Uge 10-11: Gimpfest, en kalot med opkast i, tur til Jericho og forbud mod pant(!)

Min gamle tutor fra statskundskab, Troels, og nogle af hans kammerater var kommet til Tel Aviv og havde i den forbindelse bedt mig vise dem lidt rundt i byen. Derfor tog jeg med dem på Irgunmuseet 2. påskedag, hvor jeg jo havde fri fra ambassaden. Irgun var en militant undergrundsgruppe, der i 30'erne og 40'erne kæmpede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Gruppen udsprang af det daværende Haganah, som senere blev staten Israels militær, fordi Irgun var uenig med Haganah på en række punkter. Deriblandt om hvilken grad voldshandlingerne mod den britiske besættelsesmagt skulle have, og om man skulle indstille eller fortsætte kampen mod briterne selv efter Anden Verdenskrig var brudt ud, og briterne kæmpede mod nazisterne. Irgun var berygtede for at udføre deciderede terrorhandlinger som attentater mod britiske officerer og etniske udrensninger af arabiske landsbyer. Mange af de negative handlinger var selvsagt nedtonet på museet. Efter besøget på museet, tog vi på en restaurant ved navn Tel Aviv Brewhouse, som er kendt for at brygge sit eget øl. Derudover har restauranten - fandt vi ud af - livemusik med et lokalt bluesband hver mandag. Så der kunne jeg køre min svine ossobuco og hjemmebryggede øl ned til covers af The Doors og Blues Brothers - det er svært at klage over.

Om tirsdagen var jeg, efter en arbejdsdag på ambassaden, igen ude og spise med Troels og drengene. Der stod turen på Yithik Hagodol - den famøse kødrestaurant, som tidligere er nævnt i flere blogindlæg. Der mente mine gæster, at det efter prøvesmagning på ca. 20 forretter/salater var tid til at se på en 600g Porterhouse steak. Det var så stor en mundfuld, at selv Troels, som ellers er en mand i 0,1 tons klassen, var ude og hænge i tovene, inden han fik sat steaken til vægs. Senere tog vi på en bar for at få nogle pils. Her var der en eventmager/kunstnertype, der havde medbragt masker til alle gæsterne i baren. Alle der bar maskerne kom til at ligne The Gimp fra filmen Pulp Fiction. Da gæsterne havde fået dem på, gik kunstertypen og tog billeder og optog film, mens folk til tonerne af Dr. Alban for fuld drøn festede igennem og lignede gimper.

Om torsdagen var jeg med Matti på en guidet studietur til Østjerusalem, hvor vi både så de kontroversielle jødiske kvarterer og de fattige palæstinensiske bydele. Guiden på turen sagde, at selvom indbyggerne i Østjerusalem udgør 35 % af byens indbyggere, får de dele af byen kun tildelt 7 % af de kommunale budgetter. Det har selvsagt en katastrofal negativ effekt på alt: fortove, skraldeservice, vand, elektricitet og folkeskoler er på bundniveau. Guiden fortalte dertil, at de manglende midler til folkeskoler har fået terrorgruppen Hamas til at åbne folkeskoler i Østjerusalem, hvor de palæstinensiske børn kan gå gratis i skole. Eftersom Israel har brugt sikkerhedsimperativet som argument for at bygge den kontroversielle 'adskillelsesmur' mellem Israel og Vestbredden, virker det for mig kontraproduktivt for sikkerheden, at mure ens hovedstad inde sammen med folkeskoler drevet af terrorister.

Apropos sikkerhed og terror, så var fredag den 13. dagen, hvor Matti og jeg afholdt påskefrokost i vores lejlighed. Vi havde med succes fået importeret både dansk rugbrød, karrysild, remoulade, ristede løg og det vigtigste: to liter lækker snaps. Dertil blev der kogt æg, lavet tunsalat og frikadeller. I vores residens havde vi besøg af de to prakitkanter fra det danske repræsentationskontor i Ramallah, og Jakob og Bjarke, som hhv. arbejder i en NGO og læser på universitetet i Tel Aviv. Påskefrokosten forløb helt som man kunne forvente. Folk blev fulde, så selv Peter Brixtofte ville have været stolt. Især den ene Ramallah-praktikants stunt med at kaste op ud af vinduet og ned i en kalot, nogen havde smidt på jorden uden for, ville have fået flere anerkendende nik fra Ole Thestrup. Næste morgen opdagede vi desuden, at der havde været indbrudsforsøg om natten, mens vi havde været i byen. Tyven havde brudt skodderne i vores udestue op og havde i den forbindelse væltet og smadret både vores vandpibe og en tom flaske, der stod på bordet i udestuen. Heldigvis husker Matti og jeg altid at låse jerngitrene fra udestuen og ind i lejligheden. Derfor var tyven ikke kommet ind i lejligheden til kontanter og computere. Så med opkast i kalotten, indbrudsforsøgs i lejligheden og karrysild og snaps i mavesækken var det er optimal påskefrokost.

Om lørdagen var Bjarke, Anders, der er praktikant i Ramallah, og jeg på en spadseretur rundt i Tel Aviv. Vi satte os ved en cafe ikke langt fra Tel Avivs mest socialt belastede område, som også er hjem for mange arbejdsløse, prostituerede, punkere og hjemløse. Da vi sad ved cafeen, kom en bogstaveligt talt sindssyg kvinde hen og råbte og skreg, mens hun bankede i nogle af de andre gæsters cafebord. Heldigvis kom der kort efter en gruppe unge fyre omkring de 16-17 år og bad hende om ikke at genere cafeens gæster. "Hvor ædelt af de drenge" tænkte jeg et øjeblik, da de unge kvinder ved bordet slap for den sindssyge kone. Men hun stoppede kort efter ved at andet bord, og startede med at te sig igen. De unge fyre gik atter over til hende, men denne gang - i stedet for at sende hende væk - begyndte knægtene at posere ved siden af hende og tage billeder af hinanden ved siden af hende. Derudover knipsede de foran hendes ansigt, for at få hende til at kigge ind i kameraet - ligesom man kan gøre med små børn eller dyr, man gerne vil have et billede af. Heldigvis forlod kvinden området kort efter, og de unge vandaler indstillede den dehumaniserende opførsel med at tage billeder af hende, som om hun var et vildt dyr på en safari.

Fra fredag d. 8. til fredag d. 15. har det været jødisk højtid: det såkaldte Pessach, hvor man fejrer jødernes flugt fra faraoen af det gamle Egypten. Derfor holder mange butikker lukket hele ugen, og det er også mere eller mindre forbudt at bage brød med gær i. Derudover er mange fødevarer med hvede, havre o.lign. heller ikke tilladte. Det har betydet, at jeg i en hel uge har været indlagt til at spise noget Pessach-brød, der mest af alt minder om knækbrød… bare meget værre. Det er seriøst så kedeligt, at det får Wasas knækbrød til at minde om bacon. Derudover har Pessach også den selvfølgelige konsekvens, at man ikke må aflevere sin pant. Jeg kan personligt ikke gennemskue, hvilken sætning eller afsnit fra en hellig bog, der i dag fortolkes som, at jeg ikke må pante mine tomme Tuborg-flasker. Det var det rene justitsmord. Heldigvis er det slut nu, og jeg kan slippe for knækbrød, jeg må pante alt det jeg vil, og min lokale falaffelmand har atter dørene 'open for business'.

Den efterfølgende uge blev indledt med historien om den danske knægt Andreas fra Århus, som i weekenden blev slået i ansigtet af en israelsk officer på Vestbredden. Det har været i alle de store aviser hernede, og er også blevet bragt i de danske medier. Sagen har været kæmpestor i Israel, fordi Oberstløjtnant Eisner i flere almindelige israeleres øjne handlede fuldt ud legitimt, og mange synes de venstreorienterede anarkister fra Europa skulle blive hjemme. Derudover har mange læsere kommenteret på avisernes internetartikler om hændelsen og sagt, at set i lyset af det danske politis behandling af demonstranterne ved klimakonferencen i København, er Danmark ikke i en position til at dømme andre lande.

I ugen oprandt også øjeblikket, hvor jeg endelig afleverede speciale. Jeg sendte det til Mette onsdag (hende savner jeg allerede, selvom det kun er 2 uger siden hun var her), hun fik det printet torsdag og afleverede fredag. Det er helt mærkeligt, at det er ude af verdenen. Da jeg kom hjem fra ambassaden torsdag eftermiddag, kunne jeg ikke finde på noget at lave. Næsten hver dag de sidste 7 måneder har jeg arbejdet eller tænkt på det speciale; og nu er det ude af verden. Jeg har helt glemt, hvad jeg plejede at lave, dengang jeg havde fritid. Så satte jeg mig selvfølgelig og så Premier League highlights fra 90'erne på min computer og læste en god skønlitterær bog bagefter, som jeg færdiggjorde fredag eftermiddag på stranden i 25 grader og sol.

Lørdag var jeg inviteret til brunch hos en praktikant fra den svenske ambassade. Hun bor sammen med en franskkvinde, så lejligheden var også overrendt af franskmænd. Maden var outstanding - der var både sushi, røræg, shakshuka (en traditionel israelsk morgenmad med æg i krydret tomatsovs) og ost. Jeg kunne tage to vigtige lektioner med derfra: 1) man skal lade være med at farve sit hår sølvfarvet. Det havde en midaldrende mand gjort, og det var ikke en succes. 2) Hvis man er i selskab med franskmænd, og der serveres brieost, skal man være rap på fødderne for at sikre sig et enkelt stykke. Vigtig viden…eller ligegyldig info?

Søndag tog jeg igen til Vestbredden. Denne gang til Jericho, som er verdens lavest liggende by i ca. 225 meter under havets overflade. Turen derud var lidt af et helvede, da der ikke går nogle busser direkte fra Jerusalem til Jericho. Derfor måtte jeg efter 1 times bustur fra Tel Aviv til Jerusalem tage en bus fra Jerusalem til Ramallah. Dér måtte jeg så finde det andet busstoppested i byen og så vente en halv time førend bussen var fyldt, så den kunne tage af sted mod Jericho. Turen dertil tog 45 minutter - men det føltes som en evighed, fordi jeg var havnet ved siden af det største sludrechatol, jeg nogensinde har mødt. Han ville både vide, hvilken mad man typisk spiser i Danmark, hvilke ligheder Danmark har med Tyskland, hvilke sexstillinger jeg kender, hvilken religion jeg har, og om jeg var gift. Jeg måtte svare 'nej' til alle spørgsmål: 'Nej, jeg er ikke gift', 'Nej, jeg har ikke en religion', 'Nej, jeg skal ikke snakke sexstillinger med en fremmed mand i en bus på Vestbredden', 'Nej, Danmark har ingen ligheder med Tyskland' - kun madspørgsmålet lod sig besvare. Og der så han helt fjern ud i blikket, da jeg berettede om baconens herligheder (og hvordan jeg alligevel havde en slags religion).

Da jeg ankom til Jericho gik jeg først mod et sted ved navn Hishams Palace. Det er ruinen af et palads, som blev bygget i det syvende århundrede, og det er af arkæologer blevet kaldet 'Mellemøstens Versailles'. Desværre for Kong Hisham blev hans palads destrueret af et jordskælv kort efter opførelsen - kun ruiner står tilbage. De er heldigvis ret velbevarede og det var bestemt den 2½ km gåtur værd. Selvom det var en flot seværdighed, var der kun én person udover mig på det flere tusinde kvadratmeter store område.

Dernæst gik jeg ned til Jerichos gamle by. Modsat andre byer, der praler af at have en gammel by, kan Jerichos lægge vægt bag ordene. De ældste mure er fra ca. år 8000 f.kr. Desværre var det det eneste, der var at se udover trappetrin. Så selvom det var mega gammelt, var det lidt af en skuffelse. Heldigvis havde de en skilift på den anden side af vejen. Den er bygget af et schweizisk firma og leder op til Mount of Temptation, hvor Djævlen ifølge Bibelen fristede Jesus. Oppe på klippen har græske ortodokse sidenhen bygget et kloster på den smalle klippeafsats ca. 200 meter over Jericho men stadig 25 meter under havets overflade. Ved siden af har palæstinenserne bygget en cafe, der sælger vandpiber og sodavand. Jeg kunne sgu ikke dy mig for at nyde en vandpibe til udsigten over hele Jordandalen, Jordanbjergene og Det Døde Hav.

Efter at have taget liften ned igen fandt jeg en taxa til at køre mig rundt til seværdighederne rundt om Jericho. Da jeg satte mig ind i taxaen, indså jeg hurtigt, at jeg havde dummet mig. Jeg havde simpelthen fundet den taxachauffør i de besatte områder, som taler allerdårligst engelsk. Ikke engang tallene fra et til ti havde han styr på. Endnu værre blev det, når rodede os ud i komplekse sætningskonstruktioner som: "Først til St. George Klostret. Bagefter til Nabi Musa". Så var Ahmad sat helt af. Jeg prøvede at forklare, at jeg ville se seværdighederne i en bestemt rækkefølge, men hver gang jeg nævnte et nyt stednavn, troede han, at det var dér, jeg ville hen. Jeg opgav at forklare ham det, og kommanderede ham til at gøre mig til St. George klostret. Det ligger i en kløft (Wadi på arabisk) ligesom Mar Saba klostret, som jeg tidligere har nævnt i andre blogindlæg. St. George klostret var samme stil men ikke ligeså kønt som Mar Saba. Til gengæld lå det i en flottere wadi med masser små vandløb, træer og buske.

Bagefter fik vi sat kursen mod Nabi Musa (se billede) - hvor Moses efter sigende er begravet, og muslimerne har bygget en moské oven på. På vejen blev vi dog lige stoppet af nogle israelske soldater, der ville vide hvem vi var, hvor vi var på vej hen osv. Heldigvis lod de os slippe efter kun få minutter. Nabi Musa ligger helt øde i ørkenen midt på en slette 3-4 km fra Jericho. Moskeen var utroligt flot i solnedgangen bag bjergene og under den mørkeblå himmel. Derudover var moskeen, ligesom Oliebjerget i Jerusalem der er omgivet af jødiske gravsteder, omgivet af arabiske kirkegårde. Flere hundrede hvis ikke tusinder af gravsten lå spredt rundt på sletten rundt omkring moskeen.

Efter besøget ved Nabi Musa bad jeg taxachaufføren køre mig til Jerusalem. Han kunne ikke køre mig igennem de omkringliggende checkpoints, så han satte mig et i et forstadskvarter til Jerusalem, hvorfra jeg måtte fange en palæstinensisk bus. Den kom relativt kort efter. Desværre var der i bussen med 20 sæder i forvejen mast 26 personer ind. Så jeg måtte mase og møve for at komme ind; og så stå op det meste af vejen tilbage til Jerusalems centrum. Da jeg ankom der, fik jeg inviteret mig selv over til Anders, en af praktikanterne fra Ramallah. Han har lejlighed i Den Gamle By i Jerusalem, hvor der samme dag havde været Bosættermarch. Det sker en gang om måneden, at alle de ekstreme religiøse og nationalistiske bosættere fra Vestbredden kommer ind til Den Gamle By i Jerusalem og holder en protestmarch igennem det muslimske kvarter. Her banker de på skodderne ind til lejlighederne - herunder Anders' - og butikkerne (som alle har lukket i den anledning, fordi de ellers vil blive vandaliseret) og kommer med truende tilråb - alt imens der er massivt militæropbud til at forhindre voldelige sammenstød. At en så demonstrativ og provokerende march skal gå igennem det muslimske kvarter kan sikkert vække minder om visse steder i Europa i 30'erne. Jeg var endda så heldig at køre med sporvogn igennem Jerusalem med nogle af dem, da jeg sidst på aftenen skulle have bussen hjem til Tel Aviv.

Den kommende uge byder på Yom HaSigoron der starter tirsdag ved solnedgang, hvor Israel mindes alle de israelere, der er faldet i krige og terrorangreb siden uafhængighedskrigen i 1948-49. Ligesom på Yom HaShoah sidste uge, hvor Israel mindede Holocaustofrene, indebærer en sådan mindedag, at alle cafeer, restauranter, biografer og barer er omfattet af en lukkelov. Det er jo katastrofalt, når Matti og jeg endnu en gang skal misse opgøret mellem Barcelona og Chelsea i Champions League. Onsdag ved solnedgang starter derimod Yom Ha'Atzmaut - Uafhængighedsdagen. Her festes der igennem, og hele byen svøbes ind i flag, og der skydes med fyrværkeri. Derfor har jeg også fri fra ambassaden torsdag - det er perfekt, da jeg planlægger at have uafhængigheds-tømmermænd. I weekenden planlægger Matti, Anders, en veninde af Anders og jeg at leje en pickup truck, sætte Judas Priest på anlægget og så køre til Negev-ørkenen for at vandre og overnatte weekenden over. Born to be wild!