Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have forladt Nanyuki blev vi kørt til Nairobi i store biler med virkelig god plads. Det var helt fantastisk at sidde i en bil uden at være fuldstændig klemt sammen. Søndag da vi ankom til Nairobi nåede vi kun lige at tjekke ind på WMCA, som var det hostel vi skulle bo på i 2 dage, inden vi skulle videre ud og se det største slumkvarter i Kenya. Der bor lige under 1 million mennesker under forfærdelige forhold. Vi kunne desværre ikke tage så mange billeder der, da vi ikke ville provokere og genere beboerne. På trods af de skrækkelige levevilkår, var beboerne meget venlige og bød os velkommen alle steder vi kom. Det er i det hele taget gældende alle steder. Der var meget mere beskidt i dette område, frem for det vi så i Nanyuki. Skrald af al slags lå og flød over alt. Man skulle endda være opmærksom på ikke at træde i afføring. Da de bor i blikskurer har de ikke selv toilet og der er derfor sat fælles toiletter op. Der 100 mennesker per toilet og der skal betales ved indgangen. Det vil sige, at har du igen penge, kan du ikke komme på toilet. Det er helt vildt at tænke på at nogle mennesker bor på denne måde.
Mandag skulle vi ud og besøge ActionAid (Den organisation vi rejser med.) for at snakke med Mary vores koordinator. Her fik vi en masse nyttige oplysninger omkring vores familie og den by vi skulle til. Om eftermiddagen tog vi i et stort shoppingcenter for at kigge lidt. Jeg blev meget overrasket over at se, at selv i Kenya koster mærkevare det sammen som der hjemme. Der må altså være nogle rige kenyanere, da vi meget sjældent ser hvide mennesker her nede.
Tirsdag kom dagen endeligt hvor vi skulle til Kisumu. Vi tog af sted om morgenen kl. 9.30 og var fremme kl.17.30 i Kisumu. Det var en lang tur i offentlig bus, men der var kun et stop på vejen, hvor vi kunne købe lidt mad, så turen var så kort som den kunne blive. I Kisumu blev vi hentet i en meget gammel bil af vores host mom Jacinter. Hun er en meget sød kvinde, men også lidt speciel. Faderen i huset er præst og familien er derfor meget troende. Første aften vi var her bad vi både bordbøn og havde aften seance, hvor der blev sundet og bedt mere. Jeg tænkte godt nok, at hvis det skulle være sådan hver aften, ville jeg blive skør i hovedet inden de to måneder var ovre. Jeg har nu fundet ud af at det ikke er hver aften det sker, men kun når de har lyst. De er heller ikke så strikse at de vil have os til at deltage hver gang, så det er dejligt. Huset er meget primitivt og vi er spændte på om vi kommer til at kunne holde hinanden ud. Her er kun vægge i huset, men ingen lofter. Det vil sige at man kan høre alt hvad der foregår i hele huset ligegyldigt hvilket rum du befinder dig i. Dette gælder også for badeværelset, som i øvrigt ikke har et almindeligt toilet. Det vil sige, at når man skal på toilettet, er det stående om man er mand eller kvinde. Dette har jeg dog oplevet før i både Tyrkiet og Thailand, så det er ikke den største udfordring for mig.
Onsdag blev vi kørt til hospitalet, hvor vi skal arbejde i 8 uger. Efter første dag, skulle vi selv tage offentlige matatuer, som koster 30 shellings(2,25 Dkr.) hver vej. Det er lige til at betale sig fra, selv for en studerende. Sammen med vores koordinator på hospitalet, lavede vi en overordnet plan over hvilke afdelinger vi skal arbejde på. Jeg skal starte på skadestuen i 1½ uge, derefter børneafdelingen og til sidst fødselsafdelingen. Jeg håber meget det bliver superspændene at opleve alle 3 afdelinger, men allerede efter første dag var jeg klar over at det ville blive en rigtig hård praktik. Her nede får vi ikke tildelt en vejleder som man følges rundt med, så man skal selv tage initiativ til at kontakte en fra afdelingen. Det vil sige at man kan komme til at gå med en ny hver dag.
Torsdag var så dagen hvor vi endeligt skulle starte i praktik. Jeg havde maveproblemer allerede fra jeg stod op og var både svimmel og havde slem kvalme, men jeg kom af sted og mødte op på skadestuen. Her tog en mandlig paramediciner imod mig og jeg tænke at så skulle dagen nok blive god, hvis jeg skulle følges med ham. Det viste sig dog at jeg skulle følges med en sygeplejerske Mary, som åbenbart var forsinket og jeg fik derfor at vide jeg bare skulle vente på hende. En time senere, da hun kom, fik jeg at vide at jeg bare kunne blive siddende, fordi patienterne først plejede at komme ved 10 tiden. Da der endeligt kom patienter, så jeg en fyr med store forbrændinger på kroppen, en ældre mand med et stort hul i hovedet og en kvinde der spontant aborterede midt i skadestuen. Dog fik jeg ikke lov til at se behandlingen af disse patienter, da de blev tager andre steder hen. Den ældre mand skulle inden han skulle syges sammen, have en stivkrampe vaccination og den mente en anden mandlig plejeperson, at jeg skulle give ham. Det var heller ikke noget problem, så jeg gave ham injektionen og patienten blev vist ud af rummet igen. Lidt efter kom patienten igen ind efterfulgt af sygeplejersken Mary. Da jeg så hun finder endnu en vaccine frem fortæller jeg at patienten allerede er vaccineret med denne vaccine. Hun kigger på mig og siger. Okay, undskyld og fortæller patienten at han godt kan gå igen. Jeg må indrømme at jeg ikke er imponeret over deres måde at kommunikere, selv om jeg ved de mangler noget teknologi som hjælper os i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at de var lidt mere organiseret og havde nogle bestemte retningslinjer for hvem der skal udføre opgaverne og hvornår de forskellige procedurer skal gøres. Alt virker desværre lidt for tilfældigt. Jeg er sikker på at der sker en masse fejl på denne konto på denne afdeling. Jeg fik dagen til at gå med at vente, måle en masse blodtryk på "den rigtige måde" med stetoskop, samt den ene intramuskulære injektion. Der var både noget jeg glædede mig over ved injektionen, men også noget der gjorde ondt i mit hjerte. Jeg har fået fortalt hjemmefra, at de kan finde på at genbruge kanylerne for at spare, men det er der ikke noget af på denne skadestue. Her går de meget op i smittefare og at kanylerne bliver smidt ud efter brug. Det der gjorde mig ondt, var at da jeg skulle give injektionen fandt jeg ud af at nålen på ingen måde er skrap. Her bruger man optræksnålen til at stikke patienten med, hvor vi hjemme i Danmark skifter til en helt ny nål. Det betyder at mit første forsøg på at stikke kanylen i patientens overarm mislykkedes. Nålen var så sløv, at den kræft jeg bruger for at få nålen ind hjemme, på inden måde gik igennem patientens hud her. Jeg sagde det derefter til paramedicineren. Han kom dog bare hen og pegede på armen og sagde at jeg bare skulle bruge flere kræfter. Jeg lagde lidt flere kræfter i og andet forsøg lykkedes heldigvis. Patienten beklagede sig overhovedet ikke og trak bare ned i ærmet bagefter og gik ud i venteværelset igen, hvor han skulle vente til lægen var klar til at syg ham sammen. Noget af en anderledes situation at stå i end i Danmark, men jeg tror desværre jeg bliver nødt til at vænne mig til det. Det er de ressourcer de har her og det accepterer patienterne.
Fredag endte med at udvikle sig helt anderledes end vi havde troet. På vej til hospitalet tidligt om morgenen, trådte Lotte forkert på vej ud af en matatu og vrikkede om på foden. Det resulterede i at vi måtte en tur på privathospital og have røntgenfotograferet hendes ankel. Anklen var heldigvis kun forstuvet og hun er beordret til at holde sig i ro med foden oppe de næste 2-3 dage. Vi håber meget det ikke gøre for ondt i næste uge så hun igen kan komme i praktik. Heldigvis var foden i det mindste ikke brækket, hvilket ville have betydet at hun ikke kunne bestå sin praktik her nede. Så når nu uheldet skulle være ude, var det godt det ikke var værre. Det er dog lidt utroligt at jeg har fundet en der er mere uheldig end jeg selv, når det kommer til at komme til skade.
Lørdag var jeg inde i Kisumu by sammen med Valery (den ældste datter, som nu har ferie og er hjemme) for at handle ind. Vi var blevet tilbudt at lave noget mad, som vi spiser meget derhjemme. Jeg foreslog min mors chiligryde og de andre 2 danske piger var klar på det. Jeg glædede mig rigtig meget til at få lidt mad, der smagte lidt mere som der hjemme. De havde desværre ikke porre, som skal bruges i rette, så vi måtte nøjes med forårsløg. Om det var kødet eller forårsløgnene der gjorde at det ikke var helt det sammen som der hjemme ved jeg ikke, men det var fantastisk at spise noget som minde om. Familien sagde også de rigtig godt kunne lige det, så det håber jeg på de mente. Næste gang vi skal lave mad hjemmefra, har vi tænkt os at lave risengrød. Det har familien fået før, når der har været andre studerende på besøg, så det glæder de sig til.
I dag søndag, slapper vi bare af. Jeg er hjemme og pleje Lotte, mens de andre er taget i kirke. Vi hygger bare med at læse og at skrive og se film på computeren. Ellers tager vi lidt sol i det mega gode vejr. Her er sol fra skyfri himmel og ca. 30 grader. Det er nu skønt.
I morgen skal jeg igen i praktik på skadestuden, så det er spændende hvordan det bliver. Jeg håber I alle sammen har det rigtig godt der hjemme.
- comments