Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag fik jeg for første gang, siden jeg kom til Thailand, lov til at sove ligeså længe som jeg kunne! Intet vækkeur som ringede og intet som jeg skulle tidligt op for at nå. Så først da klokken var 9:45 stod jeg op for at rydde op i lejligheden, før jeg tog hen for at mødes med mor, far og Thomas som ankom ved middagstid til deres hotel. Vi tog ud til floden i Bangkok, hvor gik om bord på en slags bådbus som sejlede op ad floden. Det kostede kun 3 kr. pr. person, og turen var rigtig spændende, da man kunne se Bangkok fra en helt anden vinkel, og undgik al trafik som der ellers er på vejene. Efter at have sejlet i noget tid besluttede vi os for at stå af båden, ved et tempel, som vi kunne se fra floden. Templet hed Wat Soi Thong, og var utrolig flot (jeg har lagt billeder i et album), det bedste af det hele var at der ikke var andre turister, så vi havde det hele for os selv. Efter at vi havde set templet gik vi over på den anden side af vejen, hvor der var nogle butikker som solgte gaver som man kunne ofre til de døde, templet eller munkene. I en af butikkerne fandt jeg en stor forgyldt Buddha på 3 kg - den skulle med hjem! Vi gik rundt i området og fandt et lille og meget lokalt marked, hvorefter vi tog videre ind til Khao San Road. Mine forældre var der for 23 år siden, så det var specielt for dem at se det igen. Jeg handlede videre i butikkerne der, så nu har jeg snart købt så mange buddhamalerier og statuer at vores hus bliver et lille tempel. Efter en god dag tog vi tilbage til hotellet, hvor vi spiste aftensmad.
Næste dag tog vi til Grand Palace, jeg blev meget overrasket over hvor turistet det var, og hvor dyrt det var at komme derind. Det var rigtig flot og pengene værd, vi var der bare ikke så længe, da det var utrolig varmt! Herefter tog vi til MBK, hvor vi kiggede lidt, men de mange mennesker og larmen blev hurtigt for meget, så vi tog videre til Lumpini Park. Det var skønt at komme til parken, hvor der var ro i blandt skyskraberne. I parken så vi flere store øgler som kravlede rundt på jorden, de var virkelig store og ulækre.
Efter en lang dag tog vi tilbage til Sarasinee, her nød vi den sidste sol oppe ved poolen. Jeg fik vist mine forældre og Thomas vores stam-spisested, som er et gadekøkken lige overfor der hvor vi bor. De var nok lidt skeptiske da de så det, da det er meget gammelt og ikke specielt hygiejnisk. Men da vores somtam (papayasalat med sticky rice) blev serveret blev de positivt overraskede, og vi bestilte en ekstra portion. Vi spise alle fire, og drak øl og sodavand, prisen for det blev i alt 60 danske kroner. - jeg lever billigt hernede!
Da vi kom op i lejligheden igen på Sarasinee havde Trine bagt pandekager, rigtig lækkert! - så efter en lille dessert tog vi tilbage til deres hotel hvor de pakkede kufferten.
Søndag morgen spiste vi morgenmad og tog afsked. Jeg har nydt de mange dage som vi alligevel har haft mulighed for at tilbringe sammen, så nu er det på gensyn og vi ses om 2 måneder.
Resten af dagen nød jeg ved poolen og brugte nogle timer på at snakke med Mathias derhjemme. Lie nu føler jeg at jeg er langt hjemmefra…
Men i morgen starter endnu en travl uge, mandag og tirsdag skal vi igen ud i lokalsamfundet. Tirsdag aften tager vi 10 piger afsted til Koh Tao, 10 timer i bus, hvor er par af pigerne tager dykkercertifikat, os andre nyder stranden og snorker. Måske tager vi også et smut til Koh Samui. - Vi er nemlig så heldige at der er nogle helligdage, så vi har fri fra tirsdag eftermiddag indtil mandag morgen, så vi har ekstra meget tid til at nyde vandet og de flotte øer.
- comments