Uge 8: Museumsmødom, egyptiske gimper, hædrede mordere og naturtilstand

Dette blogindlæg vil begynde med nyheden om, at jeg endelig efter 6 uger i Israel fik taget min museums-mødom. Det skete sidste uge, da jeg var på Tel Aviv Museum of Modern Arts og se udstillingen 'Ich bin ein Berliner'. Udstillingen bestod af malerier af kunstnere født og opvokset i det tidligere DDR. Der var både abstrakt, minimalistisk og impressionistisk kunst. Meget mere kan jeg ikke sige, da min viden om kunst mildest talt er sparsom - udover at jeg syntes, noget af det var meget pænt. I det mindste har jeg muligheden for at gå på museum om aftenen, hvis jeg vil. Det så jeg for nylig to personer, der formentlig ikke kan.

Det var fredag aften på vej til en bar i byen, da jeg gik forbi den egyptiske ambassade. Da jeg kom spankulerende i mit skarpeste outfit, stod der gudhjælpemig to unge egyptere (Praktikanter? - måske. Gimper? - bestemt) og rengjorde ambassadørens bil kl. 21 på en fredag. Det var både støvsugning af gulvmåtter og vask af hele bilen. Så føler man sig lidt mere privilegeret som praktikant på ambassaden, selvom man ikke lønnes for at arbejde 37 timer om ugen - vi får heldigvis fri om eftermiddagen og har fri i weekenden.

Den dejlige forkælelse, som fritid jo er, brugte jeg på at tage på en guidet tour til den sydlige del af Vestbredden i dag, søndag. Området syd for Hebron kaldes Hebron Hills, og touren dertil blev arrangeret af NGO'en Breaking the Silence. Det er organisation, som opfordrer tidligere værnepligtige i hæren, som har gjort tjeneste på Vestbredden, til at stå frem og fortælle om deres oplevelser og gerninger på Vestbredden. Derudover arrangerer Breaking the Silence ture til Hebron Hills, hvor tidligere soldater fra den israelske hær ved forskellige stop undervejs fortæller om, hvordan konflikten udspiller sig i den region.

Det første sted vi holdt ind, var en tankstation på vej dertil. Normalt ville jeg ikke unde en tankstation en plads i min prestigiøse blog, men denne var noget lidt særligt. Først og fremmest blev sikkerhedssituationen i området fremhævet ved, at der sad to kampklædte soldater med skarpladte rifler på vagt inde i tankstationen… på plastikhavestole. Uden for tanken var der udsigt til en nær bakketop, hvor der indtil for nylig lå en såkaldt 'outpost'. Det er en uautoriseret bosættelse, som er ulovlig efter israelsk lovgivning (hvilket etablerede bosættelser ikke er). På bakketoppen lå der indtil for nylig en af disse outposts, men militæret havde været forbi og bulldoze det hele over. Nu lå der kun bølgeblik og brædder tilbage. Men guiden sagde, at der nok ikke ville gør længe, førend den ville blive genopbygget - det var trods alt sket 5-6 gange før! Hver gang militæret rydder den ulovlige outpost, bliver den genopbygget. Guiden sagde, at det udtrykker den foragt, som dele af bosættergrupperne udviser over for de (få) påbud der er mod at bygge på Vestbredden.

Andet stop var bosættelsen Kiryat Arba. Her så jeg hvor meget hegn, mur, vagtværn og andre sikkerhedsforanstaltninger, der kræves omkring de mest udsatte bosættelser. I Kiryat Arba ligger gravpladsen for Baruch Goldstein. Han var en ekstrem bosætter i Hebron, som i midten af 90'erne en fredag eftermiddag tog en riffel og gik ned og åbnede ild ind i den nærmeste moské midt under muslimernes fredagsbøn. 29 blev dræbt og over 100 såret. Bosætterne i Hebron rejste bagefter et mindesmærke til ære for ham(!), som myndighederne heldigvis fik revet ned i en fart. Derfor er der nogle få ekstreme bosættere, der i dag valfarter til hans gravsted i Kiryat Arba og lægger sten på graven for at ære ham - ligesom man ser i slutningen af 'Schindlers Liste'. (Se billede). Guiden kunne sagtens forstå, at jeg synes det mildest talt var lidt sært at hædre en massemorder, men han understregede, at det (gudskelov) kun er et mindretal af bosætterne, der er så ekstreme. På vej tilbage til bussen, kom en politibetjent over og ville vide, hvem vi var, hvad vi lavede og hvornår vi ville gå igen. Guiden forklarede ham det, og han lod os stige op i bussen og drøne væk.

På vej til næste stop skulle vi forbi et af de berygtede check-points, hvor man ifølge guiden kunne risikere at blive tilbageholdt i op til en time, selvom man er på en stopfyldt bus på en guidet tour. Vi slap med 30 min. ventetid. Den ventetid kunne dog have været langt kortere, hvis ikke det var for en (formentlig) halvretarderet amerikaner, der lige følte for at tage billeder af hele sikkerhedsanlægget og sikkerhedsvagterne. Hun havde formentlig ikke indset, at det nok var hammer ulovligt i Israel ligesom i alle andre lande i verden. Endnu mere interessant blev det, da vagterne opdagede, at en person i bussen tog billeder. De kom ind i bussen, udbad sig kameraet og slettede prompte alle billeder af anlægget. Ja, hun slap billigt.

Næste stop var på en bakketop, hvorfra man kunne danne sig et overblik over bosættelserne, outposts'ene og de palæstinensiske landsbyer i området. Guiden fortalte om dengang, han selv var udstationeret på Vestbredden. Han sagde, at militæret gjorde meget for, at palæstinensere skulle kunne mærke, at militære var til stede - selvom de måske ikke havde gjort noget galt. Det indebar arbitrære anholdelser og kast af knæklys ind i palæstinensiske huse om natten. Alt sammen for at militæret kunne 'make it's presence felt', som guiden sagde det. Som lyn fra en klar himmel, og som var det en del af et manuskript, kom der i det øjeblik, han sagde de ord, en pansret jeep drønende for fuld gaddafi hen over marken direkte mod os. Ud steg tre israelske soldater, fuldt kampklædte med skudsikre veste og hjelme. De ville vide, hvem vi var, hvad vi lavede på den bakke, og hvornår vi havde tænkt os at gå igen. Da guiden fik forklaret dem, hvorfor vi var der, lod de ham fortsætte det sidste af sin beretning, mens de stod få meter fra os og lyttede med, indtil guiden var færdig.

Dagens næstsidste stop var den palæstinensiske landsby Susiya. Her så jeg dels hvor fattigt palæstinenserne lever i Hebron Hills, men også nogle af de tiltag, som bosætterne bruger for at gøre livet surt for palæstinenserne. En af de lokale fra landsbyen berettede om, hvordan en gruppe bosættere havde skubbet en brugt bil i en af palæstinensernes brønde, som er deres eneste kilder til rent vand. Inden længe havde malingen og tungmetallerne fra bilen forgiftet vandet i brønden, som i dag er ubrugelig. Selvom de havde det svært, var indbyggerne i landsbyen enormt venlige og imødekommende, og det var svært ikke at føle med dem i deres svære situation.

Sidste stop var på en bakke nær en palæstinensisk folkeskole. Her fortalte guiden hvordan en gruppe bosættere engang havde angrebet palæstinensiske børn på vej til skole. Hændelsen fik opmærksomhed fra det internationale samfunds side, og en række internationale organisationer oprettede deciderede patruljer af internationale frivillige arbejdere, der kunne følge de palæstinensiske børn i skole. Stoppede det bosætterne? På ingen måde. Angrebene fortsatte ufortrødent. Nu blot med det twist, at de internationale frivillige også fiks smurt gummerne med sten og kæppe. Til sidst måtte israelske soldater se sig nødsaget til at følge børnene i skole. Stoppede det bosætterne? Overvejende. De fysiske overgreb er holdt op, men nu råbes der trusler af både børn og soldater(!). Tourguiden nævnte, at flere soldater havde oplevet at blive svinet til og truet af bosættere, som mente, at soldaterne ikke burde beskytte palæstinenserne. Det var selvsagt ikke noget soldaterne brød sig om, og for fleres vedkommende har det været medvirkende til, at de er stået frem og fortalt om deres oplevelser på Vestbredden til Breaking the Silence. Efter at have nydt de umiddelbart idylliske omgivelser, hvor tre unge palæstinensere passede deres græssende får på en blomstereng, og et dejligt afbræk fra de naturtilstands-lignende historier vi havde hørt, tog vi bussen tilbage til Yeroushalayim (som Jerusalem hedder på hebraisk).

Selvom sikkerhedsspørgsmålet var konstant tilstede i Hebron Hills, har jeg den seneste tid set samme mentalitet i selv Tel Aviv. Lørdag eftermiddag var Matti og jeg med en praktikant fra den østrigske ambassade på en restaurant, der kun sælger morgenmad døgnet rundt. Selv dette brunch-sted havde en bevæbnet dørmand - lørdag eftermiddag. Derudover så jeg her til eftermiddag, da jeg var kommet hjem fra turen, en mand komme gående på min vej med en pistol i bæltet. Det har jeg efterhånden vænnet mig til, men det sære var, at han ikke var uniformeret. Han kom bare spankulerende i hørbuks, kalot og pistol. Der er bare generelt flere våben i gadebilledet i Israel end i Danmark.

Den næste uges tid bringer endnu en gang rettelse af speciale. Det er heldigvis ved at være ved vejs ende. Derudover skal jeg ud og spise kød på en meget omtalt restaurant med det meget lidt mellemøstlige navn 'Stephan Braun' (skal udtales med tyk tysk accent). Morgenen efter - fredag - skal jeg ud og deltage i Tel Aviv Marathon. Jeg skal dog ikke løbe en hel maraton; det ville jo være forrykt. Jeg nøjes med at løbe 10 km i stedet. Og så ser jeg frem til påsken, hvor Mette endelig kommer og besøger mig, hvor vi skal til Jerusalem og se alle de religiøse personer te sig helt vildt i den anledning - det byder så vidt vides både på palmebladskast og gåture og bjergklatring med trækors.