Profile
Blog
Photos
Videos
Jamaica, Jamaica, Jamaica - vi dansede ikke særlig meget på Jamaica!
Hele vores Jamaica-oplevelse har været ret så turbulent, så vi glæder os lidt til at komme tilbage til det trykke, glade Cuba.
Vi starter fra begyndelsen.
Torsdag morgen stod vi tidligt op og fik vores ting til Lima lufthavn. Der var en på vores hostel med vild maveforgiftning (tror vi), så det var en dejlig opvågning til lyden af opkast. I lufthavnen var vi de første i køen og heldigvis, for pludselig kunne de ikke finde Asge i systemet. Vi forsøgte med fornavn (Asge - super nemt for spansktalende at udtale!), efternavne (Pontoppidan - igen, bare super latino!) og pasnummer, men ingen billet til Asge. Damen i skranken blev sur, fordi vi råbte af hende, og vi blev sure, fordi hun råbte af os. Pludselig kom vi i tanke om, at vi havde billetnumre et sted og bum, så var der en billet alligevel. Vi har stadigvæk ingen anelse om, hvorfor den ikke var i systemet. Det var første dilemma. Næste problem: 5 musikinstrumenter og 2 stk håndbaggage! Med meget sur mine fik hun forklaret os, at det kun er tilladt at rejse med 1 stk håndbaggage hver, men fordi det var instrumenter, kunne hun gå med til det denne gang. Glade og tilfredse skyndte vi os gennem security og op i flyet, hvor Asges cajón endte med at ryge ned til kufferterne alligevel. Små 5 timer efter stod vi i Havana - glade og tilfredse med det varmeslag, man blev mødt af, da vi steg ud af flyet.
Her kommer så problem nr 3:
Asge havde købt billig rom i Bolivia og en af flaskerne var smadret i hans backpack! Halvdelen af tasken smurt ind i rom og gemt af vejen traskede vi gennem tolden, der var meget forvirret over vores måde at pakke på i store sorte sække. Fedt at sådan noget sker, når man kun har 24 timer inden næste fly.
Fik fat i en taxa og kørt til vores hostel. En surrealistisk oplevelse, som at træde direkte ind i en 70'er film med gamle biler og bygninger. Indlogeret privat skulle pigerne bo i stueetagen mens Asge skulle bo hos en meget snaksagelig gammel dame på 5 sal.
Vi fik lidt at spise på det lokale burgersted, hvor al kontant betaling nøje blev noteret og med ID blev godkendt. Meget underligt, det der kommunistland. Sluttede aftenen af med den framragende Anaconda film og gik i seng.
Næste dag gik turen tilbage til lufthavnen, hvor vi fandt ud af, at der er to internationale lufthavne, så vi måtte tilbage i den dyre taxa igen og over til den næste.
De søde mennesker på vores hostel havde gået med til at opbevare vores ting, så vi tog af sted med vores små rygsække. Intet andet.
I security fandt vi ud af, at vi skulle betale lufthavnsafgift for at flyve ud. Dvs. de billige billetter til Jamaica blev pludseligt dyre. To taxaer, et hostelophold, lufthavnsafgift og ikke mindst et visum for én sølle dag. Vi var ret så utilfredse med vores rejsebureau den dag!
Af sted til Cayman Island, hvor vi mellemlandede og derefter Jamaica!
Det blev dog ikke nogen succes, for efter små 20 min efter landing sad vi på immigrationskontoret uden pas og billetter. Sagen er den, at du åbenbart SKAL have en adresse på et sted du skal bo, og de godkender om du må tage der hen.
Vi havde gennem Couch Surfing (et koncept, hvor du bor gratis privat) fundet en fyr på nettet. Han havde advaret os mod, at immigrationen ville holde os tilbage og prøve at give os et dyrt hotel i stedet for. De sagde, at adressen vi havde skrevet, var downtown og et dårligt sted, så der måtte vi ikke tage hen! Fair nok. Pludselig kommer en af de ansatte ind og spørger: "Hvem er lederen?" Og vi bliver selvfølgelig helt underlige i hovedet. "Hvem har haft mest kontakt til den her person?". Mia går med og kommer ind på kontoret med tusind tanker i hovedet. Her forklarer de hele sagen med, at det må man ikke, og at de skal finde et hotel til os. Først skal de dog vide, hvordan Mia har tjent sine penge, om vi skal mødes med manden pga. musik eller rygning, hvorfor vi skal til landet og ikke mindst, hvor mange penge vi har - ca. 60$ og vupti, så har de fundet et billigt hotel til os til kun 70$. I informationen forklarer vi, at vi skal have det billigste, men de spørger bare, om hvor meget vi har råd til. De bliver skide sure, når vi taler dansk til hinanden og siger: det her er et engelsktalende land, så her taler vi kun engelsk. I trods taler vi videre på dansk. Til sidst bliver vi ret sure og får endelig lov til at låne internettet, hvor vi kan finde billigere hostels - 30$!
Vi var rasende. Det var ret tydeligt, hvad der foregik!
2 timer efter vi landede ankom vi til The Durham Hostel og gik omkuld.
Næste dag blev stemningen bedre takkede være Mr. Oliver som ejer stedet. Han gav os gode råd til, hvad vi burde se og reddede mere eller mindre vores tur. Hans sønner var ret sjove og afslappede og tog os dagen efter med på city tour i Kingston, Jamaicas hovedsatd. Vi så de rige kvarterer og Trenchtown, som var Bob Marleys kvarter. Vi så downtown, hvor der bl.a. er en vej, hvor dem på højre side ikke snakker eller kan lide dem på venstre side. Vi kørte i kvarterer, hvor det ikke er tilladt at gå ud om natten, ellers bliver du anholdt og vi så kvarterer med skudhuller! Det er tydeligt at alle samfundslag hader politiet, fordi det er lige så korrupt som alt det andet.
En ting vi også lige skulle vænne os til var lugten af hash. Selv om det er ulovligt, ryger mange. Det er en meget anderledes kultur.
Efter to overnatninger i Kingston vendte vi hovedet mod The Country Side - Port Antonio.
Turen der til foregik i rute taxa/bus gennem frodige regnskove på snoede veje og med dundrende høj reggaemusik.
I et land, hvor 99% af befolkningen er mørke var det ikke let at falde ind og man blev da også kigget på og råbt efter, hvor end man gik hen. Her på Jamaica er der turistpriser og lokale priser og for dem er du ikke andet end en åben pengepung. Det er desværre lidt synd, for lande med godt ry tiltrækker flere turister med flere penge, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket.
I Port Antonio fik vi vores eget hus i den lille by. Man kunne hurtigt mærke at mentaliteten var meget anderledes. Her hilste folk venligt i stedet for det almindelige Hey Whitey i Kingston!
De 4 overnatninger gik hurtigt, fordi vi hurtigt fandt os en privatchauffør, der kørte os hele området rundt. Vi så Long Bay Beach med hvid sandstrand og megabølger. Boston Bay med mindre bølger og blåt gennemsigtigt vand. Vi så Winnifred Beach, som vi nærmest havde helt for os selv, på nær alle de indfødte der ville sælge os ting. Vi var en tur ved Reach Falls, hvor vi måtte kravle og svømme mod strømmen gennem et vandfald. Det var vildt fedt. Hoppede fra klipper og vandfald. Super sjovt.
Vi spiste jerk chicken på det lokale marked (grillet kylling) og sluttede vores tid med Kevin (chaufføren) i Rio Grande floden.
Han gav os nogle gode oplevelser.
Af en eller anden grund tror alle, vi har mødt, at Nanna og Asge er søskende og at Mia derfor er Asges kone. JA KONE. Det er meget underligt. Når de så finder ud af, at vi bare er venner flyder komplimenterne til pigerne og til Asge kan de hurtigt finde en lokal pige. Det meget irriterende. Pænt takker man nej til alle deres tilbud. Jamaicanermænd er ret primitive. Det hele handler om hvor "fine and beautiful" en dame er, og hvor mange de har været sammen med. De kører den hårde attitude og elsker drama - både pigerne og drengene. Hænger ud ad vinduerne og råber til hinanden på patois (jamaicansk). Underlig kultur.
Efter 4 gode dage vendte vi snuden tilbage mod Kingston. Denne gang tog busturen dog 4 timer i stedet for 1 1/2. På vejen kom nogle op at skændes. Råbte af hinanden og blev ved med at holde diskusionen kørende. Man havde næsten lyst til at kaste op og det var lige hvad en lille dreng gjorde. To gange! Så råbte de også lidt af ham. Stakkels..
Tilbage i trykke rammer fandt vi tilbage til Burger King og burede os inde på værelset derefter.
Nu går turen endelig til Cuba.
Forresten har vi glemt at fortælle, at vi har overtalt vores danske ven Mads, som vi mødte i Cusco, til at ændre resten af sin rejseplan og flyve med til Cuba, så ham ser vi også snart, og det vil vi glæde os til.
Vi ses snart Danmark. Hold jer munter.
- comments