt ind og fik samlet alle op igen. Kirstine og Nanna var ret chokerede over at være røget i, så de sad lige og fik pusten, mens vi lige så stille begav os videre ned ad floden. Ikke længe efter kom vi til endnu en stor sten, som vi kunne hoppe ned fra, hvis vi ville. Da jeg ikke havde oplevet spændingen ved at ryge i vandet, så kravlede jeg straks op på stenen, for at få et lille adrenalinkick. Jeg var nu noget overrasket over, at vi sådan kunne få lov til at kravle derop, for stenene var utrolig glatte og ikke nemme at klatre op af. Men op kom jeg og også ned igen. Det var super fedt. Derefter flød jeg ca. 30 meter, sammen med Jack, som også var sprunget, ned ad floden gennem strømmen, og så blev vi samlet op igen. Det var ret vildt sådan at mærke, hvordan strømmen bare trak én af sted uden, at man behøvede at gøre noget. Indimellem kom man da også under vand, men det var ikke så slemt igen.
Det sidste stykke af floden nød vi bare i fulde drag. Der var ikke flere der røg i vandet, men vi var alligevel igennem nogle ret vilde områder på floden. Det var simpelthen så sjovt, og vi havde slet ikke fået nok, da turen var slut omkring klokken 14.
På land fik vi noget tørt tøj på og så gik bussen tilbage mod Cairns. Vi havde dog lige et enkelt stop inde i Tully, hvor det var muligt for os at se og købe de billeder, som var blevet taget under turen. Kristine, Nanna og jeg delte et USB-stik med de 23 billeder, der var blevet taget af vores båd. USB-stikket kostede 600 kr., så det var ret dyrt, men vi fik til gengæld også en del billeder.
Vi ventede i Tully indtil kl. 16, fordi de som havde været på den normale tur skulle komme tilbage. Vi havde jo været på Extreme. Vi var ret trætte, så vi ville egentlig gerne bare hjemad, for vi vidste, at busturen ville blive lang. Vi var i Cairns kl. 18.00, og vores bus videre til Port Douglas gik først 19.30. Vi gik ind på det vandrehjem, som vi havde overnattet på, og lavede lidt nudler som en nem aftensmad. Derefter gik vi en tur ned i byen for at købe en is, og derefter tilbage igen for at tage bussen hjem. Desværre fandt vi ud af, at bussen ikke gik direkte hjem. Vi skulle vente en halv time i Cairns lufthavn på to andre passagerer, så vi var først tilbage på Dougies kl. 21.15. Da var vi også rigtig rigtig trætte og gik bare direkte ind på værelset for at gå i seng. Men dagen havde været helt fantastisk. Jeg så noget af det smukkeste natur, som jeg nogensinde har set, samtidig med at vi fik pumpet noget adrenalin rundt i kroppen. Det var helt perfekt, og jeg er rigtig glad for, at jeg tog med på den tur.
I morgen står den på arbejde igen, men jeg har jo kun fire dage tilbage, så jeg har tænkt mig at nyde det alt hvad jeg kan.