Så er der allerede gået en hel uge igen og der er godt nok sket meget. Jeg må indrømme at min praktik på skadestuen har været med blandede følelser. Meget af tiden sad både jeg og sygeplejerskerne stille inde i sygeplejerummet, mens der sad 30 mennesker i venteværelset. Når jeg spurgte om der ikke var noget jeg kunne gøre eller hjælpe med, sagde sygeplejerskerne bare, at patienterne ventede på at blive tilset af en læge. Patienterne der ventede havde alle mulige former for skader. Første dag kom der en kvinde ind, som var meget rundt på gulvet og kunne næsten ikke holde sig vågen. Hun hang meget med hovedet og det var besværligt bare at tage blodtryk og temperatur på hende. Hun informerede selv om at hun har meget kraftig menstruation. Da hun var blevet undersøgt inde i sygplejerskerummet, blev hun kørt i kørestol ind til en briks, hvor hun skulle vente på at blive tilset af lægen. Kvinden havde meget lavt blodtryk, så en sygeplejerske gav hende saltvand i drop. Derefter blev hun efterladt alene på briksen. Et godt stykke tid efter, løb der pludseligt flere sygeplejersker ind til hende, da hun var faldet på gulvet. Det viste sig at en akut abort var i gang, og der måtte derfor en blodtransfusion i gang hurtigst muligt. Jeg fik at vide at jeg ikke kunne gøre noget i denne situation og ventede derfor i sygeplejerummet. Da sygeplejerskerne efter et godt stykke tid, har fået situationen under kontrol, kommer en af dem meget irriteret ind til mig. Hun sagde at hende patienten da var for dum. Hun kunne jo bare selv have sagt at hun blødte så meget. Den måde at tænke på har jeg meget svært ved. Jeg ved at jeg er i Kenya og at de tænker og agere på en helt anden måde end vi gør hjemme. Alligevel havde jeg lyste til at give sygeplejersken en ordentlig omgang skæld ud. Havde hun reageret på alle de symptomer der kunne ses på denne patienten, havde situationen ikke udviklet sig så dramatisk. Og at hun så bliver nødt til at placere skylden på patienten bagefter, forstår jeg ikke. Samtlige sygeplejersker gav hende ret og det var et samtaleemne resten af dagen. Jeg som sygeplejestuderende stod helt magtesløs. For det første har jeg ikke nok erfaring til at vide hvad der skal reageres på i sådan en situation og for det andet står jeg helt alene og har meget svært ved at lave om på deres rutiner. En anden dag blev en ung mand afleveret på skadestuen. Manden havde fået en ordentlig omgang tæsk og var derfor meget medtaget, da han ankom. Han var kun iført et par underbukser og var smurt ind i blod og skidt på hele kroppen. Han blev selv bedt om at hoppe op på den høje briks, hvor han skulle have syet 2 dybe flænger i baghovedet. Lægen begyndte at ligge lokalbedøvelse uden at fortælle det til patienten og stikkede bare løs i de to flænger. Umiddelbart efter begyndte lægen at sy flængerne sammen uden, at vente på at bedøvelsen virker. Når patientens hoved ikke lå som lægen ønskede det, hev han bare i hovedet, så patienten højlydt beklager sig på grund af smerter. Efter at lægen var færdig med at sy, gav han patienten en gammel klud, og bad ham gå ud og vaske sig selv. Da jeg spurgte om det var noget jeg må hjælpe patienten med, siger lægen at det skal han selv gøre. Derefter forsvandt lægen ud af minor teater (operationsstuen) og patienten var derfra overladt til sig selv. Han skulle have taget røgten af hovedet, men fik at vide at han selv måtte finde over på den afdeling, hvor det skulle foregå. Igen var jeg forberedt på at sundhedsprofessionelle i Kenya er helt anderledes end hjemme i Danmark, men hold nu op hvor er jeg glad for hvordan tingene fungere der hjemme. Det er virkeligt luksusforhold- og behandling vi får i forhold til her.

Udover at de har et anderledes menneskesyn, synes jeg også de har en anden arbejdsmoral. Jeg ser ofte sygeplejersker der bare sidder og slapper af, mens de brokker sig over at der er så vildt travlt at de ikke orker mere. Både de mandlige læger og sygeplejersker har meget mere travlt med at over tale mig til enten at blive boende i Kenya, til at tage med dem ud at spise eller til at gifte mig med dem, end at bruge tid på patienterne. En af lægerne skældte endda en patient ud, da lægen mente at patienten kom og forstyrrede ham mit i en samtale med mig. Det er godt nok en specielt måde at opføre sig på overfor patienterne, men igen har jeg svært ved at stille noget op. Jeg kan berolige alle med at jeg aldrig kunne finde på at blive i Kenya. Jeg elsker mit liv i Danmark, så det glæder jeg mig meget til at komme hjem til igen.

Fra i dag mandag skulle jeg have været startet på Obama Ward, som er børneafdelingen på hospitalet. Det er dog uvist hvornår jeg kan starte, da der afholdes landsdækkende strejke for sygeplejersker her ned fra i dag. Det vil sige at ALLE sygeplejersker strejker uden undtagelse. Hvis nogle sygeplejersker møder op på sygehuset for at arbejde, risikere de at få tæsk af de strejkende sygeplejersker. Vi har derfor også fået at vide at vi hvert fald skal holde os væk fra sygehuset i dag, og vi vil så få videre besked om hvad vi skal derefter. De regner allerede nu med et stort patientdødstal, så jeg håber virkeligt ikke at strejken varer særlig mange dage!

Ud over de svære og til tider ubehagelige oplevelser, har jeg også hygget mig rigtig meget gennem ugen. En dag viste Valary (den ældste datter på 15år) mig hvordan man laver chapati. Chapati er det der har redet mig fra at være konstant sulten hernede. Chapati er en form for fladbrød. Det laves meget simpelt med vand, mel, salt og olie. Vil man have lidt ekstra smag i brødet, lærte Valary mig at man kan komme løg og gulerødder i. Dejen ældes sammen, så det ligner en almindelig bolledej og der efter formes små boller, som rulles helt flade. Så tynde som muligt, uden at de går i stykke. Derefter steges de i meget olie på en virkeligt varm pande på begge sider. Derefter er de klar til servering. Super nemt og super lækkert. J

I lørdags, var Lotte og jeg en tur i byen for at fejre at det var første december. Efter at have skrabet vores skrabejulekalender, tog vi ind til byen for at finde os et godt sted at spise frokost. Vi trængte begge to meget til at komme lidt ud og få lidt ro i hovedet. 8 mennesker i et lille hus, kan godt blive lige i overkanten. Vi var så heldige at finde en super hyggelig restaurant, hvor vi begge bestilte os en pizza. Hold nu op jeg blev mæt, men hvor smagte den dog godt. Ud over at spise, gik vi os en lille tur rundt i Kisumu by, så vi nu bedre kan navigere rundt uden kort. Det var en super hyggelig dag, der sluttede med fredagshygge med film på computeren.

Det var lige et lille udsnit af hvad der er sket den sidste uges tid. Jeg håber meget at strejken snart stopper, så jeg kan komme til at opleve børneafdelingen uden for mange tabte dage.