Uge 9: Ægte påske i Det Hellige Land

Optakten til påsken bød på Tel Aviv Marathon, som de ansatte på ambassaden var blevet tilskyndet til at deltage i. Derfor havde jeg tilmeldt mig 10km-distancen og trænet op til det i nogle uger. De mange timer langs stranden bar heldigvis frugt, idet jeg klarede de 10 km i tiden 44 min og 50 sek. Selvom det var spændende at løbe i Tel Avivs centrale gader med flere tusinde andre, kan det også blive frustrerende, når der er mange ældre tykke løbere, der insisterer på at løbe i vejen og få sidestik der hvor jeg skal løbe. Men det var sjovt at prøve og dejligt at se træningstimerne udmønte sig i en god præstation.

Om morgenen palmesøndag ankom Mette - noget jeg længe har set frem til. Hun havde fødselsdag samme dag og havde medbragt danske croissanter, boller og pålægschokolade, så vi kunne have en rigtig dansk fødselsdagsmorgenmad. Om formiddagen tog vi til Jerusalem. Her gik vi fra busstationen igennem Den Gamle By op til Oliebjerget, hvor Palmemarchen var sat til at skulle begynde. Palmemarchen består kristne fra hele verden - Danmark inklusiv - og fejrer dengang Jesus kom til Jerusalem på et hvidt æsel og der blev viftet med palmeblade. Meget passende stod der en lokal palæstinenser (Oliebjerget ligger i Østjerusalem) med et hvidt æsel med masser af kristent bling bling, som man kunne få taget billeder sammen med mod et mindre beløb - det kunne jeg jo ikke stå for. På toppen var der samlet flere tusinde mennesker fra forskellige kristne menigheder fra hele verden. De havde hver især deres egne flag og salmer med, og flere var klædt ud i kulørte kostumer. Der var folk fra så fjerne egne som Island, Ukraine, Latinamerika, adskillige afrikanske lande, Malaysia og Jylland. Hen ad eftermiddagen begyndte de mellem fem og syv tusinde mennesker at spadsere ned ad bjerget til Jesus' gravkirke i den Gamle By. Selvom turen måske kun er 2 km tog det næsten halvanden time, da den gruppe, Mette og jeg fulgtes med, var Sydamerikansk og derfor skulle stoppe op hver 100 m for at synge kristne sange. De havde både trompeter, trommer og guitarer med og stemningen var helt i top og der var næsten ikke nogen, der ikke viftede med palmeblade. Der var en fantastisk udsigt på vej ned ad Oliebjerget - man kunne se en skov af palmeblade i forgrunden og længere væk kunne man se guldkuplen og Al Aqsa moskeen nede på Tempelbjerget. Nede ved Den Gamle By blev alle de kristne palæstinensiske spejderbørn linet op, og anført af en palæstinensisk præst marcherede de med bannere ind i Den Gamle By. Det var en fantastisk oplevelse.

Om mandagen tog vi den store rundtur i Tel Aviv og Yafo (den gamle arabiske by nær Tel Aviv, som mere eller mindre er vokset sammen med Tel Aviv). I Yafo så vi Kedumim pladsen og et stort regeringskontor fra tiden, hvor Ottomanerne var kolonimagt i regionen. Dernæst gik ved ned til Abu Hasan, som nogle mener laver Israels bedste hommus. Selv Mette, der normalt ikke kan lide det, syntes det var godt. Derudover så vi den gamle have i Yafo, hvor man for nylig har lavet arkæologiske udgravninger fra de gamle egyptere. Derudover så vi også den såkaldte Ønskebro, som er pyntet med udsmykninger af de 12 stjernetegn. Sidste seværdighed i Yafo var det såkaldte Flea Market. Det er område, med at hav af butikker, der dybest set sælger ubrugeligt skrammel som fx gamle brugte vander, fjernbetjeninger, bordben og rustne øloplukkere. På turen hjem slog vi vejen forbi Neve Zedek-kvarteret, hvor man kan få lækre is - det var lige, hvad vi trængte til i 26 graders varme og sol (beklager, jer i Danmark).

Tirsdag gik turen til stranden (endnu en gang undskyld til jer, der slentrer rundt derhjemme i 3 grad og slud = Peter Tanevs limbo). Selvom vi kun lå fra 10.30 til kl. 13 fik jeg alligevel nogle gedigne rød/hvide striber og den geniale krebsekulør på ryggen. Om eftermiddagen tog vi på nogle flere loppemarkeder, som primært husede russiske immigranter, der solgte ud af al deres uvurderlige skrammel fra Sovjetunionen som eksempelvis hestehoveder i bronze med klokker i og ødelagte lommeure.

Onsdag ville vi tage til byen Ramla, som ligger ca. 15 km sydøst for Tel Aviv. Byen er kendetegnet ved, at have en stor arabisk befolkning og mange af jøderne dér er immigranter fra Etiopien og andre afrikanske lande. Derudover er byen generelt meget fattigere og mere uturistet end Tel Aviv. Det giver den en spændende multikulturel/proletaragtig karakter fri for turister. Handelsmarkedet i Ramla er helt vanvittigt stort om onsdagen - større end markederne i Tel Aviv og Jerusalem tilsammen. Jeg tror det var på i alt næsten en hel kvadratkilometer af anmasende sælgere, anstrængende købere, dyr i bur, forkælede børn og gale jøder, arabere og etiopere, der var på udkig efter et scoop. Det var inkarnationen af et ægte støvet mellemøstligt marked. Der sad en israeler og solgte ure, som garanteret har en 'very special price for you, my friend', som er højere end normalprisen, hvis man kommer som turist og vil købe et ur. Heldigvis har jeg lært tallene fra 1-99 på hebraisk, så da jeg fra afstand overhørte, at han sad og råbte "essrim, essrim" (som betyder 20 på hebraisk), skyndte jeg mig at bulldoze børn og gamle til side og råbe "Bordet Fanger!" - så fik jeg et lækkert ur til kun tyve shekel. Udover ure kunne man bogstaveligt talt købe fra alt fra Nintendo 64 udstyr, til levende høns i bur til gamle kassettebånd med Eurythmics. Tilbage på hovedgaden i Ramla tilbød en falaffelmand os gratis smagsprøve på hjemmelavet falaffel - mums. Senere så vi først Saint Helenas Pool, som er et underjordisk vandreservoir med søjler i, hvor man kan sejle rundt i små robåde. Men i bedste mellemøst-stil lå halvdelen af både selvfølgelig kæntret med bunden i vejret, og næsten alle årerne var smidt i vand og flød rundt - jeg skulle selvfølgelig ud og sejle alligevel. Sidst så vi et tårn i hvide sten ved navn: The White Tower. Det var det eneste tilbage af en gammel moské, som korsridderne ikke havde kunnet acceptere. Til aftensmad tog vi på den restaurant, jeg har nævnt i et tidligere blogindlæg. Det er Itzhik Hagodol (som betyder Store Isak), hvor man får 17 salater/forretter ad libitum som tilbehør til sin hovedret. Alle hovedretter på menuen er kød, kød og kød.

Skærtorsdag var det tid til at genoptage det religiøse vanvid, som påsken i Det Hellige Land trods alt også byder på. Vi tog til Betlehem, hvor vi ankom kl. 11. Her mødtes vi tilfældigvis med ham taxachaufføren, Osama, der kørte med sidst jeg var her (som er beskrevet i blogindlæg fra uge 5). Han viste os ind på sin vens falaffels sted, hvor vi fik gratis te og kaffe, fordi Osama var glad for, at jeg var kommet tilbage til ham. Osama tilbød at give os samme rundtur rundt om byen, som jeg fik sidst. Først skulle vi dog rundt og se seværdighederne inde i byen. Først Fødselskirken, som var fyldt med religionsturister…jeg mener 'pilgrimme', som tog billeder og var ved at gå ud af deres gode skind af begejstring over at være et sted, hvor en tømrersvend blev født for ca. 2000 år siden. Senere tog vi til Mælkegrotten, hvor Maria sjuskede med sin brystmælk under en amning, så der blev spildt på klippen, der forvandledes hvid. Vi gik også på markedet (der kaldes Souq på arabisk). På Souq'en havde de alle de ting, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen aldrig ville acceptere: slagtere der står og ryger i butikkerne, hele gedehoveder med øjne, tænder og tunge liggende fremme i vinduet, og lammehjerne i poser af 500 og 1000g. På Souqen så jeg to gamle fattige palæstinensiske kvinder, der lå og tiggede småpenge. Jeg gav dem to 1-shekel mønter og tre mønter af 10 agorot (100 agorot = 1 shekel). Da kvinden, jeg gav pengene, så de 30 agorot (som svarer til 50 øre), blev hun sur, gav mig dem tilbage og sagde hun kun ville have mønter i shekel. Sjældent har jeg mødt en nærig tigger.

Dernæst mødtes vi med Osama, som gav os samme rundtur, som beskrevet i blogindlægget fra uge 5: Shepherds Field, Aida-flygtningelejren, Herodes Bjerg og Mar saba klostret. Denne gang slap vi dog for 'He is problem'-manden. Til gengæld ville drengen, der viste os rundt denne gang, have 100 shekel (150 kr) for at vise os rundt. Da jeg sagde han kunne rende og hoppe blev han sur; især da jeg tilbød ham nogle agorot som plaster på såret. Da han beklagede sig til Osama, chaufføren, fik han også at vide af ham, at han skulle holde op med at være urimelig. Osama kørte os tilbage til bussen, og vi kom ubesværet til Jerusalem, hvor vi tjekkede ind på vores Hostel i Den Gamle By.

Langfredag var vi nede ved Grædemuren om morgenen og se alle de jøder, der står og vugger frem og tilbage og beder. Desværre var der lukket for adgang til Tempelbjerget. Så det måtte vi nyde fra en udsigtspost et stykke over Grædemuren - det var også smukt fra afstand. Hen omkring middag startede Korsmarchen, hvor kristne grupper og individer gengiver Jesus' gang op til Golgatha med korset. Masser af menigheder, spejdere og andre gik turen det meste af dagen; hvortil mange af de tilstødende veje til Via Dolora var spærret af, og opbuddet af israelske soldater var afsindigt. Efter endnu en gang at have været vidner til de kristnes udskejelser tog vi ned i Det Jødiske Kvarter, der var en oase af fred, ro og orden sammenlignet med Via Dolorosa. Senere gik vi op til Mea Shearim-kvarteret i det nordlige centrum af Jerusalem. Det er det kvarter, hvor der stort set kun bor ultraortodokse jøder. Her skal besøgende mænd bære kalot, kvinder må ikke vise skuldre, og helst ikke vise deres hår; og par må ikke holde i hånden. Der har været episoder, hvor turister og uagtsomme sekulære israelere er blevet svinet til og antastet af lokale ultraortodokse. Derfor sørgede vi at overholde alle de skrevne regler, som står på skilte ved indgangen til bydelen. Det var lidt af en oplevelse af gå der. Om aftenen tog vi ned i Det Armenske Kvarter i Den Gamle By, hvor fik dejlig traditionel armensk mad til aftensmad.

Lørdag morgen tog endnu en gang forbi Grædemuren, da det nu var Shabbat - jødernes (hellige) weekend. Hele området var nu fyldt med ortodokse og ultraortodokse jøder i fuld jødeuniform med alt hvad det indebærer af smarte hatte, tæpper, piske, gamachebukser etc. Det var en fed oplevelse. Desværre var Tempelbjerget stadig lukket for turister. Derfor besluttede Mette og jeg os for at tage en improviseret tur til Ramallah, der er den palæstinensiske hovedstad på Vestbredden. Vi tog blot en bybus og turen tog kun 25 minutter, da vi passerede direkte igennem det enorme og berygtede Qalandiya checkpoint, som for nylig lagde grund til voldelige sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker. Vi ankom til Ramallah, som ingen deciderede seværdigheder har at byde på. Kun en masse byliv, butikker, cafeer og markedsstemning. Byen har næsten ingen vejskilte på engelsk, så det var lidt af en udfordring at finde rundt i de mange gader, de var identiske i myldret af mennesker, dyr og biler. På Souqen fik Mette en masse opmærksomhed fra de mandlige palæstinensere - unge som gamle - som ikke er vant til en blond pige i en top med bare skuldre. Hun fik simpelthen elevatorblikket hvor end hun gik. De var så udiskrete, som man overhovedet kan være. Da hun så tog en langærmet trøje på, forduftede al opmærksomheden som dug for solen. Efter en hurtig frokost og kun 2 timer i Ramallah tog vi en bus tilbage til Jerusalem. Denne gang indebar det dog den store tur igennem Qalandiya checkpointet, hvor alle skulle ud af bussen, og igennem metaldetektor, paskontrol og hele svineriet. Og endnu en gang skulle jeg frustreres. Forrest i køen stod nemlig to turister fra Panama, for hvem det kom som en komplet overraskelse, at man skulle tømme lommerne og tage sine smykker af, inden man passerer gennem metaldetektorerne, som nok er nogle af de mest fintfølende i Mellemøsten. De måtte igennem flere ture, førend de havde fattet det. Heldigvis (eller uheldigvis?) var palæstinenserne vant til proceduren, så dernæst gik det hurtigt med at komme igennem og på bussen tilbage til Jerusalem. Her så Peters Klostret, Kong Davids grav og lokalet, hvor Den Sidste Nadver eftersigende skulle have fundet sted. Derudover var vi inde og se Jomfru Marias Gravkirke. Vi havde også planlagt at se Oskar Shindlers grav, som skulle ligge i nærheden, men også den var lukket for adgang om lørdagen.

Om søndagen på Påskedag skulle vi atter tidligt op og af sted. Denne gang mod Det Døde Hav. Denne gang tog vi en anden strand, end den jeg i et tidligere blogindlæg har beskrevet som verdens dårligste offentlige strand. Den strand, Mette og jeg valgte, lå både 30 min. kørsel tættere på, og havde gratis mudder (luksus!). Det kostede godt nok 40 shekel (60kr) at komme ind - men det var det hele værd (og vejr - 30 grader og skyfrit). Der lå vi på stranden i ca. 3 timer og badede, mudrede og - for mit vedkommende - læste korrektur på mit speciale (igen). Vi var tilbage i Tel Aviv ved 5-tiden. Vi rundede vores ferie sammen af med, at tage på Max Brenner, som er en restaurant med et helt menukort kun til chokolade-desserter. Det var et regulært chokoladeinferno, og vi kunne kun akkurat spise op. Næste morgen fulgte jeg Mette til toget, og vi måtte sige farvel og ærgre os over, at ferien allerede var slut, men glæde os over, at den var forløbet så succesfuldt, som det var tilfældet.

Næste blogindlæg byder på besøg fra min gamle tutor fra statskundskab, Troels, og hans venner og et par ture i byen med dem. Derudover er der nyt fra min rundtur til det forarmede Østjerusalem og Mattis og mit storstilede projekt med at afholde dansk påskefrokost i vores lejlighed, hvor fokus vil være på de to liter snaps og to glas karrysild, der venter i horisonten.