Uge 6-7: The Blues Brothers, 5-årige rygere, Israels Aldi og verdens dårligste offentlige strand

Siden sidste blogindlæg er det første jeg har oplevet Purim - Jødedommens svar på Fastelavn. Den startede i sidste uge og går dybest set ud på, at folk klæder sig ud i flotte kostumer og fester så hårdt, at hvis ikke det var af egen fri vilje, var FN's Menneskerettighedsdomstol nok trådt ind. Matti og jeg havde aftalt at klæde os ud som Blues Brothers til festlighederne både torsdag og fredag. Torsdag var vi bare i byen med to andre danskere, der begge havde klædt sig ud som Nathan Rothchild, den kendte jødiske finansfyrste fra 1800-tallets London. Det var der stor succes forbundet med. Fredag var der stor gadefest i Tel Aviv. Lidt a la Distortion i KBH, bare med 20.000-30.000 mennesker i gadebilledet klædt ud som alt fra Legofigurer og Blomsterpiger til Jim Carrey-figuren 'The Mask'. Mange mennesker tilkendegav deres store tilfredsstillelse med, at Blues Brothers også var repræsenteret.

I modsætning til den hedonistiske sekulære synds by, Tel Aviv, foregår Purim lidt anderledes i den ultra-ortodokse del af Jerusalem. I den såkaldte Mea Ha'sharim-del handler det om, at blive så fuld, skæv og så langt uden for pædagogisk rækkevidde som overhovedet muligt. Det gælder ultra-ortodokse i alle aldre. Derfor er det ikke unormalt at børn helt ned til 5-års alderen i det kvarter får både israelsk snaps og cigaretter til Purim. Se billede - den var nok ikke blevet godkendt i Danmark.

Lørdag skulle jeg have været på tour til Jerusalem, men da jeg lørdag morgen stod og skulle med bussen dertil, indså jeg, at der pga. Shabbat ikke gik én eneste bus mod hovedstaden. Heller ikke taxabusserne ville kunne bringe mig rettidigt dertil, så jeg måtte ringe til guiden og aflyse. Han lovede mig en plads på en af de kommende ture, så det ser jeg frem til. Mens jeg lå semi-retarderet og vingeskudt med tømmermænd lørdag eftermiddag erfarede jeg, at mens Purim er gået amok i Tel Aviv, har der været en mindre krig i gang mellem Gaza og Israel. I løbet af weekenden har palæstinensiske terrorgrupper affyret mindst 250 raketter mod det sydlige Israel. De er blevet besvaret af ca. 40 luftangreb fra israelsk militær mod mål i Gaza-striben. Jeg ved ikke helt hvad det siger om Tel Aviv under Purim, men et eller andet må det betyde, at man er nødt til at gå på nettet for at finde ud af, at der har været en mindre krig i gang sydpå.

Søndag tog jeg bussen fra Tel Aviv til Ein Gedi ved Det Døde Hav. Jeg fulgtes ad med en praktikant fra den østrigske ambassade, som også havde en ven med på turen. Efter 2 timers buskørsel, hvor vi kom til at stå af et stoppested for sent og måtte tage en taxa tilbage, ankom vi til den offentlige strand på den israelske side af Det Døde Hav. I min guidebog fra Lonely Planet beskrives den som en enormt populær strand blandt israelere. Det er helt uden for min forståelseshorisont. Alle de dejlige ting, man typisk forbinder med en god populær offentlig strand som eksempelvis sand, badebroer og is, er der intet af. Til gengæld er det fuld skrue på blæsten og mængden af klipper og småsten. Så ikke nok med at vandet holder 30 % salt - man får også lige snittet fødderne til Halal inden man uelegant spankulerer ud i vandet. Derfor nøjedes vi møde tre dukkerter og solbadning i ca. 3 timer førend vi tog bussen tilbage til Tel Aviv. Heldigvis var frokosten derude billig og temperaturen på 32 grader var helt i orden. Så turen var bestemt det hele værd.

Om aftenen da jeg skulle i det lokale supermarked blev min tålmodighed endnu en gang sat på en gevaldig prøve, da jeg stod over for et fænomen, som jeg endnu ikke har beskrevet her på bloggen. Ekspedienter i alle aldre, af begge køn og i alle slags butikker arbejder surrealistisk langsomt. Første gang jeg oplevede det, var det i en tøjbutik, hvor det tog 7-8 minutter for ekspedient at betjene en pige, der kun skulle have to toppe og betale med kontanter. Forleden løb det helt af sporet, da kunden før mig skulle have 10 af den samme vare (øl eller vin tror jeg). Den ældre kvinde i kassen insisterede af uransagelige årsager på at scanne hver eneste flaske ind selvom de var identiske. Derudover skulle hun vende og kigge på alle sider af alle flaskerne i tilfælde af, at stregkoden skulle befinde sig et helt andet sted end på den forrige. Så er det let at blive desperat, når man står i Israels svar på Aldi eller Fakta, der i forvejen er fyldt med kunder, og personen i kassen åbenlyst ikke arbejder på akkord. Det mærkelige er, at ingen andre end mig ser ud til at lade sig gå på at det forrykt langsomme tempo. Så der er ikke andet for, end at væbne sig med tålmodighed og falde ind i den lokale kultur.

I denne uge kommer der nok ikke til at ske det store, da jeg skal arbejde på at rette mit speciale igennem for 117. gang så det er klar til aflevering i midten af april. Jeg får et enkelt afbræk her onsdag aften, hvor jeg skal til et offentligt foredrag om demokratiets tilbagegang i Israel, som afholdes af en NGO i Tel Aviv. Derudover får jeg taget efter planen taget min Museums-mødom i morgen, torsdag, hvor jeg tager til Tel Aviv Museum of Modern Art. Og på falderebet: den tour til Ramallah, som jeg skulle have været på sidste uge, som blev aflyst, er blevet erstattet af en tur til Hebron d. 25. marts. Den skal jeg med til i stedet, og det ser jeg meget frem til.

Yom Tov