Profile
Blog
Photos
Videos
God av!
I tidernes morgen blev torsdag opkaldt efter tordenguden Thor! En gud i den nordiske mytologi, som ved at slå med sin hammer kunne danne tordenvejr, og som især er kendetegnet for at være voldsom og ekstrem. Det blev kendetegnet for vores dag også... Morgenen startede ellers stille og roligt, og vi stod op og gjorde klar til at tage bussen. Det tog kun et par minutter, før vi ankom til Puzzle World, som er en labyrint bestående af huse. Man havde muligheden for at prøve labyrinten for 12 dollars eller at bestige et mindre - dog stejlt - bjerg ved siden af ved navn Mt. Iron, og morgenfriske og økonomiske som vi var, valgte vi til vores store tilfredsstillelse at tage vandreturen i det flotte, skyfrie vejr. Dog var det ret koldt at gå op, da vinden susede ganske hårdt, men det var det hele værd, for hold da op for en udsigt vi fik os ud over Wanaka, søen og de sneklædte bjerge rundt om! Et mindeværdigt syn!
Hos en lokal frugthandler holdt vi også ind senere, hvor man kunne købe alle slags frugter og endda kæmpe grankogler, hvis man er til den slags! Jeg (Mika) tror dog kun, at det var til pynt, men man ved aldrig med New Zealand! Vi fortsatte derudaf, og kørte forbi en virkelig flot og mangfoldig natur, der både bød på meget barske bjerge, men også nogle bjerge, der var ubevidst og tilfældigt bevokset med lilla og gule plantevækster, hvilket gjorde det til en skøn sammenblanding. Der er intet skønnere, end når naturen får sit eget udspil.
Næste stop var Kawarau Bridge, som er en lidt unormal bro, fordi man ikke bruger den til at gå over på den anden side, selvom man godt kan. Nej, denne bro er verdens første sted for Bungy Jump - en "sportsgren" udviklet af især new zealænderen AJ Hacket i 1988. Ældre er Bungy Jump faktisk ikke! Vi så en info-video, da vi ankom, og vi hørte blandt andet om, hvor intenst et hop er og så, hvordan AJ Hacket for en del år siden sprang ud fra Eiffel-tårnet i sin snor, selvom han ikke havde fået lov af det franske politi. Til det svarede han, at de nok godt kunne se det fede ved det, og at de ikke havde noget imod det overhovedet. Ved siden af stod en fransk politimand, og man kunne bare se på ham, at han ikke var tilfreds. Jeg (Mika) ved ikke, om der blev en sag ud af det, men det endte i hvert fald lykkeligt, for i dag kan man bungy-jumpe mange steder i verden! Efter videoen tog en kineser fra vores bus ved navn Alex et bungy jump, mens vi andre kunne stå og se på, at han faldt 43 meter ned imod en flod! Det så ganske voldsomt ud, og - nu bliver det delvist afsløret - hvor ville vi ønske, at vi "bare" havde taget dette hop, dengang vi stod og så på. Forklaring følger.
Igen hoppede vi på bussen og efter en køretur på 20 minutter ankom vi til Queenstown (en tidligere guldmineby på cirka 20.000 mennesker), der i dag er en meget turistet by på grund af bungy jump, den skønne natur og bylivet. Det var faktisk en af de få byer, jeg (Mika) kendte på forhånd. Vi fik taget et gruppebillede af os alle, hvorefter vi drønede hen til vores hostel. Her skyndte vi os at checke in, fordi vi havde egentlig lige valgt at bestille et vanvittigt bungy jump ude i bjergene, og det ville vi ikke komme for sent til. Vi var rimeligt bange ved tanken, og især Nicolaj forståeligt nok, da jeg (Mika) i det mindste har prøvet at springe faldskærm før, hvilket til dels er samme oplevelse. Stressede og nervøse blev samlet op af en bus, taget til stedet (Nevis Bungy Jump), fik seler på og så videre, og nu stod vi klar til næste skridt.
Hen i en lille lift blev vi gennet, og den skulle transportere os ud på en lukket platform med tag, der hænger 134(!!!!) meter over jorden! Det var ikke sjovt at se på, men nærmere surrealistisk og med vantro! Det der kan da ikke lade sig gøre, kan det? Hvad laver jeg egentlig her? Bare turen derover til platformen, der er spændt fast til klipperne med wires, var ret vild, fordi det blæste rigtig meget den dag. Vi var 11, der skulle hoppe, så vi gejlede hinanden op så meget, som vi kunne, men ahhhhhh, vi syntes godt nok, at tiden gik lidt langsomt! Kan vi ikke bare snart få det overstået? Da vi ankom til platformen havde den første fra vores bus allerede sprunget, og det var vildt at se den mega flinke og seje person Paul fra Irland med tårer i øjnene og stå og ryste efter sin tur, mens han sagde: "That was horrible!". Vores gode danske ven, Karina, var på vej til at blive hejst op igen, da vi kom, og hun var ganske tydeligt også mærket af den vilde tur, men heldigvis mere på den positive måde, for jeg har aldrig set et så stort smil (Det skal siges, at Paul også syntes helt vildt godt om det, efter at han lige havde kommet sig. Det gør 99 procent).
Nu nærmede det sig med hastige skridt... Nu var det snart vores tur! I dagens anledning blev de mindst vejende smidt ud først, fordi de betyder mindst i verdensbilledet, eller også var det fordi, at det blæste så meget.
Jeg (Nicolaj) må indrømme, at jeg lider lidt af det der højdeskræk, så bare det at stå i en hytte, der var spændt ud over ingenting, var lidt skræmmende. Især fordi det blæste så meget, så det rykkede virkelig i den. Desuden var der mange steder lavet huller, så man kunne se ned til dem, der sprang. Tanken om at skulle springe med hovedet først fra en afsats i 134 meters højde var dog nok det, der fik mine ben til at ryste en lille smule og min sved til at vise sig. Der var lidt tid til, jeg skulle springe, så jeg følte mig alligevel lidt tryg. Men den rækkefølge, vi havde fået at vide, blev pludselig ændret, og det blev min tur før tid! Derfra gik det meget hurtigt, og pludselig sad jeg og fik monteret en elastik på mine fødder. Jeg nåede lige at smile en gang til kameraet, før jeg trippede ud på den lille afsats, som man skulle hoppe fra. Bagfra lød en nedtælling fra 3, og det var pludselig brandalvorligt! Det var på en måde godt, at det gik så hurtigt, for jeg nåede ikke rigtig at tænke over, at jeg var bange for at gøre det. Jeg spredte mine vinger, og med benene sparkede jeg mig selv ud fra den lille afsats. Det gik hurtigere og hurtigere, og efter hånden opnåede jeg en så høj fart, at alt omkring mig gled over i en sløret suppe, og min hjerne slog nærmest fra. Efter otte sekunders frit fald var det, som om jeg landede i en blød dyne, og den smukke udsigt blev skarp for mit syn. Og så gik det opad med lynets fart! Her begyndte adrenalinen at banke ind, og min stemme brølede uhæmmet af glæde og begejstring. Jeg forstod nu, hvad jeg lige havde gjort, og det var fantastisk! Jeg dinglede lidt mere, før jeg løsnede mine ben, så jeg kom op i siddende position. Hele min krop sitrede af adrenalin, omkring mig var der brutale bjerge og under mig banede floden sin vej gennem dalen. Det var en flot sted at sidde, og efter at have gjort noget af det vildeste i verden, kunne jeg ikke andet end at være lykkelig. Jeg blev hejst op igen, og var egentlig ret glad for at komme ind og stå på platformen igen. Jeg følte mig forandret - ingen højde eller noget andet var svært at overkomme nu. Jeg kunne mærke smilet brede sig i mit ansigt, og så blev der ellers givet high fives.
Det var virkelig godt at se Nicolaj komme op igen. Hans ansigt viste både frygt, lettelse og glæde på en og samme tid, og da han var hægtet af elastikken, blev frygten negliceret og glæden tog fuldstændig over. Jeg (Mika) syntes, at det var meget hårdt at se de fleste springe, før det var min tur, men jeg glædede mig med de andre, fordi jeg syntes, at det var så fedt, og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville springe! Så kom tiden: Jeg blev kaldt over af en af de ansatte, satte mig i en stol og fik det sidste udstyr på. Pludselig fik Nicolaj at vide, at han skulle over på fast grund igen sammen med en del andre, og der sad jeg så og følte mig ret alene, men stadig determineret og bevidst. Jeg kiggede op i kameraet, hvor der blev taget et billede, og så kom jeg ellers ud af stolen. Langsomt bevægede jeg mig hen til kanten, hvor der var en lille afsats på størrelse med en flise. Jeg kiggede ned. 134 meter ned kunne man se (mine håndflader sveder, når jeg skriver om det)! Der var barske bjerge til begge sider og en kæmpemæssig flod nede i bunden, der dog på grund af højdeforskellen synsmæssigt var reduceret til en lille, lang vandpyt. Jeg forstod ikke helt, at tiden nu var inde til mit hop, som jeg har tænkt så meget på. Hvorfor kan jeg ikke bare se de andre hoppe? Skal jeg også gøre det selv? Nå ja, det skal jeg da! Så lad mig da gøre det! Man må risikere noget for at vinde, og jeg overlever nok, fordi de har en sikkerhedsprocent på 100. Så kom ordene fra en af de ansatte: "3-2-1 Bungy!". Ud fløj jeg fra platformen og min første reaktion var at gribe ud i luften helt vildt mange gange, og min krop drejede sig, fordi den ikke kunne lide situationen så godt. Det var meget, meget intenst, og sikke en fart man har på! Nicolaj og Karina så mig springe fra liften, og de sagde, at det så helt vildt ud, og det kan jeg god skrive under på! Endelig blev elastikken helt strakt, og jeg røg op og ned et par gange, inden at det var ovre! Så manglede jeg bare lige, at hive en lille rød ting ud ved mit venstre ben, så man kan side oprejst og ikke hænge med hovedet nedad, mens man blev hevet op igen. Men da jeg kiggede på min venstre fod var der ingen rød ting at se! Den var åbenbart faldet ud, da jeg havde hoppet, og nu sad den fast på en meget mærkelig måde, og jeg kunne se, at det ikke så helt ordentligt ud. Derfor lod jeg været med at gøre det store og hang bare fast i snoren. Da jeg kom til toppen bad en af de ansatte mig om at slippe alt, og det gjorde jeg så lidt modvilligt. Ind kom jeg på platformen, og jeg hang stadig med hovedet nedad som en gris, der skal slagtes. Det tog cirka 20 sekunder og lidt kræfter, før en af de ansatte havde fået viklet den røde ting ordentligt af mig og igen hang normalt. Min vilde tur var ovre! Jeg gjorde det! Det var en super god følelse, og nej, hvor var det sjovt at hoppe 134 meter ned i en afgrund! Det kan varmt anbefales! Det er tiden op til springet, der er hårdest, mens man under og bagefter bare har det fedt! Det gør overhovedet heller ikke ondt at blive hevet op af elastikken igen. Det mærker man faktisk slet ikke. Medmindre man hopper med benene først, så kan det godt gøre ret ondt, men vi tog den alle sammen på hovedet, som vi fik besked på.
Vi købte begge to en dvd samt nogle billeder med vores spring, så vi engang kan vise dem, når vi kommer hjem, og så fik vi også en T-shirt med skriften "Nevis Bungy Jumper. 134 m". Vi klappede hinanden rigtigt meget på skuldrene, mere end vi nogensinde har gjort før, og nu var det tid til at tage bussen hjem til Queenstown. Jeg (Mika) havde den bedste bustur i mit liv, fordi man bare havde det så godt. Desuden kørte vi forbi Kawarau Bridge igen, og ved synes af det 43 meter høje hop fnyste vi, for det er da ikke engang værd at hoppe. Det er bare sådan et lille morgenspring, man tager hver dag, når man skal ud af sengen. Hvem gider dog tage sådan et tøsespring?
Om aftenen fejrede vi vores bungy jump samt holdt vores afskedsfest for de fleste, vi rejste med på vores bus. Det fandt sted på The World Bar og maden kom fra The Fat Badger (den fede grævling) og bestod af all-you-can-eat pizza! Herefter gik vi over på en bar ved navn Altitude (højdegrad), hvor vi fik spillet en del pool, som vi godt kan lide det.
Fredag var en dejlig, afslappende, anti-bungy-jump-dag! Vi brugte dagen på at spille kort med danskerne, mens det sneede uden for! Ja, den er god nok! Det sneede til tider ret kraftigt, hvilket også gjorde de omkringliggende bjerge ekstra smukke. Til vores store glæde opdagede vi, at der rent faktisk er gratis sauna på vores hostel, så det valgte jeg (Mika), Nicolaj og vores danske ven Andreas at benytte os af! Vi sad derinde i måske 45 minutter i 50 graders varme og følte helt, at vi kom ned på jorden igen efter den forhenværende, ekstreme dag. Om aftenen lavede Nicolaj pandekager til hele dansker-banden (8 styks), fordi vi havde købt ind til det, og det nød vi så til dessert! Som aftenen gik sad vi og snakkede med folk på vores hostel - blandt andre en kineser og nogle tyskere - og man bliver stort set aldrig træt af at lære om andre kulturer og deres sprog, så det var en ganske udmærket dag uden for meget action
- comments
FAR / Svenne Awesome!!! Godt gået drenge!
Mikas mor Jeg kan ikke udtrykke det nok, men hvor er det flot gjort af jer. Jeg bliver bliver klamsvedende af at læse om det, men I er seje:-)
Farmor i Randers Vi er meget imponerede- Tak for den spændende beretning-
Kirsten Respekt!!