Profile
Blog
Photos
Videos
Rejsen til Per U og co.
Have you ever seen a lama?
Efter kun 2 dage i San Pedro de Atacama og på trods af, at vi på forhånd havde aftalt at droppe Bolivia, endte vi alligevel op med, ligesom alle de andre turister, at købe en 3 dages jeep tur over Andesbjergene til Uyuni i Bolivia.
Turen startede tidligt mandag morgen, hvor alt vores baggage blev læsset i en bus og kørt til den bolivianske grænse uden for byen. Vores lille englænder havde valgt at joine os på sin motorcykel og havde derfor sin baggage og benzin i vores jeep. Der er nemlig ingen tankstationer mellem de to byer - alt skulle medbringes.
At krydse grænsen gik fint, og her fra gik det ellers op ad til en højde af næsten 5000m over havets overflade. Vi var blevet advaret imod den højdesyge, man måske kunne komme ud for, men det virkede ikke engang så slemt på daværende tidspunkt.
på vejen op mod første camp gik turen til en varm kilde, hvor de fleste hoppede i. Vi kunne ikke helt overskue den kolde luft, der ville bide en bagefter, så vi stod pænt og så på. I vores jeep var tre fra Schweiz. 2 af dem, Christian og Daniel, var evigt glade og svære at blive sure på + de havde en mega sjov accent: "Jaah, I Knoooh. We have heeeps!". Vores chauffør var for nice - 3 dage gik med at høre hans 80'er medley cd på fuld smadder. Mia har fået en kopi, som hun gerne vil dele, når hun kommer hjem.
Samme dag krydsede vi også flere farvestrålende laguner og et geyserområde med flotte, men ildelugtende geysere.
Da vi nåede campen var vi trætte. Det var en lang dag på elendig grus/sandvej + at det var 100 gange mere besværligt at trække vejret oppe i højderne. Sengene bestod af madrasser på stenforhøjninger og rundt omkring huset stod åndssvagt grimme lamaer med lyserøde krummelurer i ørene og halsklude. Vi havde hørt meget om temperaturen i højderne og havde endda fået at vide, at det ville blive ned til -20 grader. Asge var den første af os til at få den famøse højdesyge og måtte kravle i seng med dundrende hovedpine. Om natten slagtede den også Mia og Nanna. En mellemting af, at man ikke kan trække vejret ordentligt, men føler at man har brug for mere ilt, en hovedpine, der giver kvalme, når man ligger ned og svimmelhed så det sejler. Det var rigtig rart.
Andendagen blev overstået i et lidt lavere tempo. Man gik langsommere, talte langsommere og opfattede alt langsommere. Som om man var gået fra 20 til 80 år på én nat. Forresten blev det overhovedet ikke så koldt, som folk havde gejlet det op til. Tror vi var heldige, at den overskyede himmel holdt lidt på varmen.
Dagens serværdigheder bestod i stentræer, som er store klipper, der er formet som træer, flere laguner og en masse 80'er medley. Lagunerne var lidt mere spændende pga. fritlevende flamingoer. Flamingoer skider åbenbart det samme sted og laver en stod kage af pøls, som vi så kunne danse rundt i. Se billederne. Det var en fest.
Vi nåede i slutningen af dagen frem til en lille by, Alota, der mere end noget andet minder om en forladt soldaterlejr i Afghanistan. Ingen mennesker i gaden, og alt så så faldefærdigt ud. Her fik vi et rigtigt hostel med strøm, så vi så film om aftenen. Vores englænder hang forresten stadigvæk på, på trods af 3 mindre styrt på en dag. Der gik sport i at tage fede billeder af ham, så dem kan i også se på picasaweb.
Tredjedagen var højdepunktet, der startede ud med et hurtigt stop i den lille by Saint Cristobal, hvor Asge moonede lamaer, og vi for første gang rigtig fik set de bolivianske kvinder i deres klædedragt. Derefter til endedistinationen Uyuni, hvor Uyuni saltflat ligger. Selve Uyuni er et s***hole, hvor vi måtte vente en time på at hæveautomaten ville give os penge og efterfølgende en time på, at nogle ville servere vores mad, men Uyuni saltflat er ubeskriveligt fascinerende. Det er en stor saltørken, hvor et kæmpe areal er dækket med salt, du kan trampe rundt på. Det ligner at man fjoller rundt i sne. Som alle de andre turister skulle vi selvfølgelig tage de sædvanlige billeder af stor mand holder lille Nanna osv. Det var ret sjovt. Fantasien kom i hvert fald på prøve.
Vores jeeps kæmpede sig til sidst tilbage gennem vand og salt (den bedste kombination for biler) tilbage til Uyuni, hvor vi bestilte den dyreste bus vi kunne få til La Paz.
Efter kun 2 dage i San Pedro de Atacama og på trods af, at vi på forhånd havde aftalt at droppe Bolivia, endte vi alligevel op med, ligesom alle de andre turister, at købe en 3 dages jeep tur over Andesbjergene til Uyuni i Bolivia.
Turen startede tidligt mandag morgen, hvor alt vores baggage blev læsset i en bus og kørt til den bolivianske grænse uden for byen. Vores lille englænder havde valgt at joine os på sin motorcykel og havde derfor sin baggage og benzin i vores jeep. Der er nemlig ingen tankstationer mellem de to byer - alt skulle medbringes.
At krydse grænsen gik fint, og her fra gik det ellers op ad til en højde af næsten 5000m over havets overflade. Vi var blevet advaret imod den højdesyge, man måske kunne komme ud for, men det virkede ikke engang så slemt på daværende tidspunkt.
på vejen op mod første camp gik turen til en varm kilde, hvor de fleste hoppede i. Vi kunne ikke helt overskue den kolde luft, der ville bide en bagefter, så vi stod pænt og så på. I vores jeep var tre fra Schweiz. 2 af dem, Christian og Daniel, var evigt glade og svære at blive sure på + de havde en mega sjov accent: "Jaah, I Knoooh. We have heeeps!". Vores chauffør var for nice - 3 dage gik med at høre hans 80'er medley cd på fuld smadder. Mia har fået en kopi, som hun gerne vil dele, når hun kommer hjem.
Samme dag krydsede vi også flere farvestrålende laguner og et geyserområde med flotte, men ildelugtende geysere.
Da vi nåede campen var vi trætte. Det var en lang dag på elendig grus/sandvej + at det var 100 gange mere besværligt at trække vejret oppe i højderne. Sengene bestod af madrasser på stenforhøjninger og rundt omkring huset stod åndssvagt grimme lamaer med lyserøde krummelurer i ørene og halsklude. Vi havde hørt meget om temperaturen i højderne og havde endda fået at vide, at det ville blive ned til -20 grader. Asge var den første af os til at få den famøse højdesyge og måtte kravle i seng med dundrende hovedpine. Om natten slagtede den også Mia og Nanna. En mellemting af, at man ikke kan trække vejret ordentligt, men føler at man har brug for mere ilt, en hovedpine, der giver kvalme, når man ligger ned og svimmelhed så det sejler. Det var rigtig rart.
Andendagen blev overstået i et lidt lavere tempo. Man gik langsommere, talte langsommere og opfattede alt langsommere. Som om man var gået fra 20 til 80 år på én nat. Forresten blev det overhovedet ikke så koldt, som folk havde gejlet det op til. Tror vi var heldige, at den overskyede himmel holdt lidt på varmen.
Dagens serværdigheder bestod i stentræer, som er store klipper, der er formet som træer, flere laguner og en masse 80'er medley. Lagunerne var lidt mere spændende pga. fritlevende flamingoer. Flamingoer skider åbenbart det samme sted og laver en stod kage af pøls, som vi så kunne danse rundt i. Se billederne. Det var en fest.
Vi nåede i slutningen af dagen frem til en lille by, Alota, der mere end noget andet minder om en forladt soldaterlejr i Afghanistan. Ingen mennesker i gaden, og alt så så faldefærdigt ud. Her fik vi et rigtigt hostel med strøm, så vi så film om aftenen. Vores englænder hang forresten stadigvæk på, på trods af 3 mindre styrt på en dag. Der gik sport i at tage fede billeder af ham, så dem kan i også se på picasaweb.
Tredjedagen var højdepunktet, der startede ud med et hurtigt stop i den lille by Saint Cristobal, hvor Asge moonede lamaer, og vi for første gang rigtig fik set de bolivianske kvinder i deres klædedragt. Derefter til endedistinationen Uyuni, hvor Uyuni saltflat ligger. Selve Uyuni er et s***hole, hvor vi måtte vente en time på at hæveautomaten ville give os penge og efterfølgende en time på, at nogle ville servere vores mad, men Uyuni saltflat er ubeskriveligt fascinerende. Det er en stor saltørken, hvor et kæmpe areal er dækket med salt, du kan trampe rundt på. Det ligner at man fjoller rundt i sne. Som alle de andre turister skulle vi selvfølgelig tage de sædvanlige billeder af stor mand holder lille Nanna osv. Det var ret sjovt. Fantasien kom i hvert fald på prøve.
Vores jeeps kæmpede sig til sidst tilbage gennem vand og salt (den bedste kombination for biler) tilbage til Uyuni, hvor vi bestilte den dyreste bus vi kunne få til La Paz.
- comments