I sidste uge var de andre studerende ude i landsby udenfor Bangkok, jeg var ikke med fordi jeg var syg, men i torsdags tog vi ud igen til den samme landsby. Vi har i forrige uge lavet nogle spørgeskemaer omkring landsbybefolkningens boligforhold (toilet - hvilket slags er det, og deler de det med andre. Hvor stort er huset og hvor mange bor de der osv.), samt helbredsmæssigt (har de nogle sygdomme, har familien nogle sygdomme, lider de af stress), hvordan deres muligheder er for at komme på hospitalet og få behandling og medicin, og om de har en form for forsikring.

Landsbyen ligger halvanden times kørsel fra Bangkok, og er meget lille. Der er en fabrik og nogle små steder hvor de laver mad, og en lille forretning. Mange af landsbyens beboere har før oversvømmelserne i efteråret haft orkide-farmer, hvorved de har tjent deres penge. Men efter oversvømmelserne er planterne blevet ødelagt og de har derfor ikke længere nogen indtægt. Nogle af familierne lever af ingenting og er meget fattige.

Vi interviewede en dame på 45år, som levede af landbruget. Vi havde ingen mulighed for at kommunikere med hende, da hun (eller andre i landsbyen) ikke taler engelsk. Eftersom at vores thai kun rækker til at forklare en taxamand hvor vi skal hen, eller bestille mad, kunne vi ikke få en samtale med hende. Vi havde vores lærer med som oversatte vores spørgsmål fra engelsk til thai, og herefter blev svaret oversat fra thai tilbage til engelsk. Dette langsommeliggjorde samtalen meget, og det hele blev meget overfladisk.

Det var meningen af interviewet skulle have foregået i hendes hus, som lå forenden af en grusvej. Desværre kunne vi ikke komme derned fordi der var 4 vilde hunde som gøede og løb rundt om os, og vi turde ikke bevæge os forbi dem, da vi var mange for at de så ville bide os. Men vores lærer var ihærdig og slog ud efter hundene med sin paraply. ( Hun havde ugen forinden sagt at det var en god ide hvis vi tog en paraply med når vi skulle ud i landsbyen, alle os piger så meget forundrede på hende, da vi slet ikke forstod hvorfor det nu var en nødvendighed. Hun forklarede os at solen er MEGET skarp udenfor Bangkok og at vi skal passe meget på vores hud - hun ser helst at vi ikke bliver brune, da det ikke er "fint". - vi sagde at det havde ingen betydning, vi kan godt lide solen. Efter lang tids snakken frem og tilbage fandt vi ud af at paraplyen også var god til alle de vilde hunde.)

Vi snakkede i stedet med hende forenden af hendes vej. Hun kom gående i stenen og gruset på sine bare fødder, da hun skulle udfylde navn og personlige oplysninger måtte hun have hjælp da hun ikke kunne læse eller skrive thai. Et af vores spørgsmål gik også på indkomst, og hendes indkomst var under 1000 bath. Pr måned, det svarer til lidt under 200 danske kr. selvom det er billigt at leve i Thailand er det svært for os at forestille hvordan hun kan overleve på det.

Da vi var færdige med at snakke med hende, skulle der tages billede af os sammen med hende, en af de andre fra landsbyen skulle tage et billede med et af vores digitalkameraer. Det var en prøvelse for hende, da det var første gang at hun tog et billede.

Rent fagligt gav denne tur måske ikke det store læringsudbytte, men det har stadig været meget lærerigt at se hvilke forhold nogle mennesker lever under, og hvordan de stadig prøver at holde hovedet højt. Det påvirker stærkt ens opfattelse af, hvor forkælede vi et eller andet sted er i Danmark, idet vi har så stort et sikkerhedsnet, og ingen bliver overladt til dem selv, i samme grad som i Thailand. Det kan ikke være andet end sundt at se sådan et landsbysamfund og få udvidet ens horisont.