Profile
Blog
Photos
Videos
Hej hej,
Så er det vidst blevet tid til at komme med lidt nyt herfra igen. Lige nu er det sidste på eftermiddagen torsdag, jeg lige kommet hjem fra kontoret. Det gik dog ikke ligefrem helt uden problemer i dag. Det startede at regne ret meget circa 10-15 minutter inden jeg gik. Burde måske have ventet lidt længere med at gå, men jeg tænkte at nu kunne jeg da få brugt mit regnslag som jeg altid har med mig, men sjældent bruger da regnen oftest falder aften/nat. Tænkte også at regnen nok snart ville stoppe. Det blev dog lidt kraftigere endnu, men regnslaget holdt fint og udover at mine sko var ved at være gennemblødte var det fint nok, det skulle jo også høre med at være ude i lidt kraftig regn når nu jeg er her gennem regnsæsonen. Så det var okay, lige indtil jeg nærmede mig min vej som er en lang gyde, så der er altså kun en vej ind. Der begyndte at være store dybe vand'pytter' og jeg måtte være lidt kreativ for at holde mig 'tørskoet'. Da jeg drejer ind ad gyden viser det sig dog at være nærmere en lille flod end en vej. Der var virkelig ingen vej udenom, og målet blev nu at undgå at gå i vand helt op til knæene. Det var nogle interresante 100 meter, men hjem skulle jeg jo. Næste gang tror jeg at jeg finder en taxi, eller en kajak…
Nå, men udover logistiske udfordringer i hverdagen får jeg også oplevet lidt. I weekenden var jeg en smuttur i Hanoi, Vietnam. Det var jeg da en ven fra studiet, Benni, havde fødselsdag og havde inviteret de af os i 'nærheden'. Så vi var to fra Bangkok, en fra Saigon/Ho Chi Minh city, en fra Singapore, og ham selv. Det blev til to rigtig gode dage med lidt let sightseeing, god mad og drikke, godt selskab, god musik osv. Højdepunkter i følge mig var Vietnamesiske friske forårsruller, en øl på toppen af en 65 etagers bygning med udsigt over hele byen, en cafe 5 meter fra aktive togspor hvor traditionen var at få en kapsel kørt helt flad af toget som souvenir, og bare at se folk og høre hvad de har travlt med på deres praktik- og studieophold. Har desværre ikke fået nogle billeder at vise, der var et par af de andre som havde bedre kamera (og mere talent) end jeg, så venter lige på nogle fra dem.
Ellers begynder jeg at se frem til at bruge det meste af Oktober i Cambodia. Men inden da har jeg en ti dage i Bangkok uden de store planer, men regner med endelig at få set nogle flere ting her i byen, bl.a. et af verdens største markeder. Og ellers bare blive klar til hvad der nok bliver en travl måned med feltarbejde og konferencer. Det skal nok blive rigtig godt og spændende.
Mange hilsener,
Peter
- comments