Profile
Blog
Photos
Videos
Blog punkt F - Om kulturen
Hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper - og har det noget betydning)?
Dette oplæg handler om kulturen i Uganda - kulturen på institutionen, altså den kultur som vi oplever på "Kids of africa". I Uganda er landets befolkning ca. 60 % kristne og ca.5 % muslimer, mens resten tilhører lokale etniske religioner eller mindre religiøse samfund som fx bahai. Der er også katolikker og protestanter i Uganda.
På børnehjemmet er der forskellige grupper såsom kristne (størstedelen), der er muslimer, katolikker og nogle ny kristne. Det er både blandt personalet og børnene, at der er de blandede grupper. For børnenes vedkomne afhænger det af hvilket hus de kommer til og bo i, altså hos hvilken mor og om de så bliver kristne, muslimer eller katolikker eller "born again". Det bliver accepteret og respekterer de forskellige religioner på børnehjemmet, fx får muslimer lov til og bede, når de skal selvom de er på arbejde. Det har heller ingen betydning, at størstedelen er kristen, som sagt bliver det respekteret, at der er andre religioner på stedet og de ikke behøver være ens. I den sammenhæng er Kids meget åbne overfor alle - de forskellige kulturtræk i institutionen respekteres og ikke domineret af hinanden på nogen måde.
- hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?
I Uganda går man fx ikke op i fødselsdag. Når jeg spørg et barn, "hvor gammel er du" svarer de mig som regel: "det ved jeg ikke, spørg min mor i huset". Hvis man så spørg dem, er der nogle mødre/tanter som finder papiret frem med deres fødselsdag og andre mødre kan den. Mange af børnene er jo kommet af forfærdelige årsager, de er blevet anbragt her fordi deres familie typisk har efterladt dem - så deres fødselsdags dato er noget som man skønner og finder en dato. Det kan måske have en forklaring på, hvorfor de heller ikke går op i fødselsdag, når størstedelen bare har fået påsat en dato. Dels har de heller ikke råd til fejre en fødselsdag, som vi gør i den vestlige verden. Selvom pengene ikke rækker, har det alligevel chokeret mig at det er noget man ikke fejre - penge behøver ikke være alt og børnene her mangler kærlighed og opmærksomhed, så mon ikke det var muligt fejre barnet og ønske tillykke med dagen med fx bare med en fødselsdag sang.
Vi snakkede med Dorte og Tage om blandt andet fødselsdag, og de ville arbejde på at man hver måned en bestemt lørdag eller søndag fejrede alle de børn som havde haft fødselsdag den måned der var gået og så fejre dem med kage og små gaver.
Udover fødselsdage, holder de også andre helligdage fri som vi gør derhjemme. Der bliver fx holdt påske, pinse, halloween, jul og nytår bliver der også holdt. Det er ikke så meget fyrværkeri eller fest som vi holder nytår derhjemme. Julen fejrer de i fællesskab, alle børnene og personalet. Det foregår mellem d. 17. og 20. december hvor de holder en julefest for alle børn og personale hvor de får gaver og julemanden kommer, personalet har en nisseven og bytter også gaver på den måde. Mødrene har fri enten jul eller nytårs aften, så dem der selv har familie kan komme hjem til dem. I Uganda er det juleaften d. 25. december, det er kun nogle af husene som holder juleaften. De har arrangeret forskellige aktiviteter og hygge på græsplænen om dagen - så der i hvert fald er lidt hygge/kom sammen for alle den dag.
Der bliver holdt en meget stor fest i oktober, fordi der har institutionen nemlig fødselsdag. Dr. Buckhard kommer selvfølgelig også og er med til det hele. Der er rigtigt mange gæster og alt personale er inviteret. De går tur ude i de forskellige landsbyer i området, der er masser af taler og underholdning fra børnene blandt andet. Mødrene og tanterne får helt fri den dag og der kommer særligt personale ind (barnepiger) - så alle mødre og tanter kan være med til hele festen. Der er gaver til dem der har gjort sig ekstra bemærket og det er blandt personalet og børn.
For eksempel blev alle vi frivillige inviteret med til forlovelses fest af en af tanterne, her fra "Kids of africa" det er ikke rigtig en tante vi kender, men i Uganda er det meget normalt at invitere så mange med som overhovedet muligt - der er prestige i, at kunne invitere så mange som muligt. Plus så var vi en flok hvide mennesker og derfor særlige gæster. Det var interessant, at se - men det tog også sin tid. Vi var ca. 30 gæster fra børnehjemmet, der var omkring 10 store børn som var inviteret, 15 - 20 fra personalet og os frivillige vi ankom en halv time for sent, men det meget normalt i Uganda. Vi sad og ventede 2,5 time på gommens gæster. Da de endelig ankom, skulle de forhandle om bruden og de skulle accepteret gommens familie, det foregår ved de holder en masse taler og prøver sælge sig så godt som muligt. Det korte af det lange er de blev accepteret og Rebecca måtte gerne gifte sig ind i deres familie, det blev selvfølgelig godkendt af hendes far og sidst, men ikke mindst var Rebecca 15 køer værd - som hendes far også får glæden af. Efter alle forhandlingerne og talerne fik vi lov til se bruden. Der var masser af brudepiger (tror jeg det var) som dansede og så kom Rebecca ind som den sidste. Da hun spiste kage, delte hun den med sine to brødre. Det var lidt svært for os og følge med, for størstedelen af det var på luganda og lidt engelsk og der hoppede en masse fotografer rundt, så man ingenting kunne se - men, da vi fandt ud af det var hendes brødre hun delte kage med, fandt vi det lidt specielt eller i hvert fald en forskel fra hvad vi kender. Rebecca og hendes mand gav en masse gaver til deres familier og andre gæster. Efter 4 -5 timer fik vi mad, og vi var alle frygtelig sultne, det var lokalt mad - kunne godt spises og efter desserten som var en bid kage, kom brydepigerne og Rebecca ind igen og dansede. Til sidst takkede bruden og gommens deres gæster og så måtte man godt tage hjem.
Det var lige for, at fortælle lidt om hvordan en forlovelses fest kan holdes i Uganda. Der findes flere måder og holde sådanne fester på - så vidt jeg kunne forstå.
- hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv?
Der er den fjollede/mærkværdige regel, at børnehjemmet skal prøve holde kontakten til de forældre, som de har kontakt oplysninger på. Det kan jeg ikke sætte mig ind i, børnene er blevet efterladt af deres familier. Det kan selvfølgelig skyldes rigtig mange ting, at fx faderen ikke vil have barnet og moderen bliver tvunget til, at forlade barnet - ofte et forfærdeligt sted. Mange af forældrene til børnene er så fattige, så de på ingen måde kan tage vare på deres barn og en del af forældrene har ikke ønsket børnene - så det jeg mener, er at jeg tror børnene er bedre uden kontakt til deres forældre. Der er også en dreng som selv har sagt nej til og have kontakt med hans forældre, fordi han nok godt kan mærke det ikke er rigtigt eller godt på nogen måde.
Der er nogen få børn som stadig har, en lille kontakt med en eller to familiemedlemmer. Der er fx et søskende par på tre, dreng 8 år, pige 10 år og en storesøster 13 år. De blev efterladt af deres mor da de var meget små og storesøsteren prøvede og tage dig af dem. De blev efterladt fordi moderen fandt en ny mand og enten har hun ikke ønsket have dem mere eller også har han taget beslutningen.
Nu har moderen vist fundet ny mand igen og børnene har haft og har stadig lidt kontakt med moderen. De gange de har været og besøge dem, skulle børnehjemmet sørge for have en masse mad - som Dorte sagde, det var som om de skulle forsørge hele landsbyen og det kan de jo ikke gøre hver gang. De har snakket om det her på stedet, at den største pige er blevet s 13 år og så kunne moderens nye mand godt finde på, at tage hende som sin anden kone eller gifte hende væk og tjene - ja, fx på køer på bekostning af hende. De kan også udnytte hende ved, at hun er blevet en klog og velfungerede pige som nu kunne hun tjene føde til deres nye familie osv. Dorte sagde de ville prøve trappe kontakten ned eller aflyse den helt.
Der er nogle få andre børn som har en bedsteforældre, onkel eller tante som de har oplysningerne på og nogen har set dem få gange. Det er den form for kontakt der er - plus det er meget sjældent, at de ser dem og formentligt også noget som falder helt fra på et tidspunkt.
De få børn som har kontakt til deres familie, ses kun med dem udenfor børnehjemmet. Familiemedlemmerne bliver ikke inviteret indenfor børnehjemmets indhegning.
- Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner
Dorte og Tage sagde, at der ikke er nogen specifik institutionskultur, de har ønsket at give børnene et indtryk i, og bo i en slags afrikansk familie og i en form for en afrikansk landsby - på den måde, at de bor i huse og ikke i store sovesale - som typisk mange andre børnehjem har og hvor de også kun spiser i spisesale. På den måde får de inddraget noget fra deres egen kultur i Uganda til deres institution "Kids of africa".
Institutionskultur er også, at de nu vil arbejde på og fejre børnenes fødselsdage mere, end før i tiden.
Børnene skal hjælpe i huset, med alt hvad der skal gøres såsom madlavning, vasketøj og rengøring og de skal lære også at tage sig af deres "søskende" i huset.
Der er diskussioner på stedet, fx til deres møder de holder med personalet og også på skolen med lærerne, men jeg har ikke oplevet refleksioner over det eller set ændringer.
Fx kan det også omhandle mødrene og børnene i huset og der ser jeg heller ikke diskussioner/refleksioner - det typiske vi oplever fra moderen -til-børnene, er når de kommer hjem fra skole, at mødrene giver børnene kommandoer omkring rengøring, tøjvaske eller madlavning/forberedelse. Der er ikke mange samtaler mellem dem - det er hvad jeg oplever, at der i hvert fald ikke er mange refleksioner her på stedet.
Er der stærk styring fra ledelse
Vi spurgte Dorte og Tage om dette blandt andet og de svarede begge nej! De siger de ønsker ikke, at det skal være ledelsen som beslutter alt og de ønsker heller ikke, at være nogen sure og strenge leder - men, hvis det er nødvendigt gør de det selvfølgelig. De har delt de forskellige arbejdsopgaver ud og der er en ansvarlig/chef ved hvert område - de ønsker nemlig at personalet også tager ansvar. For et eksempel er der en som er ansvarlig for kørsel, alt hvad det indebærer styrer hun, der er en som er ansvarlig for gaten, en der har ansvaret for farm området og der er også en køkkenchef. Dels har de valgt, at der er flere medarbejdere end dem, som må underskrive gate pas (hver gang vi skal ud fra børnehjemmets indhegning, skal vi have gate pas og det er ligegyldigt hvor vi skal hen).
Dorte og Tage holder møder hver uge med personalet hvor de planlægger arbejdet for en uge, det er primært for farm arbejderne, så de ved hvem der skal lue ukrudt, hvem står for grønsagerne og hvem passer dyrene i farmen. På den måde bliver opgaverne og ansvaret også uddelegeret blandt personalet og de giver ansvaret videre til medarbejderne.
Hvis vi havde spurgt nogen af de andre medarbejder om der er stærk styring fra ledelsen, ville de sikkert svarer ja. Det kan der også godt være engang imellem, men når jeg tænker over det og kigger på den tid jeg har været her, ville jeg selv svarer: nej, der er ikke en stærk styring fra ledelsen - men, der er en styring fra dem og - det bliver der også nødt til og være, nogen regler og forholde sig til og især på en større institution med mange medarbejder.
Men som sagt er deres mål i hvert fald, at inkluderer medarbejderne i, at tage ansvar og også beslutninger.
Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?
Som nævnt tidligere, er der krav på, at børnehjemmet skal holde en så vidt som muligt kontakt til de familiemedlemmer som de har kontaktoplysninger på. Der er også vedtaget, at det skal være nogle - ikke indfødte - som er bestyrer af børnehjemmet.
Pædagogikken er der ikke vedtaget nogen retningslinjer.
Menneskesyn/udviklingssyn: Hvilket syn er der på brugerne/børnene - på hvilken måde er det anderledes end i Danmark? -
Uganderne har et specielt menneskesyn, på den måde at menneskeliv ikke betyder særligt meget hernede. Hvis de mister nogen i familien, reagerer de ikke på samme måde som vi kender til og have en sorg - nogen af dem siger såment bare, når ja det sker jo.!!
Og ja det gør det! men, det rør dem bare ikke så meget hernede og det også meget normalt, at en familie mister et barn eller to før eller siden. Selvfølgelig er der nok nogle ugandere hvor det rør dem og de rent faktisk bliver kede af det, men deres syn på døden er noget de tager let - i forhold til vores kultur i Danmark.
Deres syn på børnene kan være rigtig trist, synes jeg. Børnene har ikke rigtig nogen/eller meget værdi - de er først rigtig værdifulde, når de er blevet ældre, klogere, kan lave mad, rengøring, opdrage og hjælpe med de små børn i familien eller i værste fald giftes væk. Jo flere børn de har, jo flere børn kan der giftes væk og forældrene kan få nogle køer eller andre dyr eller hvad de nu kan finde på og forhandle med. Der er prestiges i og have mange børn og nogen mænd forlanger også, at kvinderne vil have mange børn og at de kan få børn - før de gider gifte sig med vedkommende, de ønsker at få de børn så de er sikker på der er nogen som vokser op og kan forsørge dem og resten af familien.
I Uganda er man ikke så nuanceret med henblik på hvert barns individuelle udviklingsmuligheder, som man er i Danmark. Kort sagt, ser man ikke på børnene som enkelte individer og med individuelle behov.
Jeg har et eksempel på en pige i en af landsbyerne her i området, som skulle giftes væk til en mand på 50 år og hun er selv 25 år, han havde snakket med hendes forældre fordi han gerne ville giftes med deres datter - forældrene godkendte ham, for han havde masser af penge, datteren sagde ok for det. Til forlovelses festen gik det godt, men dagen efter brylluppet stak hun af, hun synes han var alt for gammel og ville ikke have ham. Det er et typisk eksempel på, forældre der gerne vil gifte sin datter væk for hvad som helst for, at få nogle penge eller anden værdi.
Der findes kernefamilier, hvor de måske kun har 4 - 6 børn, er omsorgsfulde og kærlige, vi hører da om disse slags familier - jeg tror desværre det oftest er dem som også har flere penge og derfor også mere overskud til at være en "rigtig" familie. En familie hvor der er tid og overskud til, at gennemføre en samtale med sit barn, give barnet opmærksomhed, omsorg og kærlighed.
Tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på - ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem - eller at læring skabes og udvikles i relationer?
Jeg vil mene, at lærerne besidder med den opfattelse at mennesket/børnene udvikler sig bedst ved, at undervisningen bliver gennemført med en masse gentagelser - altså deres fælles tavleundervisning.
Undervisnings formen er ikke udviklende, jeg ved Dorte arbejder på det - men ting tager rigtig lang tid i Uganda. Jeg har også flere gange fortalt min lærer hvordan det foregår i Danmark og kommet med eksempler på hvordan hun kan ændre lidt på undervisningen - men hun siger for det meste bare ja, smiler og griner lidt. Tror ikke det noget, som hun vil tage til sig desværre. Lærerne har med stor sandsynlighed selv oplevet samme undervisning form og har ikke stor motivation for prøve nyt, det kan skyldes de ikke selv har oplevet andet og derfor har den opfattelse, at børnene vokser og skaber egenskaber gennem den undervisning de får anvist - alt på tavlen.
I forhold til om læringen skabes og udvikles gennem relationer - vil jeg svarer nej, i hvert fald ikke hvad det angår på skolen. I husene skabes noget læring gennem relationer, alt det huslige skabes mellem mor til barn eller barn til barn.
Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? - noget man kan disciplineres ifht- noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?
Nej, dysfunktioner er ikke et udtryk for skyld og skam her i området hvor vi bor og hvad vi oplever - der er børn på børnehjemmet og på skolen med skavanker og det ikke fordi der bliver kigget anderledes på dem, og det er jeg faktisk ret overrasket omkring, de er nemlig søde og hjælper dem - altså det er primært børnene som hjælper, hvis der er behov for det.
Men det giver dem ikke et behov for kompensation, de bliver behandlet som de andre børn og får stillet de samme krav som de andre børn og så må de prøve så godt de kan selvfølgelig. Dorte og Tage har flere gange givet udtryk for, at de ikke kan tage sig af alle de børn som har specielle behov - for så kan de blive ved. Det lyder ikke godt i vores ører som kommende pædagoger, at man ikke bare engang imellem tager en ekstra hånd omkring de børn, som virkelig har brug for den ekstra hjælp og støtte. Det følelse som om nogle gange, at de glemmer hvilke børn det er vi har med og gøre på børnehjemmet. De har alle sammen haft en hård start på deres liv og mange af dem har oplevet en forfærdelig start på livet og det kan godt påvirke dem på mange forskellige måder, så engang imellem har de brug for lidt ekstra hjælp eller bare mere tid - før det kommer til dem. Det synes jeg fx også Dorte mangler og informere lærerne på skolen mere omkring, at der er en del børn i blandt os som har brug for mere tid og støtte til forstå tingene. Men som beskrevet tidligere, er lærerne heller ikke spor pædagogiske overfor børnene - så tror også Dorte ville have svært ved lære/fortælle dem, at de skulle have mere tålmodighed med børnene og hjælpe dem som har behov for det. Det er som sagt bare heller ikke noget som Dorte går op i, så de børn vil aldrig få den kompensation som de kunne have bruge for.
- comments
Trine Hvor er det spændende at læse mutte :) tænk at der idag kun er to uger til vi ses! :)