Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle,
Så er det blevet fredag i Bangkok, jeg sidder her på kontoret og kan vidst godt lige finde tid til at skrive til jer.
Som jeg havde sagt så tog jeg en tur vestpå til byen Kanchanaburi. Det startede egentlig ikke specielt godt. Først var jeg ved at ombestemme mig, jeg var lidt træt og havde ikke kunnet finde noget med mountain-bike, kayak eller den slags på forhånd så det var jeg lidt skuffet over. Men jeg havde for en gangs skyld bestilt et sted at sove på forhånd, og ville gerne ud og se det, så afsted kom jeg. Det gik dog lidt sløvt, da taxi-chaufførene ikke gad have mig med! Der var dels 1-2 som ikke helt forstod hvad jeg mente (selvom jeg ville til et sted jeg tror alle kender), og dels at det var for lang en tur, og de åbenbart tjener mere på mange små ture. Det kan jeg også godt se, startprisen er 35 bhat og det tikker ret langsomt op, så en 20-30 minutters tur er sjældent mere end 100-120 baht (1 kr. = 5.5 baht).
Så jeg hoppede i stedet på en scooter-taxi, som med min halvstore taske på var lidt mere udfordrende end normalt, og derefter metro til 'stationen', og mini-van derfra. Det var så en 2 timers tur, og ikke for opmuntrende, jeg synes ikke jeg så andet hele vejen end civilisation - så meget for at komme lidt ud af byen. Så var ikke i det aller bedste humør jeg ankom og gik i seng fredag aften.
Jeg stod tidligt op lørdag da jeg endnu ikke havde bestilt noget eller rigtig forberedt noget, kun undersøgt mulighederne. Jeg vidste de fleste ture startede kl. 8:00, så håbede personalet kunne hjælpe mig med at bestille, enten aftenen hvor jeg ankom, eller lørdag morgen. Men det gik lidt for hurtigt fredag, og de var ikke at se så tidligt lørdag. Jeg ringede så i stedet til et firma, de havde to numre hvilket var heldigt, da det første ikke svarede, og fik fat i en mand som lød meget som om jeg havde vægget ham, men fik mumlet noget med at den tur jeg ville have var fin og jeg blev hentet kl 8.00. Det skulle vise sig at være en rigtig god tur, som kom omkring næsten alt som området er kendt for. Vi var en gruppe på seks unge mennesker, og vi startede med at besøge Erawan vandfaldet. Det er måske i virkeligheden syv vandfald, men ved ikke hvad reglerne er for at bestemme det. Der er i hvert fald syv primære trin, nogle med et godt mellemrum, så det var en god vandretur med meget op-ad-bakke/trapper - men det var altsammen meget smukt. Så intet at sige til at det er et meget populært sted at besøge, de filmede endda en lokal film/tv-serie, så vi måtte ikke svømme ved trin nummer to…
Efter at have kæmpet mig op til trin syv i godt tempo, og taget mine fotos, bevægede jeg mig lidt ned af igen på jagt efter et godt sted at tage min dukkert. Jeg fandt ret hurtigt et lækkert sted med en rimelig dyb pool. Jeg var helt alene der og tænkte: 'Yes! mit helt eget idylliske lille sted.'. Der skulle ikke gå længere end at til at jeg ikke var i til mere end knæene, for de første andre dukkede op 'Øv!', og indenfor 10-15 minutter var der omkring 15 andre som havde fundet Min pool. Måske jeg havde været lidt for naiv, det var nok bare mit gode tempo til toppen som havde gjort det.
Det var nu lækkert alligevel, det var ret koldt, men i varmen og efter turen opad så var det kun dejligt. Der var også en masse små og halvstore fisk i poolen, så man blev hurtigt udsat for en omgang ufrivillig fiske-massage hvis man ikke var i konstant bevægelse! Det er der nok nogle af jer som har prøvet, det hvor man får fødderne i en fisketank og de spiser død hud fra fødderne? Jeg mener da det er kommet til Aarhus og sikkert mange andre steder. Det er en sjov fornemmelse, men tror ikke det er for typer som mig, som godt kan være ret så nemme at kilde. Var også lidt nervøs ved de større fisk, men så dem dog aldrig komme så tæt på, men ikke altid man kunne se så dybt…
Herefter skiftede vi fokus fra vandfald til områdets andet store tema: dødens jernbane. Under 2. verdenskrig byggede Japanerne jernbaneforbindelse til Burma hvor de ellers havde svært ved at få forsyninger frem. Det blev udført dels af omkring 90.000 allierede krigsfanger, samt omkring 200.000 fra sydøstasien på mere-eller-mindre slave-vilkår. Under konstruktionen døde 12.000-13.000 krigsfanger og 90.000 arbejdere. Dels på grund af det hårde arbejde, undertiden 18 timer om dage, forholdende, under- og fejlernæring.
Vi kom forbi et museum, placeret ved 'Hellfire Pass' som var det sted hvor mest klippe skulle fjernes (med dynamit og simpelt værktøj), en sektion bro genopført med samme metoder som vi kørte med tog henover (knirk, knirk), samt broen som vidst er kendt fra filmen som nævn sidst (som jeg ikke har fået set endnu, ups). Det var meget spændende at høre lidt om historien i en anden region end Europa og USA, som ofte er dem man hører om og ser på film.
Aftenen gik med en tur på det lokale aften-marked, som dog ikke var det store. Byen i sig selv var ikke specielt spændende, virkede lidt for forretnings-agtig. Efter mere google-research og lidt jagt tidligt Søndag, opgav jeg at finde noget sports-agtigt at bruge dagen på. Jeg var også lidt træt efter den lange dag lørdag. Jeg fik kigget mig lidt omkring i byen, og så bl.a. et museum og en stor kirkegård for krigsfangerne. Ellers gik turen hjemad, og jeg var hjemme i god nok tid til at få slappet lidt af inden det igen blev mandag :-).
Nu sidder jeg og ser frem til en tur på lørdag, hvor jeg tager med min veninde fra universitet og en flok af hendes praktik-kollegaer fra FN kontoret på zip-line/svæveline tur ud i noget skov/jungle ikke så langt fra byen (men langt nok til at vi bliver hentet kl. 6:00, ugh, krydser fingre for at taxierne vil have mig med). Det skal nok give nogle panik øjeblikke og skeptiske blikke på deres udstyr, men det skal nok blive sjovt også!
Det var det for nu, håber i alle har det skønt!
Peter
- comments