Profile
Blog
Photos
Videos
Der er igen sket en hel masse på meget kort tid.
Fredag til lørdag tog vi en tur til Kakamega, for at besøge de to piger der bor der, Cecilie og Katja. Det var en tur på bare 50 km, men på grund af de hullede veje tog det 1,5 time i en matatu. Vi kunne dog ikke brokke os, da prisen kun var 200 Kesh, hvilket svare til omkring 14 kr. Lotte og jeg var super heldige at få en god plads, hvor vi kunne sidde hele tiden. Hvis man får en dårlig plads, skal man ud af matatuen hver gang nogen skal af og på. Der ud over endte det med at vi agerede barnepiger næsten hele vejen. På grund af at det er meget besværligt at komme ind og ud af matatuen, tilbød jeg at holde en lille pige på 6 måneder indtil moderen var kommet på plads. Pigen så dog ud til at hygge sig, så hun fik lov at blive sidende hos mig, indtil de efter et godt stykke tid skulle af. Derefter kom en mor med en dreng ind og havde samme problem, så han kom også om og sidde hos os og faldt meget hurtigt i søvn på mit skød. Moderen så ud til at nyde at hun havde lidt tid til at sidde selv og Lotte og jeg var også godt tilfredse. Tiden i matatuen gik meget hurtigere end forventet.
Da vi ankom til Kakamega, mødes vi med Cecilie og Katja. Vi besluttede os for at tage ud at spise frokost og derefter at tage ud og se "The crying stone", der skulle være en attraktion i Kakamega. En stor sten med øjne og noget vand der løber ned af den. Jeg havde ikke set den på billeder, så vidste ikke hvad jeg skulle forvente. Da vi finder frem til den, finder jeg ud af at den er meget større end jeg lige havde forventet, men ikke er noget særligt. Øjnene var meget svære at få øje på og vandet der skulle løbe ned ad stenen, var der ikke på grund af at det ikke er regnsæson. Det kostede os heldigvis ikke så meget, så vi tog hurtigtig ind til Kakamega by igen.
Om eftermiddagen var vi en tur hjemme hos Cecilie og Katja's værtsfamilie, for at se hvordan de bor. Vi var så heldige at vi havde fået lov at overnatte der, da familien ejer et stort hus. Ligefrem kæmpe stort i forhold til det vi bor i. Lotte og jeg blev meget henrykte da vi opdagede, at vi kunne få hver vores seng at sove i. Det er efterhånden noget vi begge længtes meget efter. Om aftenen tog vi ud og spise på en restaurant, som deres familie havde anbefalet. Dennis som er familiens søn på 31 år var hjemme og besluttede sig for at ville spise med. Restauranten var ret stor og vi bestilte lidt forskelligt, som alle så kunne spise af. For første gang her nede fik vi ordentligt kød. Grillet kylling og sparribs. Det var bare lækkert.
Dagen efter vågnede jeg op endnu engang med maveproblemer, hvilket jeg selvfølgeligt var træt af. Lotte, Christina og jeg skulle fra formiddagen en tur i Kakamega forrest, som er en meget velbevaret regnskov. Her så vi en masse fantastiske træer, fugle, aber og ikke mindst sommerfugle. Vi var sågar ved at blive ædt af dræbermyrer. Vi undgik dog at blive ædt i sidste øjeblik, ved at løbe gennem passagen med de mange store myrer. Lotte og jeg var dog så heldige at blive bidt et par gange, men det var nu ikke meget værre end et stik fra en myg. Guiden fortalte dog at myrerne kan æde en levende antilope, hvis der er myrer nok om det. Selv om der både er geparder, slanger og andet kryb i skoven, var vi ikke ude for noget farligere end myrerne og aber der smed ting ned fra træerne. Det var en super god tur og det var super spændende at høre om plante- og dyreliv i skoven.
Efter turen i regnskoven mødte vi igen pigerne i Kakamega, hvor vi fik lidt at spise. For anden gang måtte jeg drikke en cola, for at se om det kunne hjælpe på maven. Man må jo tage den medicin, man kan få. Efter en dejlig frokost, var det tid til at sige farvel til pigerne og vende næsten mod Kisumu igen. Vi fandt en matatu mod Kisumu, men fandt desværre ud af at turen hjem ikke skulle være helt så behagelig og hyggeligt som turen den anden vej. Matatuen blev alt for fyldt, så vi sad meget klemt, samt at turen tog noget længere tid. Da vi endeligt nåede hjem lørdag aften, var vi alle meget trætte og lidt irritable efter køreturen. Det kunne dog ikke ødelægge hele weekenden. Det var en hyggelig og oplevelsesrig tur vi havde til Kakamega, som faktisk er byen Lotte og jeg skulle have boet i.
Søndag endte jeg meget uventet til koncert. Der var meget højt musik og sang. Alle var glade, dansede og viftede med armene. Stemning var helt fantastisk og når jeg kiggede rundt, kunne jeg se både børn og voksne hygge sig. Nogle med lukkede øjne, andre ikke. Rundt omkring kunne jeg se mennesker der nærmest var gået i trance og befandt sig deres helt eget sted. I virkeligheden var jeg endt til gudstjeneste en søndag formiddag. Jeg kan godt forstå, at der er større tilknytning til kirken her nede, hvis det er sådan man går i kirke. Efter den første time med sang og dans fik børn og unge lov at gå ind i en bygning ved siden af, hvor sangen fortsatte. Alle voksne blev siddende i kirken og skulle høre præstens prædiken. Her efter formede gudstjenesten sig mere som hjemme i Danmark. En præst prædikede i næsten 2 timer og så kunne vi igen tage hjem. Det var en meget sjov oplevelse, men heller ikke dette kan omvende mig til at tro på gud.
Senere på dagen fik vi besked om at vi skulle møde op på hospitalet dagen efter, hvor vi ville blive sendt ud med en der arbejdeder ude i samfundet. Endeligt var der udsigt til at lave lidt igen, så vi så alle tre frem til at komme af sted dagen efter.
Mandag mødte vi op på sygehuset kl. 9.00 som aftalt, men måtte som sødvanligt vente 30 min. på at se vores vejleder. Derefter ventede vi yderligere 30 min. på at blive præsenteret for vedkommende vi skulle følges med. Det viste sig at være en rar mand, hvilket overraskede mig lidt. Han er bindelede mellem patienter i eget hjem og sygehuset. Vi var ude at besøge 5 borgere i deres eget hjem. Borgerne vi snakkede med var enten personer med HIV eller deres ægtefælder. Det var rigtig spændende at høre om deres oplevelser og følelser omkring det, at enten dem selv eller ægtefælden var smittet. Det var fantastisk og skræmmende på samme tid, at se hvordan de var stærke og tog diagnosen med en vis ro. En ung kvinde fortalte dog som de andre, at hun havde det fint med at hendes mand var testet positiv, men det var tydeligt at se på hendes kropssprog og ansigtsudtryk, at det ikke helt var i overensstemmelse med sandheden. Jeg tror det hænger sammen med en ældre dames tilstedeværelse. Muligvis hendes svigermor. Efter endt arbejdsdag blev vi dog alle tre enige om at vi ikke kunne bruge mere tid på denne form for arbejde. Vi kom rundt og se forskellige boliger og mennesker. Vi hørte nogle fantastiske historier, men der var ikke ret mange sygeplejeopgaver i arbejdet og vi besluttede derfor at vi ville opsøge børnehjemmet New Life dagen efter.
Både tirsdag og onsdag arbejdede vi som frivillige på New Life børnehjem, hvilket var en dejlig oplevelse. Det var super nemt at få lov at arbejde som frivillig, så vi havde for en gangs skyld ingen spildtid. Et par formler skulle underskrives, men ellers kunne vi starte med det samme.
Vi blev sendt op på en afdeling for børn fra 0-1 år. Jeg var meget overrasket over at se hvor gode forhold der var. Bygningerne var meget velholdt og rengjorte. Alle børn havde hver deres seng og de havde alle sammen pænt tøj på. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men bestemt ikke det jeg så. Der var legetøj og børnemusik, ligesom i en almindelig dansk vuggestue. Vi fik lov til at lege med børnene, samt at skifte dem og give dem mad. Jeg må dog indrømme, at bleskiftning var en helt anderledes oplevelse end der hjemme. Her vikler man et håndklæde rundt om barnet og derefter et stykke plastik. Ikke desto mindre virker det og børnene her er heldige at blive skriftet ofte. Det var også dejligt at se at det faste personale var meget kærlige over for børnene. Jeg forelskede mig selvfølgeligt i en lille skøn dreng Darius. Han var kun omkring 4 måneder gammel, men meget smilende og livlig. Jeg måtte dog efterlade ham på hjemmet og håbe på at han bliver adopteret af en skøn familie, der vil passe godt på ham. Vi blev fortalt at især skandinaviske par adopterer børnene fra New Life, så hvem ved... måske møder jeg ham i Danmark en dag.
Selv om at det var skønt at være aktiv sammen med børnene, var der desværre ikke mange sygeplejefaglige opgaver, som vi havde håbet på. Der var 2 sygeplejersker på børnehjemmet, men de indgik på nuværende tispunkt kun i den almindelige pleje og omsorg af børnene, da ingen var syge. Vi snakkede derfor med vores værtsfamilie, der mente at de måske kunne hjælpe os. 2 km fra hvor vi bor, skulle der ligge et health center, hvor vi kunne være indtil strejken er ovre. Vi skulle dog have et brev, fra det vi tror svare til Kisumus borgmester, som beskriver at vi har lov til at arbejde frivilligt på centret. Det viste sig at det var et større projekt at få fat i et sådan brev, men torsdag formmiddag hvad vi det endeligt i hånden og kunne gå op til centret. Da vi ankommer, snakker vi med en rar læge, der desværre må fortælle os at sygeplejerskerne også strejker der. Vi lavede dog en aftale med ham om, at hvis strejken ikke er ovre mandag, kan vi komme på centret og så vil han lære os at tage HIV- og tuberkulosetest. Det er i det mindste noget der ligner lidt sygeplejeopgaver, så jeg håber virkeligt at det endeligt lykkedes os på mandag at få lidt erfaring. Jeg stresser efterhånden ret meget i forhold til min eksamensopgave, der gerne skulle afleveres først i januar. Lige nu virker det umuligt, men jeg håber meget at jeg møder en patient på mandag, som jeg kan skrive om.
I dag tager Lotte og jeg igen på børnehjemmet. Det er skønt at kunne hjælpe lidt og der virker som om de er rigtig glade for at vi kommer. I aften skal vi ud og spise med de to piger fra Kakamega, som igen kommer på besøg. I morgen tager vi på Kisumu museum og ser slanger, skildpadder og fisk, så igen har vi en spændende weekend foran os.
Da dette er det sidste indlæg inden jul, vil jeg gerne ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul. Jeg håber I har det fantastik der hjemme og rigtig får hygget. Hernede er der ikke meget julestemning, på trods af at vi hører julemusik over alt. Jeg vil dog ikke være alle mine fantastiske oplevelser foruden, så jeg kan godt leve med, at det ikke rigtigt bliver jul for mig i år.
- comments